Det gode CV
Tim Bowness er aktuel med soloudspillet “Stupid Things That Mean The World”, som er en collageblanding af storladen pop, art rock, Dream pop, alternativ rock og indie elementer. Som sanger, multiinstrumentalist og producer har Bowness prøvet kræfter med prominente britiske musikere fra King Crimson og har i flere år ageret sparringspartner med Steven Wilson fra Porcupine Trees, hvilket kan høres. Derudover har han i perioder engageret sig i musikalsk set spændende projekter med elektronica kunstnere fra Tyskland, Centrozoom, det estiske jazzband Slow Electrics og gæsteoptrådt med italienske Nosound og norske bands White Willow og The Opium Cartel. Bowness er bestemt en respekteret artrock/dream pop kunstner i dele af den musikalske inderkreds, men har endnu ikke for alvor ramt guldåren publikumsmæssigt som solokunstner. Tim Bowness seneste solide soloudspil “Stupid Things That Mean The World” berettiger unægteligt til bredere appel og anerkendelse, men vil sandsynligt flyve en del under mainstreampublikummets radar, som ikke just samler på 51årige almindeligt udseende lettere gråstænkte mænd, som ikke i forvejen er internationale stjerner. Om han overhovedet er interesseret i fame, er så en anden sag. Albummet starter råt og tungsindigt med ”The Great Electric Teenage Dream” der efter et hårdt rock intro, skifter til nogle forslæbende klaverakkorder, hvorefter nummeret udvikler sig til et mere klassisk alternativ slow tempo rock nummer. Artrock/dreampop, indeed. Nummeret introducerer flot den afdæmpede men alligevel urolige, lidt ildevarslende atmosfære som breder sig over store dele af albummet. Der er noget ryggesløst og kamæleonagtigt over Bowness. Bowness har i sin stemme nogle klange og luftige fraseringer som Robbie Wiliams, eksempelvis i ”Sing To Me”, mens hans korarrangementer ofte minder om David Bowie. Porcupine Trees mere stille passager anes i begyndelsen af ”Press Reset”, som i første halvdel beskriver storbyens skyggesider, det pulserende natteliv, de fortabte unge og alle de gerninger man fortryder og ikke vil se i øjnene:
You’ll Change Your Looks And Cut Your Ties
Then Sink Into The Dark
Tanked Up Boys And Weekend Girls
Lying Wasted On The Pavement
You Walk The Streets
Shut Out The World
Not Wanting To Be Seen
You’d Talk Around It On Another Day
You’d Laugh About It On Another Day
But This Is Not Another Day
This Is The Day You Dissappear
Nummerets drømmeagtige og lyse synthfigur understøtter vokalen perfekt og der rammes en stemning a la stenede tankestrømme, hvorunder trommerne i en hidsigt rytme arbejder sig stille og roligt frem i lydbilledet, som noget man ikke længere kan holde nede. Ved sætningen ”This Is The Day You’ll Disappear” sætter nummerets anden halvdel i gang som et straight, aggressivt og monotont pumpende rocknummer, der akkompagnerer Bowness Bowie-kantede frustrationer over det levede liv og ønsket om at man genstarte det hele – Press Reset:
Too Many Actions That You’ve Lived To Regret (Reset)
Too Many Faces You Can Never Forget(Reset)
Too Many People That Got Caught In Your net – Press Reset
Too Many Actions That You’ve Lived To Regret (Reset)
Too Many Faces You Can Never Forget(Reset)
Too Many People That Got Caught In Your net – Pres Reset – Pres Reset
Dybde i en og samme rille
Tim Bowness har som nævnt sit CV i orden og dertil hørende erfaring og han formår at afveksle stilistisk uden at det virker konstrueret og kan derved opbygge spænding og forløsning med den store palet. “Everything You’re Not” er en uhyre dragende klangfuld drømmeagtigt pop sang, og hans brug af kvindelige korsangere og hans intime bløde og dæmpede stemme skaber et underligt hypnotisk filmisk udtryk, synth soloen omkring 1:40 er ejendommeligt velvalgt. Man kan godt blive i tvivl med Tim Bowness, hvor han bedst kan placeres og heldigvis for det, for hans musik har sit helt eget sprog, sin egen klang og retning, især når man har givet albummet et par gennemlytninger. Man bliver hurtigt venner med ham, numrene er en ubesværet håndtering af musikalske mainstream redskaber som fungerer godt i Bowness hænder. Det kan høres på et mens-jeg-rydder-op niveau, hvis man har brug for musik at slappe af til eventuelt med en bog, samt hvis man har gæster i moderat festhumør. Ret beset er det også oplagt cafe musik. En anke er, at Tim Bowness har en tendens til at nyde sin eftertænksomme eftertænksomhed så meget, at man trods den ofte nervøse undertone i udtrykket, går lidt i stå en gang imellem. Kontrasten mellem ambient og rock måtte gerne få mere pondus ved reelt at have mere rock ind i sangene, vi ved jo han kan. Men det er bare ikke hans mission for tiden, da forrige udspil, ” Abandoned Dancehall Dreams”, bevægede sig meget i samme rille. 
Til gengæld har pladen masse af dybde og til tider noget filmisk og pompøst schwung over sig under de intime og introverte melodier. Et godt eksempel er ”At The End Of The Holiday”, der åbner med et flot klassisk/filmtema intro med fløjter, cello og violiner, indtil det nummer åbner for en smuk sælsom og sørgelig ballade der minder som noget taget ud fra King Crimsons ”In the Court of the Crimson King”. Bowness har virkelig styr på struktur, opbygning af spænding og forløsende dynamik. Der er en meget flot åben lyd og instrumentvalgene er forfriskende, eksempelvis det uventede orgelvalg i soloen. Det er et melankolsk nummer som sniger sig afsted som en mild sommerbrise i tusmørke, en meget blid måde at runde albummet af. Efter 43minutter er det pludselig overstået og det gode er, at man nød det, og ærgrer sig over at albummer er lidt for kort. Alt i alt en flot og overbevisende soloudgivelse fra Tim Bowness med lidt for sparsom brug af rockelementerne efter min smag.
Stupid Things That Mean The World udgives af InsideOut den 17.07.2015
Sange:
The Great Electric teenage Dream
Sing To Me
Where You’ve Always Been
Stupid Things That Mean The World
Know that You We’re Loved
Press Reset
All These Escapes
Everything You’re Not
Everything But You
Soft William
At The End Of The Holiday
Skriv et svar