Det er næppe en stor hemmelighed, at Ozzy døde den 22.07.2025, blot to uger efter sin og Black Sabbaths hjemkomstfejring/hyldestkoncert, Back to the Beginning 5.07.2025. Det er heller ikke en hemmelighed, at han slet ikke har fødselsdag i dag – det var den 3.12.2025. Men med titlen Mørkets Fyrste, er 11.12.2025 – fandens fødselsdag – vel en ligeså passende dag til at skrive et par linjer.
Så lad os prøve at søge back to the beginning.
I begyndelsen var stilhed. Tomhed.
Så begyndte regnen at sile ned.
Kirkeklokker og torden lyder i det fjerne. Lydene kommer tættere på, og bryder ildevarslende stilheden, indtil lydbilledet knuses af et brutalt og rystende dommedags guitarriff og tunge trommemarkeringer. Anslagene føles som pisk med en jernkæde.
Black Sabbath anno 1970. For satan i helvede, hvor må det her have lydt fedt. Black Sabbaths selvbetitlede album ramte i 1970 rockverdenens normale sangstruktur, klangverden og typiske behagesyge tematikker som en morgenstjerne – i hvert fald for de indviede; det tager som regel tid for en ny genre at slå igennem for alvor i en nådesløs musikindustri, men kimen var lagt; der var helt klart optræk til uvejr på det tidspunkt, luften var så at sige elektrisk og metallen var i sin vorden.
I dag lyder Sabbath ikke just som purunge metal core punks, men på daværende tidspunkt satte de nærmest ild til rockens underskov, medførende konsekvenser, de færreste var bevidste om. Og ilden skulle som bekendt snart brede sig.
Jævnfør rockens mytologi ildspåsatte djævlen Robert Johnsons sjæl, og fra hans akustiske guitar muterede bluesen op gennem årtierne – ikke mindst de ekstremt og stadig opmærksomhedskrævende 60’ere – med den britiske bølge, psychrock, progressiv rock, syre- og pigtrådsrock, The Beatles osv. Og lige siden har det djævelske, seksuelle og samfundsundergravende luret i ungdommens musik. Og tusind tak for det.
Disse ingredienser fandt heldigvis også vej til et tough og fattigt Aston industrikvarter, blandt unge fattige og eventyrsultne musikere, hvoraf den ene mistede det yderste af to fingre i arbejdstiden (på en metalfabrik!) og en anden optrådte som klassens ustyrlige pauseklovn der slet ikke kunne få nok bekræftelse og som havde svært ved at få styr på sin indre uro.
Mama I’m Coming Home
Den 22.07.2025 fandt Ozzy ro og siden har der været en masse larm fra hans side, orkestreret af Sharon, præcis som det altid har været. Ozzy har endnu engang rejst sig fra de døde, stadig sulten efter mere kød, mere blod. Mere rock ‘n’ roll.
På dagen da Ozzy døde, krøb hans disciple frem, ud i rampelyset, missede med øjnene og satte sig som Jeppe på bjerget, på tronen, blot for et øjeblik; på vores breddegrader blev folk som Alex Nyborg Madsen, Anders Bøtter og Steffen Jungersen gravet op og bedt om en ekspertvurdering. Det manglede bare. Tak fordi medierne IKKE spurgte de sædvanlige synsningsguruer. Tak fordi metallen fik en smule plads og blev evalueret af metalhoveder. Og Blabbermouth’ startside frøs, når man skrev i søgefeltet blot skrev de tre bogstaver ‘mam’ i Spotify’s søgefelt, så tronede “Mama, I’m Coming Home” frem foran alt andet, selv ABBAs “Mamma Mia”.
Generals gathered at the Masses
Omfanget var indiskutabelt. Musikere fra genren OG udenfor genren stod i kø for at prise Mørkets fyrste; alt fra metal-som-guilty-pleasure-stjernen Lady Gaga, Cindy Lauper til Ronny Wood, David Lee Roth, Metallica og… den tidligere nabo 90årige Pat Boone.
Jeg husker sammenlignelig dækning da Michael Jackson, Freddie Mercury, Prince, Whitney Houston, Kurt Cobain og George Michael døde. Vi skal altså helt derop. Jeg kan af gode grunde ikke huske dækningen af Elvis’ død, men mediernes behov for at eksponere Ozzy og folkedybets behov for at læse, se og høre om ham var og er tegn på at han reelt er trådt ud af metallens rækker og sidder med ved kulturelitens højbord. Han er nu de facto et popkulturikon. Bum.
