Tim Bowness’ progressive slumretæppe

Det er ikke mere end cirka halvandet år siden, at den midaldrende, tidligere musikalsk nysgerrige, brite udgav sit seneste solo album “Stupid things that mean the World”. Nu er han aktuel med “Lost In The Ghostlight”, og spørgsmålet er, hvad vi skal med en til plade allerede?

Tim Bownes har i sin musikalske karriere leget med flere af de store kanoner, blandt andet musikere fra King Crimson og Steven Wilson fra Porcupine Trees. Derudover har han involveret sig i musikalsk set spændende projekter, med elektronica kunstnere fra Tyskland, et Estisk jazzband og gæsteoptrådt med italienske og norske bands. Hen ad vejen er han mageligt havnet i den progressive in crowd, dog med ham selv mest som guilty bystander, ukendt af mainstream-folket. Jeg var sådan set ret glad for hans album “Stupid things that mean the World”, som havde et modigt mix af rock og stemnings-og synth-atmosfære, tilført hans flotte luftige, men spage vokal. Den kan vist ikke såå meget, men i det rette rolige tale leje, hænger det godt sammen. Han har så udgivet endnu et album og endnu en gang fornægter hans evne for delikate stemningsekvilibrisme sig ikke, men spørgsmålet er, om han har lavet den i søvne, eller har sunget sig selv i søvn?

Regressiv prog?

Lost In The Ghost Light is a concept album revolving around the onstage and backstage reflections of a fictional ‘classic’ Rock musician in the twilight of his career.

Ja, sådan lyder en del af pressemeddelelsen og så var man muligvis allerede advaret. Det er lidt som om, Bowness tilbageruller al sin progressive erfaring, eller måske har rekapituleret og er nået frem til, at less is more. Desværre får han i min optik skabt en ærgerlig ubalance i variationerne mellem rock og drømmepop og går i stedet for all inn i gentagelse af enslydende harmoniseringer, i alt for stillestående stemningstemaer.

Der er for få hurtige numre, såsom “Kill The Pain That’s Killing You”, og selv på det nummer er der noget uinspireret valiumfesenhed, da manden aldig hæver stemmen. Et dramatisk, sælsomt og lidt uhyggeligt nummer er “Lost in The Ghostlight”, som trods fravær af klassisk rock instrumentering og blot synth klange, effekter og percussionsamples, kryber ind under huden. Desværre varer det under to minutter, øv.

Ingen brat opvågning

På de sidste to numre får vi de store flotte stemningsmalerier, som stilsikkert indvarsler noget stort og bombastisk, der kan modsvare albummets samlede langtrukne dynamiske opbygning. Men et sådant nummer kommer ikke, forløsningen kommer aldrig, og tilbage står et indtryk af, at Bowness er faret vild et sted mellem nogle porcupine træer og ingenmandsland.

På nummeret “You Wanted To Be Seen”, synger Bowness “As you got older your world became smaller”, og jeg fristes lidt anmelderkækt til at tilføje, at jo ældre Tim Bowness er blevet, des mindre er hans musikalske spændvidde blevet. Jeg tror det ville klæde ham at vente en del år før næste udgivelse.

Jeg kan i mellemtiden anbefale Tim Bowness’ forrige album “Stupid things that mean the World”, som måske ikke betyder alverden, men som er klart bedre end hans nye album, som for mig ingen stor betydning har.