Tilbage på Heartland

Så er det ikke lige musik på en af de mange scener man vil lytte til, så kan man gå til en af de mange spændende talks, danse linedance, dyrke yoga  med det smukke Egeskov Slot som baggrund. Man kan sætte sig og lave et fint perlearmbånd sammen med børnene, eller sammen med kæresten.

Der er ingen grænser for de aktiviteter der er linet op for publikum.

Børnene kan gå til kor, gå på malerskole, tage på fisketur, eller de kan, når de har behov for ro, komme i det store Drømmeland telt. Børnene kommer ikke til at kede sig på denne festival, så tag dem endelig med.

Og så er der madboderne! her er der lagt vægt på kvalitet og økologi, og for en stor del også lokale råvarer eller restauratører,

Først dag på vej til pressehuset gik jeg forbi en bod hvor de lavede tarteletter. Jeg kunne ikke lade være at smile, men for pokker, hvem elsker ikke tarteletter! Og jeg skulle hilse at sige, at de smager himmelsk. Du kan få alt fra gourmet til pizza. Men alt er lavet med kærlighed til både håndværke og  råvarerne….selv en skaldyrsrestaurant er her.

Omgivelserne er som sagt forrygende smukke, og der er gjort uendeligt meget for, at det visuelt også bliver en oplevelse ud over det sædvanlige, og så er her næsten pinligt rent. Der skal affaldsorteres, og umiddelbart er min oplevelse, at folk i det store hele er indforståede i, at man smider ikke affald på jorden!

Heartland kan i den grad noget, som jeg ikke har set på andre festivaler.

Lidt mere rock ville dog være ønskeligt!

Jeg kan kun opfordre til, at  man går ind og kigger på de mange tilbud festivalen byder på, samt det forholdsvis  brede udvalg af musik der spilles på på scenerne.

Torsdag d. 12 juni

 

Cat Power

 

Den amerikanske sanger og sangskriver Cat Powers, der flere gange tidligere har gæster Danmark, også på Heartland, fortolkede Bob Dylan på smukkeste vis. En fortolkning af Dylans berømte koncert Manchester Free Trade Hall i 1966.

Hun smed i 2023 en live indspilning af fortolkningerne på gaden. Et lyt værd. Hendes fortolkning er blevet virkelig flot anmelderrost ude i den store verden.

De første tre numre bliver leveret akustisk, ikke talende, som havde det været fra Dylan’s mund, men følsomt, stærke og nærværende. Hun er nok den artist jeg har hørt Dylan fortolkninger fra, der har været den mest værdige til opgaven, for det er ikke bare noget man lige gør. Cat Power er forrygende.

Var der nogen der troede, at resten af koncerten skulle fortsætte akustisk, så kunne de godt tro om. Resten af koncerten var der i den grad sat strøm til, og jeg kan kun bøje mig i støvet over hendes vågede, originale, sindsygt lækre Dylan fortolkninger. Jeg har ikke tidligere hørt Cat Power, til gengæld hørte jeg i 70’erne rigtig meget Bob Dylan, og Cat kan om nogen, tage tråden op og levere sine udgaver, uden på noget tidspunkt, at tabe Dylan på gulvet. En våget opgave hun har kastet sig ud i ….og vundet.

Like a Rolling Stone kom Cat og hendes band på scenen og tog publikum i deres hule hænder. En overlegen magtdemonstration jeg gerne vil opleve igen.

Cat Power havde i øvrigt fotoforbud, så billederne er venligst udlånt af min kollega, Camilla Lundbye Photography, der var tidligere modig end hvad jeg var….det kom senere.

Altin Gün

Sidst, lige før festivalen lukkede hørte jeg på Highland scenen, det Hollandsk/Tyrkiske band Altin Gün. der blev dannet i 2016.

En blanding af psykedelisk rock og traditionel tyrkiske melodier.

