Manticoras 8. album ser dagens lys 3. august 2018. Der er sgu længe til, tænker du sikkert. Hvorfor er det interessant allerede nu? Det er det, fordi Manticora brygger på et vanvids-koncept omfattende et dobbeltalbum med 20 nye hårdtslående numre og udgivelsen af en brutal horror roman, der danner grundlag for hele koncept-albummet. Det er et sindssygt ambitiøst, spændende og vovet projekt, som er værd at følge……. og så er de koncertaktuelle for første gang i 4 år på Nordic Noise fredag d. 11. maj.
Selvom der har været stille omkring Manticora længe (Det er 8 år siden deres sidste album udgivelse og 4 år siden de sidst gav koncert) har bandet ligget alt andet end stille de sidste par år. Bandet har arbejdet intenst på helt nyt til et dobbeltalbum som udgives med et års mellemrum, hvoraf det første altså rammer til august.
Støvet blæses af på Nordic Noise
RockZeit har spurgt Manticora drengene om hvordan det føles at skulle på scenen for første gang i 4 år. ” Vi ser i den grad frem til at få støvet uniformerne af og få revet nogle nakker rundt, når vi igen spiller på dansk grund. Det er altid lidt specielt på hjemmebane, og nu endnu mere, da vi har brugt 3½ år på at skrive og producere album.”, fortæller frontmand Lars F. Larsen
Larsen lover at vi på Nordic Noise kan få smagt på en enkelt teaser fra deres kommende album, og at vi derudover vil blive revet rundt i potent udvalg af numre fra bagkataloget.
Siden sidst har Manticoras trommeslager Mads Volf Kjær valgt at søge andre udfordringer, så til koncerten i maj har bandet lånt tidligere Artilley trommeslager Danni Jelsgaard. Som Larsen siger ”Han kan det hele på den have tid, så det lyder ganske fedt”!
Publikum – the ManticorArmy – kan altså også roligt støve uniformerne af og smøre nakkemusklerne, for det bliver helt sikkert en højenergisk vanvidsfest i ekstremt tempo, hvor kompleksiteten og brutalitet går hånd i hånd.
Crowd-funded horror roman lægger stemningen for kommende album
Manticora gør med det her udspil flere ting som ikke er set lignende i branchen. Koncept albummet er baseret på en horror/gore novelle af sammen navn, skrevet af frontmand Lars F. Larsen – Larsen beskriver selv novellen som ”Saw møder American Psycho”. Romanen udgives allerede her i maj som en forsmag på albummets stemning og lyrik.
Det at basere et koncept album på en roman er ikke nyt, heller ikke for Manticora. I 2002 udgav bandet albummet ”Hyperion” som var skrevet over Dan Simmons’ Sci-Fi roman af samme navn. Det nye består i at bandet har begået et dobbelt-album over en horror fortælling der udspringer direkte af frontmandens eget sind.
Bandet har startet en crowd-funding kampagne på Kickstarter, for at sikre udgivelsen af romanen. Så hvis du vil sikre dig din egen kopi af vanvidsfortællinger fra de mørkeste kroge af Larsens sind – så tryk dig ind på linket her. Så er sommerferielæsningen også i hus…. Hvis du altså er til strittende nakkehår og søvnløse nætter….
Bigger, better, faster…
Manticora har eksisteret siden 1996 og har 7 albums og en lang række turneer i både Europa og USA bag sig. Bandet spiller hårdtslående, tung og sindssyg hurtig thrash/power metal med progressive undertoner.
RockZeit har spurgt Larsen hvad publikum kan forvente sig af det nye album: ”Nye og gamle lyttere kan forvente et orgie af riffs og pakket lyd, der godt kan virke lidt overvældende. Der sker konstant 500 ting i numrene, så man skal ikke være til simpel musik, for at kunne lide vores thrash/prog/power metal. Vi er i næsten alle genrer, indenfor metallen, så det er bare om at lytte og synes om, eller lytte og smide væk”.
Bandet har i forbindelse med det kommende dobbelt-album indgået nye alliancer, med nogle af branchens tunge drenge. De har skiftet label og er nu i folden hos svenske ViciSolum Records, (Persefone, POEM, Loch Vostok). Og det er absolut også værd at nævne at Part 1 ”To Kill To Live To Kill” er indspillet og mixet hos Jacob Hansen, Hansen Studios (Volbeat, Destruction o.a.).
Til indspilningen af albummet har Manticora lånt den vanvittigt talentfulde og lynhurtige Lawrence Dinamarca (Loch Vostock) – så der er virkelig noget at se frem til i August.
Det ulmer af ondskab i den danske muld
Som sagt – det er et vanvittigt fedt og sindssygt ambitiøst projekt, og RockZeit glæder sig i vildskab til at se det hele realiseret og høre hvad Manticora har brygget på de sidste 3½ år.
Lad mig afslutte med et citat fra bogen: The whole score creates an expectation about more – a forewarning that something’s about to happen. An entrance to Heaven…or an entrance to Hell…..
“To Kill to Live to Kill”
Tracklist – 12 numre:
- Piano Concerto 1 – B Flat minor…
02. Echoes Of A Silent Scream
03. Through The Eyes Of The Killer – Towering Over You
04. Katana – Awakening The Lunacy
05. The Farmer’s Tale Pt. 1 – The Aftermath Of Indifference
06. The Devil In Lisbon (instrumental)
07. Growth
08. Humiliation Supreme (instrumental)
09. Nothing Lasts Forever
10. Katana – Opium
11. Through The Eyes Of The Killer – Revival Of The Muse That Is Violence
12. The Farmer’s Tale Pt. 2 – Annihilation At The Graves
Line-up:
- Lars F. Larsen – Vokal
- Kristian Larsen – Guitar
- Stefan Johansson – Guitar
- Sebastian Andersen – Bas
- Lawrence Dinamarca (Loch Vostock) – trommer (album)