For et par måneder siden skete der noget i dansk old school thrash. Wasted udgav deres tredje album, og RockZeit har smidt vinylen på rotoren til en lytning med høj volumen. Albummet hedder “Electrified” og bunder i 80’ernes thrash. Med et cover med et lysende ondt græskarhoved, er man ikke i tvivl om hvilken type musik man har fat i.
Tilbage til fortiden
Pickuppen sænkes ned i de heavy riller, og intronummeret er genopstået fra graven. Det er nemlig “Halloween…The Night of…” fra debuten 1984, genindspillet med mere punch. Carpenters Halloween-gysermusik starter, og et riff overtager, og leadsanger Michael Sonne får da også råbt “Killer” nogle gange. Det tunge cathy riff dominerer nummeret og kører i lang tid uden variation. Heldigvis er riffet eet af deres bedste, og kan da godt tåle at køres i længere tid.
Titelnummeret
Andet nummer er titelnummeret “Electrified” der er i uptempo og har klassiske lead/backing-call/respons som bliver fulgt op af intense double pedals på klassisk thrash vis. Formen er holdt ganske stramt ind til kroppen, og der sker ikke meget, men nummeret er limet godt sammen til et langt rabalder som ikke stopper for nogen.
Wasted har altid haft nogle gode riffs som kæder numrene godt sammen, som her i tredje nummer “Chaines”. Det instrumentale er fyldigt i klang, meeen det overdøver lidt vokalen som er lidt spinkel i klang.
Demons Re-calling er en genindspilning af “Demons Calling” fra debutpladen, og er et ganske festligt metalnummer, og endnu en genindspilning er “Age of Power” som er taget op igen, og kommer fra andet album “Final Convulsion”. Her er der også fuldt Wasted-udtryk, med et riff med en trille som minder lidt om Halloween-guitar-riffet.
Skiven vendes…
…og en gung gallagung-rytme starter ufortrødent op, og sætter gang i side 2 som buldrer som en krigsmaskine. Vi er i gang med “Forces of Evil” som har en masse fedt klassisk metal-fremmarch hvor man ikke skal tænke. “Forces of Evil” sluttes af med en dejlig trommerulning som signer out…og næste nummer hedder “Evil”…hmm…nåh ja, det er fra debuten og genindspillet, og kan katagoriseres som eet af Wasted’s hits…hvis man kan sige det.
Fed finale
“Toys” er sidste nummer, og bassen lægger den tungeste bund, i dette tunge afslutningsnummer som har en masse Candlemass i årerne. Soloafsnittet flirter med orientalske skalaer og nummeret lyder generelt lidt anderledes end alle andre. Det er større i format og udtryk. Det typiske Wasted-teatralske kommer ind til sidst, narrativ, hviskende og krybende og albummet ebber ud i uvis ondskab.
Lidt for sjov
Wasted har jeg altid opfattet som et lidt tegneserieagtigt band, og “Electrified” er en hyggelig old school thrash plade som ikke vil så meget, men bandet brænder for musikken kan man høre, og det er godt. Ligesom reglen siger for old school metal, er der ikke sket så meget i bandet, og “Electrified” er på en måde en opsamling på de to første albums. Det er til gengæld nogle ok numre der er blevet valgt ud som har fået nyt liv, for jeg er glad for ikke at støde på “I’m Burning” fra debuten, et nummer som i min verden ikke ville kunne pudses op, og ville have været en katastrofe at have på en udgivelse i 2019.
Med den ældgamle musikalske stil og de få nye numre, kan man ikke kalde det for et ambitiøst værk, men man må sige at det er stilbevidst i genren. Det der fanger mig mest med denne skive, er lyden. Man er glad i sit thrash sind, for lyden er næsten perfekt i genren, og den fylder hele spektret med saft og kraft i både top og bund. Lækkert!
I både de nye og de gamle numre, er der gode referencer til bands som Metallica, Candlemass, Black Sabbath, Celtic Frost og danske Mercyful Fate, Artillery og Evil, som samlet set bliver meget dansk, lokalt og hyggeligt at høre på. Men jeg så hellere at Wasted havde flere nye numre på pladen, og at det musikalske var mindre tegneserieagtigt, og pegede lidt mere mod fremtidens metal. Men “Electrified” er en ok, sjov og underholdende riff-rejse i heavy og thrash metal.
Vi ender på 2,5 stjerner herfra RockZeit.
Summary
Artist: Wasted
Album: Electrified
Release: 18. oktober 2019
Line-Up:
Michael Sonne: Vokal
T. Pedersen: Guitar
Thomas X: Guitar
C. Jepsen: Bas
Alex Mars: Trommer
Tracks:
Halloween
Electrified
Chained
Demons Re-calling
Age of Power
Forces of Evil
Evil
Your Own Private Pain
Ought to Be Bad
Toys