Det er ikke så sært; når man dagene efter læste alle lovprisningerne, og STADIG kan læse anekdoterne, forstår man hans tyngde og hvorfor han er savnet. Ozzy fik os alle til at le, gyse og undre os på samme tid. Kærlig, åben, eftertænksom, omsorgsfuld, hjælpsom, ordentlig, morsom, fandenivoldsk – og en hjertelig vanvittig prankster, som ikke var bleg for at udstille alle sine mangler og som var helt bevidst om at gøre lige præcis det i en situation, som ingen andre havde forventet eller turde. Når han synes, der ligesom manglede et stemningsskift, havde han ingen betænkninger ved at smide vand i hovedet på Vinnie Appice flere dage i træk, mens denne prøvede at finde sig til rette i bandet som ny trommeslager. Eller når han spontant bed hovedet af en (desværre) ægte flagermus, som nogen smed op på scenen, i den tro at den var lavet af plastik. Eller den med myrerne – eller var det en edderkop? Sharon, Mötley Crüe og Ozzy kunne aldrig blive enige.
Siden hans død har utallige metal og heavy rockbands stået i kø for at hylde den geniale gækker med et udvalg af Sabbaths numre. Det blev gjort på mange måder; personligt slap undertegnede ikke for en rædselsfuld, lemlæstet version af N.I.B., da Smashing Pumpkins gæstede Store Vega den 19.08.2025. Sunget af guitaristen James Iha. Alle inklusive ham selv og hundene på Tove Ditlevsens Plads, længere henne af gaden våndede sig i væmmelse – so why?
Alle rock og metalbands følte signalet til at give et nodd til Ozzy, for at markere sin egen berettigelse i metallen og hardrockens evigt voksende, snævre inderkreds; ok, ret mange var faktisk inviteret til afskedskoncerten 5.07.2025, herunder Billy Corgan; om nogle år vil de fleste stadig levende hardrockmusikere nok hævde, at de på det bestemteste var på gæstelisten – der var alligevel så mange gæstemusikere, at kun Sharon om 20 år huske hvem der var hvem, som var der.
Patient number 9
Ozzy var et paradoks. Han havde dét til fælles med så mange andre kæmpestjerner, at hans sammensatte karakter skinnede igennem, alt han lavede. En karakter der kun meget vanskeligt kan tøjles af en industri, der samtidig godt er klar over det lukrative i netop at inddæmme og produktgøre sådan en larger than life karakter.
Ozzy entertainede, så folk omkring ham havde det godt. Så havde han det også godt, imens det varede. Men de fleste af os har vel altid fornemmet, at hvis man lyttede til stemmen og så ordentligt på ham gennem sprækkerne i den hvide sminke, så gemte sig noget andet. En fortælling om noget skadet og sårbart. Han bliver af forskellige personer der kendte ham indgående beskrevet som en usikker, utilpasset og rastløs dreng der kedede sig i timerne og som lærte at ty til gøgl og klovnerier, og senere alkohol og stoffer og sexafhængighed, når han følte sig fremmed blandt de andre. Det var hans vej til kontrol over usikkerheden. Han har selv bekræftet at han var udsat for seksuelle overgreb. Der var masse af ingredienser til at skabe et menneskeligt monster, kærligt og forpint, som han selv har udtalt ”I’ve got a head full of monsters”. Klovnen der græder bag masken.
Mens dyrkelsen af mennesket, monsteret og myten gjorde Ozzy til multimillionær, så virkede smerten altså ægte nok. Og man kan stadig høre det på hans stemme på den sidste plade.
Den lyder reelt ALDRIG som om han er i fuld kontrol, den lyder som en evig indre kamp mellem det gode og det onde. Stemmen er skærende skinger og skrækkelig. Skrækkelig ærlig, skrækkelig forførende, skrækkelig sårbar, skrækkelig vred, skrækkelig kraftfuld, skrækkelig smertefuld, skrækkelig frygtsom og skrækkelig frygtløs. Skrækkelig fortryllende.
Noget man ikke kan optænke. Det er built in. Og der findes ikke noget bedre end, at man som publikummer kan mærke kunstnerens brændstof. At stjernen kæmper med sine ar og dæmoner på scenen. Det kan jeg godt lide, ville Jørgen Leth nok have sagt. Nogen må ofre sig for os andre.
Sharon
Denne skribent skrev for noget tid siden en art nekrolog om Brian Wilson, hvor jeg netop nævnte kunstnerens romantiserede skæbne; at lide så vi andre kunne få et afbræk i hverdagen.
Samtidig nævnte jeg sjovt nok også, at Wilson kunne havde haft gavn af en Sharon, da hun unægteligt har hjulpet Ozzy igennem situationerne, hvor han var allermest hjælpeløs – og afhængig af, at de nærmeste vil én det godt, også når man i en rus lige har prøvet at kvæle dem.