En meget speciel oplevelse, og af trods alt af den mere positive slags. Det er ikke så ofte, at man forbinder tyrkisk musik med rock, men det fungerede nogenlunde. Det er ikke uden grund, at der tilmed har modtaget en Grammy nominering.

Dog var der alligevel noget der bare gjorde, at de ikke rigtigt fangede live.

Nærværet på scenen var i mine øjne ikke optimalt, og det kan man godt tabe publikum på, og det skete i mit tilfælde. Selvom jeg finder bandet og deres musik spændende, så er det ikke noget jeg vil gå efter en anden gang.

Fredag d. 13 juni

Shane Smith & the Saints

Der var en koncert jeg helt specielt glædede mig til denne dag, og det var Alanis Morissette på Greenfield om aftenen. Det var svært for mig at forestille mig, at forventningen til denne koncert, kunne afledes, men det skete dog alligevel, da jeg besluttede mig for om eftermiddagen at lytte til Shane Smith & the Saints på Highland scenen. Et country/rock band fra Texas…..hmm, måske der her var lidt at berette om. Og hell yeah, det var der!

Bandet har haft op og nedture siden de i 2011 blev dannet. Et nummer der blev brugt i tv serien “Yellowstone”, “Fire In the Ocean” fik for alvor hjulene til at køre fremad for det energiske band.

Og jeg skal lige love for, at de fik det til at rulle på plænen foran Highland. Der var slet ikke nogen tvivl om, at publikum i den grad trængte til, at miste kontrollen over krop og sjæl, og bare give den uforbeholdent gas. Shane Smith & the Saints serverede denne mulighed på et sølvfad.

Som ved et trylleslag blev stemningen forvandlet til et tempofyldt besøg i Texas hvor lyden at store trucks blander sig med lyden fra drevne kvæg, og hvor vindheksen pisker afsted og griber fat i den elektriske guitar, violinen stemmer i, og sammen følges de i hæsblæsende fart.

Det var americana, det var rock, det var charme og energi helt ned i den bagerste række på plænen. Bandet der består af Shane Smith, vokal og guitar, Bennett Brown på violin, Dustin Schaefer på guitar, Chase Satterwhite på bas og sidst Zach Stover. på trommer kom fra start langt, langt ud over scenekanten. Bennett Brown charmerede med overalls, bar overkrop og cowboyhat. Det var et kompetent og meget autentisk og ærligt band der stod der på scenen.

Wauw det var tiltrængt og godt at blive blæst bagover! Den succes bandet nu høster, er i den grad fortjent. Vi glemte tid og sted, og de havde os fuldt og helt i deres hule hænder. Kom endelig tilbage og lad vindheksen piske afsted over Danmark.

Sætliste

Intro

Adeline

Feather In the Wind

Tre Greys Between

Hurricane

Fire in the Sky

Live Free

1000 Wild Horses

Dance the Night Away

Fire in the Ocean

All I See is You

Heaven Knows

Der var også….Tinariwen og Peter Sommer på Greenfield og Nik og Jay samme sted. o.m.a.

Alanis Morissette

Endelig kom tidspunktet, hvor det var tid at trække mod Greenfield hvor Alanis Morissette snart skulle optræde. Og jeg kan ikke andet end forestille mig, at forventningerne hos de fleste, lå på et temmelig højt sted.

Tilmed var det på selve denne dag, præcis 30 år siden hendes kæmpe succes, albummet “Jagged Little Pill” kom på gaden. Hvad andet kunne man tro, end at denne koncert, spillet på netop denne dag, skulle blive en stor fejring af dette fantastiske album.

Bandet fandt deres pladser på den store scene, og i højtalerne hørtes Alanis stemme. Hun åbnede simpelthen koncerten før hun endnu var gået på scenen. Hun kom dog styrtende ind. Det store smil var på, hun var glad og hun var jordnær. Hun er af statur ikke en stor kvinde, så Greenfields store scene, virkede enorm for dette lille menneske. Måske det var derfor, at hun i mine øjne, spurtede rundt fra side til side, som om hun ikke helt vidste hvor hun skulle være. det gjorde hendes stemme til gengæld. Hvor hun lagde ud med nummeret “Hand in My Pocket”, lige efter bogen.

