Total sejr fra Toto

Lørdag aften bød Royal Arena på 2 legendariske rockbands. Amerikanske Toto var hovednavnet efter opvarmning med stort format fra intet mindre end de britiske legender 10cc. Der var et sjældent stort bifald til opvarmningsbandet, og folk var i høj grad også varme da de syv musikere i Toto gik på scenen præcis klokken 21:30 som annonceret.

Kvalitet på første beat

Der gik ikke mange sekunder før man kunne høre hvor dygtige musikere Toto er, og hvor god lyd de bevægede sig i denne aften i Arenaen. Der blev lagt ud med “Orphan” fra deres 13. album fra 2015, hvor efter der allerede blev slynget et megahit ud over scenen; “Hold the Line” fra deres debutplade fra 1978. Et nummer hvor folk bare ikke kan lade være med at synge med. Man kunne fornemme spillelysten hos alle musikerne, og der var konstant god kemi mellem dem.

4 ud af 7 på lead

I løbet af aftenen var der 4 ud af 7 der havde sunget lead vokal. Hvis nogen får lov til dette af bosserne Steve Lukather og Joseph Williams i Toto, kan man være sikker på, at det er fordi de kan noget med stemmen. Det lykkes også for keyboardmanden Steve Maggiora og percussionist/saxeoonist/fløjtenist Warren Ham at levere noget lead vokel de steder hvor Lukather/Williams ikke havde den klang i stemmebåndet som skulle til lige nøjagtigt dér. Så der var faktisk mening med galskaben. Når dette er sagt, er det indlysende at backing vokal i numrene sad i skabet fra Maggiora og Ham, men også fra trommeslageren Robert “Sput” Searight og fra klaverbokseren Dominique “Xavier” Taplin fik vi en god omgang backing.

Overjordisk klaversolo

Der var ikke grænser for hvad de syv musikere kunne fyre af, og keyboard/elklaver-spilleren Taplin fik lov, allerede efter fjerde nummer, at lave en 11 minutter og 20 sekunder lang klaversolo. Det var ikke bare lir, men en meget overvejet komposition som mest skiftede mellem rock akkordspil og spektakulære jazz fraser, som trods varigheden, i min verden aldrig på noget tidspunkt blev kedelig.

Trommesolo…WTF?

Den eminente Robert Searights skulle også vise kræfter i form af en solo……men var det en solo eller hvad var det? Med playback tracks fra den afdøde Toto-trommeslager Jeff Porcaro, lavede Searight et call/respons agtigt trommeshow som skulle hylde den gamle legende. Han kommenterede disse Parcora fraser som om han var lidt ligeglad, og som om han var i gang med at forklare nogle rytmer for et aftenskolehold en kedelig mandag aften. Selvom jeg er trommefreak, synes jeg at dette var fuldstændigt grinagtigt og spild af tid.

Et lille ups!

Der er meget at holde styr på i numrene når de fleste sange har vekslen mellem Lukather og Williams som lead, plus de synger duet med hinanden. Det gik da også galt, og så endda i hittet “Rosanna”, hvor Williams kom til at synge oven i Lukather’s indsats. Jeg tror endda at han kom til at sige “sorry”. De reddede den på charmen, så det gjorde jo ikke så meget.

Sangen fra savannen

Toto har lavet en del gode hits gennem tiderne, men det var som om at de godt vidste at “Africa” var dét nummer de fleste ventede på, dér i blandt mig selv. Vi fik også en live version som virkelig var vellykket, og som fik folk op på tåspidserne selv fra siddepladserne. De meget høje vokal toner klarede Williams fint og med god klang, hvilket også er vigtigt da det højt liggende omkvæd jo SKAL lyde som vi kender det fra studieindspillingen.

Efter den store hyldest til Afrika, gik bandet ud fra scenen for at komme igen med, i min verden et nummer med væsentlig mindre format end “Africa”, det sentimentale “Stop Loving You”. Men for helvede hvor det alligevel svingede godt.  

Elite musikere

Bægeret var næsten ved at flyde over for de syv musikere på scenen med deres overskudsagtige musikalitet og tekniske kunnen. Toto er et eksempel på et band som lokker massen til med nærværende hits, men som også kan udfordre øret med mere kompleks musik med blandt andet dissonerende tonesprog inspirationen fra jazzens verden. 

Steve Lukather var som et ustoppeligt godstog når han åbnede op for knas og krads i de mange guitarsoloer i midterpassagerne i mange af numrene. Han var fuldstændig ét med sin guitar, og i min verden kunne soloerne i dét format, kun være for korte i varigehed. Rytmisk spillede han med, og endda mod akkompagnementet, men på den fedeste måde så alt alligevel gik op i en højere enhed.

De mange toner som fløj rundt i luften i solosektioner og andre progressive mellemspil, var muligt på grund af den gode lyd der blev leveret fra scenen fra start til slut. Det gav musikerne frit spil til at udfolde sig fuldt ud, uden kompromis.  

Det er sjældent at man i pop/rock har så meget fyld, lir, energi og genre-diversitet som i Toto, og trods nogle skæverter i løbet koncerten, sejrede de “Suveræne Syv” fuldstændig, og gav nok de fleste fremmødte en uforglemmelig koncertoplevelse.

For denne præstation gives 4,5 velfortjente stjerner herfra RockZeit.