Man var/er aldrig i tvivl om, at Sharon ville Ozzy det godt. Ind til benet. Inklusive hans karriere og dens eftermæle. Og økonomien. Det er så at sige også hendes økonomi. Især nu. Og det krævede, at Ozzy havde et godt brand og det kræver også, at han får et godt eftermæle. Og Mørkets fyrste havde sammen med hjælp fra Sharon for længst set lyset og invaderet mainstream kulturbranchens sendeflade med et ustyrligt selvironisk og kærligt – og dybt konstrueret – show it all-lignende reality show.
Ozzy og konen var gode til at balancere show og business. Underholdning og kynisme. Good cop, bad cop. Sharon fik slag i medierne, Ozzy fik kindkys, og Tony Iommy holdt sig langt væk fra den gig.
I dont wanna change the world
I disse Ozzy times taler vi ikke alt for meget om Ozzys utroskab, sex- og stofmisbrug, voldelige udfald and what have you. Det er ikke godt for nogen. Ikke godt for business eller det lys, vi alle lige nu helst vil se ham i. Men når hyldestens lys med tiden brænder ud, overtager skandalernes mørke med garanti. Pressen har det hele klar. Den ER skrevet. Vi bliver aldrig færdige med Ozzy, det er så stort, at han blev så stor, at det gælder om at gøre ham større og større. Og det er fast arbejde, også for Sharon. Det er tankevækkende, så tilrettelagt de seneste års markeringer af Sabbath, virker i dag. Mindesmærker, hædring, Black Sabbath ballet, hele deres tilbagevenden til deres hjemstavn.
Også i forhold til at forme/omskrive historien, har Sharon i høj grad ført kniven; mange musikere er skrevet ind i et stadig voksende kapitel i glemmebogen om Black Sabbath og Ozzys egen karriere.
Når man lukker cirklen med sig selv som begyndere og afsluttere, så handler det om at redefinere bandets historie; at skrive perioder og musikere ud og en gang for alle at markere, at de fire første også var de sidste og de eneste rigtige. Det er altid en god idé at skære overflødig fedt fra og gøre sin vare helt skarp. Hvem er Tony Martin, kunne man spørge? Hvem er Bob Daisley, Lee Kerslake, eller Jake E. Lee? Musikere, hvis roller i hhv. Black Sabbath og Ozzy solokarriere er blevet reduceret til lydsvage flageoletter. Mange af de nævnte musikere bebrejder udelukkende Sharon og man er nok også naiv, hvis man tror at et band er en 4-vejs demokratisk konstellation. Ofte er det noget HELT andet, snarere firemandsbandet som ror skibet og en anden som styrer. Sharon har stået igennem mange kriser og styret skibet i havn, gang på gang har hun taget over som styrkvinde. På godt og ondt.
MEN det er selvfølgelig alt for tendentiøst og alt for enøjet at tilskrive Sharon al den kyniske grådighed, alle de klichéer om griskhed og evilmanagement som hører til i musikindustrien. Begge har købt ind på arbejdsfordelingen. Som Ozzy sagde det: “She’s my other half. She grew up a lot with me, and I grew up a lot with her.“ Måske skal man blot glæde sig over, at Ozzy så at sige nåede i mål. Og at han lignede en lettet og taknemmelig og opfyldt mand til afskedskoncerten. Han var faktisk en heldig man; de færreste deltager aktivt til deres egen begravelse, efter at have forsøgt livslangt selvmord. Tænk hvis 50.000 mennesker dukkede op til din sidste fest. Eller begravelse.
Med andre ord, Ozzy og Sharon var fælles om de beslutninger som blev truffet, populære såvel som upopulære; Sharon tog skraldet, mens Ozzy sled sig selv ihjel.
Back to the beginning
Og de kæmpede til det sidste med at mase så meget liv ind i den stump der var tilbage. Meget skulle nås. En ny plade. En koncert. Og hjem til gode gamle Birmingham.
Jeg kan godt anbefale et kig på den posthume dokumentar Coming Home hvor man får et glimt, en vækkelse af de gode gamle The Osbournes afsnit. Når Shelly forbander den grænseover-skidende tæppetisser, når Ozzy sidder på verandaen og skyder nonchalant til måls i baghaven, eller når Sharon er hende den allestedsnærværende, nosy, irriterende mor. Men også al den kærlighed der er i familien og hvor triste børnene er over at deres forældre tager tilbage til England, stiltiende, men vel vidende at timeglasset er vendt for sidste gang. Patient nr. 9 kører på dampene i sit sidste liv.
Man ved det, man kender slutningen, når man ser programmet, hvilket kun forstærker intensiteten.
Ozzys liv har simpelthen været en fantastisk historie om klodshans der scorede prinsessen – mod alle Ozz.
Jeg venter spændt på næste episode.
No More Tears.