Transport League: TWIST AND SHOUT AT THE DEVIL

Den effektive hårde humor

Lige siden de startede i 1994 har bandet været in tune med deres fans, og forsøgt at bevare den svenske jordforbindelse. Der er ikke mange forfinede udtryk her, men til gengæld en formidabel gang attitudefuld og musikalsk smadretons, kombineret med den førnævnte humor. Den gør sig ikke mindst gældende i “Power of The Sloth”(noget i stil med dovenskabens magt), hvor mellemspillet går i 3/4 og er spillet med røvirriterende ladhed, med et teenagesløvt snøvlekor. Jeg grinte i toget, da jeg hørte det første gang.

“Dead And Alive” er en shufflet hardrocker med lettere teatralsk speach-rap, herefter kombineres dette med en mørk svensk trolderøst og et primalskrig i omkvædet, og igen et besynderligt mellemspil med let gurglende klynkekor(!). Nummeret er på overfladen ret ordinært, men alligevel svært at sammenligne direkte med noget andet, og det er bemærkelsesværdigt, at alle de mange forskellige udtryk ikke spænder ben for hinanden. Det skyldes sikkert den evigt overhængende humor, og så bliver man jo ikke dømt så hårdt.

“Werewolves In The Sink” byder på en duet med hedengangne Kents Joakim Berg, der skråler som en ung amerikansk numetal frontmand. Wow, vidste ikke, han havde det i sig. Tungt og saftigt boogie nummer med fede riffs, tonsetrommer og fed, næsten vokal dyst, der syder og sprutter fra start til slut.

“Thousand Eyes And One” starter skramlende og kakofonisk, og har efterfølgende hele tiden ét andet mere sindssygt skær over sig end de andre. Faktisk virker det som om bandet har haft mere på hjertet med dette nummer og har arbejdet lidt ekstra med harmonisering og arrangement – i hvert fald er omkvædet struktureret omkring nogle sære akkorder og en lige så sær melodilinje som må være lidt kringlet at synge.

Kreative Tony Julien Jelencovich

Man kan godt diskutere, hvor virtuos frontbrøler Tony Julien Jelencovich reelt er og hvor refrainbaseret Transport Leagues musik er, men det er alligevel tydeligt, at de er eminente til at holde sig til det skarpe nedbarberede og letafkodelige udtryk således. Således kommer de få, men ret originale riff i de korte numre, til deres ret og får stor effekt, eksempelvis “Swine to Shine”, der i øvrigt sejler tungt og godt i 6/8, samt den humoristiske og Clutch-beslægtede “Destroy Rock City”. Denne læner sig bevidst titelmæssigt op ad Kiss’ “Detroit Rock City”. Ligeledes er Jelencovich’ vokal et simpelt men slagkraftigt nærkampsvåben, der kan veksle mellem growl/brøl og nogenlunde ren klang. Men han er altså virkelig god til at lege med det han har. Hvis det altså er ham der bærer al vokalen.