Hendes band var virkelig godt skruet sammen og spillede fantastisk, og Alanis….Denne kvinde har en stemme, der  besidder en ekstrem urkraft der slet ikke er til at komme udenom. Den er skarp, den er kraftig, den vil noget, ligesom Alanis vil med hendes tekster, der udtrykker så megen personlighed, aldrig har været bange for at blotte sig.

Hun havde en fantastisk kontakt til publikum, og der var mange af os der var lidt oppe i alderen. Hun selv har rundet de 51 år, men står knivskarpt, smuk og dejlig. Stemmen er den samme som den altid har været.

Det var en magisk aften, og set fra scenen, må også Alanis og hendes band, have haft en speciel oplevelse. Månen var tæt på fuld, og med udsigt til det oplyste Egeskov Slot, og et publikum der er helt og aldeles med dem, så skal man altså været meget verdensfjern, om ikke dette har gjort indtryk på dem.

Var der malurt i bægret? Ja det var der!!!! Om det var den Texas vind Shane Smith & the Saints havde med sig, så drillede den i hvert tilfælde meget denne specielle aften.

Lyden blev desværre kastet fra side til side, så man nu og da hørte musikken i brudstykker, men sådan er det med de udendøres koncerter. Alt i alt var det bare en magisk aften på Greenfield.

Sætliste

Hands in My Pocket

Right Through You

Reasons I Drink

A Man

Hands Clean

Can’t Not

Lens

Sorry To Myself

Head Over Feet

Everything

You Learn

Would Not Come

Smiling

Rest

Mary Jane

Perfect

Ironic

Are You Still Mad

All I Really Want

Sympathetic Character

You Oughta Know

Extra;

Uninvited

Thank U

Lørdag d. 14 juni

“Talk”

Der var lidt forskelligt jeg havde sat mig for denne dag, og ikke kun musik. jeg havde besluttet mig for, allerede før jeg tog afsted til Fyn, at jeg gerne ville til “Talk” på Podium med Eske Willerslev og Jesper Binzer. Et par måske umage mennesker at stille overfor hinanden, og dog…..

Efter sigende, var det Eske der havde ønsket denne talk, ikke mindst som livslang fan af D.A.D.

Der var ikke plads til en eneste numse mere foran scenen, hverken på græsset eller på bænkene, da de to herre komme ind. De har de store smil på, og virker også som om, de er spændt på hvordan dette spænder af, for det handler ikke direkte om en Eske Willerslev erhverv som DNA-forsker og professor ved Københavns Universitets Center for Geogenetik. Eller om Jesper Binzer’s karriere med rockbandet D-A-D. Det er ikke det vi skal høre dem fortælle om, det handler om mennesket bag, om at nå til den succes og anerkendelse, hvad der kommer til at lide under deres succes, om fiaskoer, og det der driver dem.

Det blev til en meget fornøjelig Talk styret af journalist Gunver Lystbæk. Hvor Eske afslørede, at han i sin tid fik et 6 tal i fysik, og hvor Binzer supplerede med at afsløre, at han dumpede i musik. Der blev fortalt mange både sjove og alvorlige ting, og det stod hurtigt klart, at selvom de to mænd, erhvervsmæssigt var som nat og dag, så havde de så uendelig mange ting til fælles i deres karriere forløb. Det at give Janteloven et ordenligt spark. Iveren efter at nå til tops, og de familiære ting der måtte lide under denne ustoppelige higen.

Interessant, morsomt og charmerende Talk. Godt tilrettelagt, men alt for kort. Der burde også have været lagt tid ind til spørgsmål. men absolut et hit.

