Trespass: Footprints In The Rock

Vi skal helt tilbage til 1979 for at se det engelske band Trespass blive formet af det nuværende medlem Mark Sutlicliffe og hans bror Paul, men de næsten fyrre år som navn, betyder ikke at de rent faktisk har eksisteret så længe, for de blev allerede opløst i 1982, indtil de i 2013 blev gendannet. Snart er de klar med et nyt udspil; ”Footprints In The Rock”.

NWOBHM!

Når man sætter dette album på, er det helt tydeligt at Trespass har været med i bølgen NWOBHM. Der er masser af Iron Maiden og Judas Priest i Trespass´ måde at lave guitarriffs på, og det er ganske melodisk og charmerende.

“Footprints In The Rock” starter med en uimponeret og skrabet rytme med dobbeltpedal, og “Momentum” er i gang. Vi er heller ikke i tvivl om nummerets titel, for ordet “Momentum” bliver sunget lige fra start, og rigtig mange gange før nummeret slutter. Man kan høre at de med vilje insisterer på at holde den gamle heavy-stil fra start-firsene, eller tidligere, for der er ikke upgrade med i form af progressive elementer. Ikke en gang et enkelt hihat-slag peger frem mod nutidige rytmer…men jo jo, det er da en sang, og det er ganske i ørefaldende opvaske/rengørings-underlægningsmusik.

Gadagung gadagung…

…siger det i guitar, bas og trommer, og så kommer vokalen på. Vi er kommet til tredje nummer med den teenage-agtige titel; ”Beowulf And Grendel”. Efter titlen er blevet råbt i kor, går der ping pong guitarduet i den, og der er masser af god gammelt krydderi på spaderne, og det svinger glimrende i den ramme der er sat.

Hak i pladen?

Fjerde nummer ”Dragons In The Mist ” har et grundriff i bedste Judas-stil. Ja, og nummeret definerer næsten ordet ”grundriff”, for det kommer så mange gange, at man næsten tror at der er hak i pladen.

Den grønne mand

Kan et nummer der hedder ”The Green Man” være fedt? Ja, egentlig slipper Trespass meget godt fra dette. I nummeret, som er det sjette, og cirka midtvejs i albummet, er der god opbygning og gode riffs, og rytmisk er det lidt bedre end de foregående numre. Også vokalen er bedre, for der er lidt mere æstetik i klangen da melodierne er lidt mere højtidelige. Nummeret har en del fede detaljer som lige løfter kvaliteten en smule i forhold til hvad man kunne forvente.

Lidt sukker til sidst

Titelnummeret er et godt uptempo-nummer med et glimrende hovedriff som limer alle elementerne godt sammen. Det er det næstsidste på pladen, for Trespass slutter af med et langsomt følsomt nummer ”Little Star” med guitar-ballader og hvad der ellers hører til et sukker-heavy nummer. Det er lidt patetisk og unødvendigt, og det ville være bedre hvis de havde sluttet af med det ganske gode titelnummer.

Tidszonemusik

Det er næsten en præstation at kunne spille så old-school som dette her. Vokalen er yderst uteknisk og lige ud af posen, men har da lidt karakter. Trommesporet er lidt slasket i lyden, og der er overvægt af uopfindsomme rytmer. Stilen der lægges i guitarmaterialet er i dén grad hørt før, men det kan da noget.

Alligevel er der nogle numre og nogle stemninger man husker efter man har hørt albummet, for når man synes at gammelt heavy metal er fedt, kan man godt blive revet lidt med i noget af materialet. Dog skal man indstille sit indre ur tilbage til 1980 før at man synes at det er kunst, og det svært.

Trespass har en rimelig god fornemmelse for hvad der var fedt for fyrre år siden, og de kan godt lave sange. Også sange man kan synge med på med en fadøl i hånden, men man skal nok have nogle stykker af dem, før man gider at høre en hel koncert med Trespass på eksempelvis en festival som Copenhell. Der ville nok være smil på folks læber, for det ville helt sikkert være festivalens tidszonefælde med risiko for ubehagelige firsertilbagefald.

Det er næsten svært at forestille sig at nogen står i et øvelokale dag ud og dag ind, for at skabe et album som dette…og det kan da ikke give brød på bordet. Trespass kan selvfølgelig bruge det til at have noget nyt på tapetet til livekoncerter, som man må formode at de også kaster sig ud i.

Trespass har leveret et album til dem som vil have heavy som det lød ved heavyens fødsel, og de kan da godt lave sange. 2,5 stjerner til ”Footprints In The Rock”.