Tramp er en værdig fakkelbærer for sine helte

“Jeg ønsker ikke at være noget andet end det eller prøve noget nyt. Jeg er mine heltes fakkelbærer og et afkom af mine inspirationer. Jeg har ikke kun bevæget mig væk fra fortiden, men jeg er vokset, og har sat et standpunkt.”

Mike Tramp har, som de fleste ved, altid været klar i spyttet. Han gør sjældent tingene mere besværlige end nødvendigt, og han ser sig ikke som musikkens frelser, men som en rockdiscipel der har fundet sin egen sti at træde. Nogen gange træder han så lige ind i et reality show, og af og til bliver simpliciteten i hans sange en smule for udtalt, og personligt følte jeg ikke, at han fik udnyttet det fulde potentiale – som det hedder – på “Nomad”; albummet som helhed understøttede ikke hans internationale snit. I mine ører. På den ny plade er musikerne de samme og det virker som om alle denne gang rammer bulls eye.

En virkelig god plade

I sin genre er det en virkelig god plade, og hold da op, hvor kan de lide at spille det her americana hard rock. Kørehits til bilradioen som perler på en snor, både til The Highway og til bilkøen. Første nummer på pladen “Coming Home”, er også singleudspillet og det er symptomatisk for pladen, at første udspil  får lov at svinge derudad i over 6 minutter, også videoversionen. Det er nærmest absurd lang tid i vore dage (det er muligt at den findes i en kortere version, men den er vi ikke i besiddelse af). Faktisk kan man argumentere for, at nummeret sagtens kunne have været klippet ned til 3-4 minutter, uden at man ville trække på skuldrene, for der er ikke vildt meget nyt at komme efter, efter 4 minutter; ingen nye formled, blot variationer. Alligevel forstår man Tramps/bandets valg; det svinger som sagt, instrumenterne og Mike Tramp får luft og lov til at løbe omkring som glade heste, der endelig er sluppet ud af stalden. Der er saft og kraft i bandets sound og der bliver både sparket fremad og bagud. Formleddene lægger melodisk og stemningsfuldt op til hinanden, og derfor kan det hele blive ved med bare at drive afsted. Og sådan oplever jeg også den fulde plade. Tramp lancerede i forbindelse med “Nomad”, at hans mål var at gå “hele vejen i forhold til at fortælle hvem jeg er og hvad jeg tror på.” Det tror jeg gerne og man fik da også en ok historie og en fornemmelse af, hvad Danmarks måske hårdest arbejdende rockmusiker står for. Jeg synes dog hans fortælling er blevet skarpere, dybere og mere hel på “Maybe tomorrow”. Og Mike Tramp selv er vist også godt tilfreds: 

“Når jeg lytter til “Maybe Tomorrow”, ser jeg ikke bare mig selv. Jeg ser nu også mit trofaste publikum, der er vokset med mig, og det er den bedste følelse af dem alle”

Kvaliteten fortsætter derudad. Man bliver helt glad af høre “Spring”, den har et godt drive og minder med sine akkordprogressioner om et lille propelfly der letter og bliver ved med at stige og stige i himlen blå. En lille men helstøbt poprocker, med lækre tilbagevendende klaver motiver. “Would I Lie To You” fungerer ligeledes godt, men jeg synes til gengæld, at de midterste numre hænger lidt med gumpen og at lidt, men godt bliver til lidt, men småt, hvad opfindsomhed angår. Man er ikke helt tarvelig hvis man nævner Bryan Adams i forbifarten(!), da den grundlæggende sound har en del ligheder, ikke mindst det lidt safe midterbane nummer “Rust and Dust”, og den obligatoriske ballade “Time and Place”, som godt kunne have været sat sammen af kasserede stumper fra Mr. Adams klipperum. Nummeret søger og søger, men løfter sig aldrig helt til lighter sekvens øjeblikket, og det er vel det som der er pointen? Whatever, vi er hurtigt videre med langt mere vitalitet, punch i beatene og originalitet med nummer 8, “What More can I Say”, det er som om, at bandet falder bedre i hak, finder fælles fodslag i dette humpy bumpy beat, hvor bassen markerer alle lige slag og der er åben highhat; det flyder lækkert og når orglet bruges nænsomt, men klart hørbart som i dette nummer, så emmer det af sjælfuld Heartland/Americana/AOR, når det er fedest. Tramp & Co holder niveauet, og viser heldigvis med det sidste nummer, “Maybe Tomorrow”, at de godt kan lave ballader, der lige kan noget ekstra. “Maybe Tomorrow” har en originalitet i akkordrundgangene, går smukke harmoniske veje, som giver en let melankolsk, men positiv stemning til nummeret. Smuk akkordnedgang i optakten til refrainet, som er kort og godt, eksempelvis i frasen, “In the winding road that we are on, show us that we’ve just begun, maybe tomorrow there’s a light that shines for you and I”, eller “did we have to ask the reason why, butterflies are free to fly, maybe tomorrow we will see, if there is you and me” Stenbrospoesi når det fungerer bedst – med en god melodi og en god stemme.

Mike the rockstar

Manden kunne sikkert synge sig igennem byens bedste horehus uden at betale en klink, eller synge sig igennem et bankrøveri og slippe af sted med en million.

Mike Tramp besidder en slags stjerne aura, om den er tillært, indøvet eller medført aner jeg ikke; men man oplever ham som en stærk personlighed, der har prøvet at spise løs af rock’n’roll buffetten, og kastet det hele op igen. Hans rockpersona fremstår robust og han kan være ydmyg, altfavnende og respektfuld, med en åbenlys selvsikkerhed som fundament. Det er et godt sted at starte.

Og jo, manden bevæger sig i grænselandet mellem klicheer og gajolæske-visdom, men vokalklangen og Tramps erfarne brug af samme gør, at han slipper afsted med pengene og pigen, ikke mindst i andet nummer “Its Not How We Do It”, hvor han synger:”don’t live tomorrow before you live today“. Banalt, men man tror på det, fordi han ligger sin arrede sjæl i hver sætning. Manden kunne sikkert synge sig igennem byens bedste horehus uden at betale en klink, eller synge sig igennem et bankrøveri og slippe af sted med en million. Og måske har han gjort det?

Mike Tramp har erfaring, han har en latterlig udansk og vidunderlig stemme og han har et godt samarbejde med Søren Andersen, der sammen med Tramp formår at hælde den tidligere White Lion sangers karisma og historie udover den ny plade. Mike Tramp er én af de få, der kan gøre en sand historie til en røverhistorie og en røverhistorie til en sand historie, og det fede er at få lov til at stå lige midt i det hele.