Tramp i Karosserifabrikken

Hvis du læser Rockzeit.dk og ikke kender Mike Tramp, er det formentlig fordi du har boet under en sten i ca. 30 år. Manden har en fortid i bl.a. den svære ende af hair-metallen og optræder jævnligt i både det ene og det andet medie på den baggrund. Og så er han DJ på MyRock.

Hvis du ikke kender Tramps musik, er det til gengæld ikke så underligt. Siden sin gedigne internationale succes med White Lion i slutfirserne har han ikke rigtig sat nogle musikalske milepæle – og det til trods for 3 plader med Freak Of Nature og ca. et dusin skiver i eget navn i de mellemliggende 30 år.

Sådan er det med Mike Tramp. Han er en 100% ukuelig rock’n’roller, og hvis der er nogen, der elsker det job, så er det ham. Derfor var søndagens koncert i Helsingørs nye spillested, Karosserifabrikken, også en fest, uanset hvad sådan en lunken anmelder som mig måtte mene.

Jeg er nemlig en af dem, som mest kender Tramp som radiovært, hvor han sidder på MyRock søndag eftermiddag og ruller amerikansk på R’erne og snakker en komisk blanding af dansk og amerikansk. Hvis du nogensinde har hørt det, så tænker du sikkert ligesom mig, at manden sidder i sin egen parallelle 80’er-virkelighed og nægter at indse, at han og White Lion er overståede.

Sådan er virkeligheden heldigvis langt fra. Virkeligheden er nemlig en fantastisk veloplagt Mike Tramp, der med sit Band of Brothers entrede scenen kl. 20 sharp og satte i med den solide rocker ”Coming Home” fra 2017-pladen Maybe Tomorrow. Derefter et par lavt midttempo sager og så kom aftenens første henvendelse til publikum. Det var her undertegnede tog blokken frem og skulle til at skrive et par spydige noter om at leve i et parallelt univers og twange sig krukket igennem sit egentlige modersmål.

Lang næse til anmelderen

Hvis der var nogen der var klar over, at klokken var 20 søndag aften, foran kun 75 mennesker på et spillested i provinsen, var det Mike Tramp, og vi der var dukket op fik en hjertevarm tak for fremmødet. Og på lydefrit dansk – hallo! Hvilket så i øvrigt blev brugt til også lige at fortælle en sjofel vittighed inden sjæleren ”Maybe Tomorrow” om et forlist forhold.

De der sjælere fik vi en del af. Der er enormt mange følelser i Mike Tramps sange. Sange om ensomhed, alt det man aldrig fik sagt, og problemerne ved at svigte andre, når man partout vil gå sine egne veje. Det er såmænd sympatisk nok, men hvis den slags skal holde i længden, så kræver det sangtalent og lyrisk finesse i et omfang, som Mike Tramp desværre ikke besidder.

Det var ikke fordi håndværket fejlede noget. Arrangementerne var gode og samlede fint sange, der alle svinger mellem langsom og mellemtempo. Alt blev afviklet af et supertight, velspillende band, men stor kunst er det ikke. Det er der sikkert flere i P4-segmentet, som vil være lodret uenige med mig i, for Mike Tramps musik passer lige til dem. Det bliver aldrig for svært at være med til, og det bliver aldrig for vildt.

Og det er synd, for det er de rockende numre som ”Dead End Ride” og ”Give It All You Got”, der fungerer. Her får Band of Brothers lov at spille til, og her giver energien den nødvendige modvægt til den mange følelser. OK, hjerte rimer lidt rigeligt på smerte, og Mike Tramp har hørt Tom Pettys ”Won’t Back Down” en gang for ofte. Men hvad gør det, når lyden svulmer op og fylder hele rummet ud, og leadguitarist Henrik Berger kan få lejlighed til trykke soloerne helt igennem?

Så kan man bare vippe lidt med foden til de stilfærdige, personlige sager som ”Cobblestone Street” og ”Bow and Obey” og vente på pauserne mellem numrene. For det der med pauseunderholdningen har Tramp helt styr på. Flere småsjofle vitser, en historie eller to fra storhedstiden med et tusindtalligt publikum og masser af kudos til den lille flok, det så kunne blive til i aften. Ikke mindst de 3 henførte damer, som havde sat sig på forreste række – samme pladser som de sad på under gårsdagens koncert.

En født entertainer

At man med Mike Tramp har med en topprofessionel entertainer at gøre, er man aldrig i tvivl om. Træningen fra hundredvis af koncerter i alle størrelser, og den indbyggede bevidsthed om, at alles øjne hviler på en og al fumlen bliver set og hørt, har skabt en mand, der er klar – hele tiden. Kommentarer og historier er forberedt, alle moves er øvet utallige gange, og det giver Mike Tramp et overskud i sit nærvær og i sit sammenspil, som alle bands kunne lære noget af.

Jeg startede med at sige, at jeg ikke kender Tramps musik særlig godt. Derfor ved jeg ikke, hvad den sidste sang hedder, men det var heldigvis en rocker og noget med ”Rock’n’roll, I gave up everything …”. Men det er lodret løgn, når det kommer fra Mike Tramp. Han har intet opgivet. Han laver præcist, det han elsker, og selvom alle bar mundbind den aften i Karosserifabrikken, gik alle smittede hjem.

Tramp, for fanden! Keep on rocking, mand! 

PS! Karosserifabrikken fortjener et par ord med på vejen. Spillestedet er 100% privat, bygget til formålet som et hjertebarn af ejeren Anders Nannerup og stilen skal være rock. Det kan godt være, at Mike Tramp kun får 3½ stjerner her fra, men Karosserifabrikken – den får 5. RockZeit har kun ros til overs til indretning, bar, lyd, betjening – you name it. Skulle der mangle noget, runder vi op til 5 alene for initiativet.