Jeg håber også for Eske Willerslev, at han nu er blevet bedste ven med hans store idol, som han selv så humoristisk talte om :-)

Der var også…. Mø og  Emma Sehested Høeg, på Greenfield. Og Annika på Highland o.m.a.

The The

Næste koncert havde jeg set frem til; The The på Greenfield scenen.

The The, det engelske post-punk band, har tidligere, og med stor succes optrådt på Heartland, og nu var de tilbage.

Som barn af 60’erne og vokset op med politiske skarpe og samfundskritiske tekster, så er The The ren guf for dennes øregange.

Det var også som stod tiden stille rent visuelt, hvor det stive puds var fundet frem af klædeskabene, den stille nedtonede optræden uden unødig fyld der skulle dupere øjet. Her var det musikken og ikke mindst teksterne der stod i højsædet, og sådan har det altid været med The The. De har noget på hjertet.

Og det var hvad vi fik, og desværre kan man næsten sige, så er det lidt en mangelvare i et verdenssamfund der minder mest af alt om en opløsning af det eksisterende, og ikke til det bedre.

Den kraftige vind der om fredagen havde generet lydbilledet, havde lagt sig, så både musik og sang stod klart og tydeligt. Lige så tydeligt som Matt Johnson’s tekster.

Jeg vil specielt nævne nummeret “Kissing the Ring Of Potus”, ikke mindst der er en herre i USA der fylder vanvittig meget i verdens bevidsthed, så er man da heller ikke i tvivl om, at denne tekst stadig står vådt på papiret…… The Empire of Lies sacures allies. Like a spider ties up flies….. En stærk og vedkommende tekst i en vanvittig tid, og man er ikke i tvivl om, at Matt Johnson mener hvert et skrevet ord, når han med sin lidt dybe stemme formidler sine tekster ud til publikum.

Bandet var velspillende, lyden kunne godt have været en smule højere. Jeg følte indimellem, at jeg skulle anstrenge mig lidt for, både at lytte til musikken og høre teksterne.

Ligeledes ville det have været dejligt, om bandet ikke havde stået helt så stille.

Men alt i alt en rigtig god og også stærk oplevelse.

Sætliste

Cognitive Dissident

Sweet Bird of Truth

Armageddon Days Are Here (Again)

Kissing the Ring of Potus

The Beat(en) Generation

Rising Above the Need

Icing Up

Slow Emotion Replay

This Is the Day

The Sinkin Feeling

Dogs of Lust

I’ve Been Waiting for Tomorrow (All My Life)

Infected

Uncertain Smile

Giant

Justin Timberlake

Om jeg senere på aftenen, denne sidste festival dag skulle opleve  Justin Timberlake?! Ja, selvfølgelig skulle jeg da det!!!

Han er absolut ikke en kunstner jeg har interesseret mig for. Kender kun et par enkelte af hans numre.

Efter nu at have oplevet ham på en scene, kan jeg kun, uden at gå i knivskarpe detaljer  sige at det, da han og hans enorme hold af musikere og backing sangere stod og leverede…., eller skulle jeg hellere sige top performede på scenen, da stod det lysende klart, hvorfor han er blevet så stor som han er. Hold kæft en performer, sanger danser, charmør ….og et kæmpe nærvær og publikum kontakt.

En stor og positiv overraskelse! Og der skal sGu da lige nogle billeder med af ham. Det er jo ikke hver dag man får den mulighed…

Alt i alt en rigtig, rigtig dejlig festival, der har så meget forskelligt at byde på.

Mit håb er dog, at der vil komme mere rock på programmet. vi trænger til at blive rusket lidt op i en gang imellem, og der er masser af rock bands der vil passe fint ind i de smukke omgivelser uden, at det ændrer ved den standard festivalen har.

Glæder mig til at se hvad I finder på til næste år!

Stemninger, aktiviteter og boder….