Sindslidende grunge rock fra Twin Flame

Et finsk band med det maleriske navn Twin Flame, har netop udgivet deres debutalbum. ”Second to None” som ikke er for sarte sjæle, blev efterladt på gaden den 9. januar i år.

Den finske trio består af Ale, Mike og Niko, som til sammen får rytmer og toner til at blusse i Twin Flame. Vokalisten Ale har været indlogeret på en sindssyge-anstalt, og har simpelthen projekteret sin mentale dissonanser ud i musikken. Indre stemmer og spændinger er blevet til en ordentlig omgang syret grunge med masser af diabolske diagnosetoner flyvende i luften.

Let the illness begin…

Næsten som et soundtrack til en skrabet moderne westernfilm, starter et lille intro ud i første nummer “Fallout”, og nummeret går hurtigt fra det filmiske tonesprog, til et ørekradsende og upoleret Nirvana-agtigt psychorock, og som tilhænger af autentisk musikalsk udtryk, er jeg allerede kommet op af stolen, og glæder mig til at høre hele pladen. Det lader til at Ale har samme type indre dæmoner som rockhelgenen Kurt Cobain, men jeg krydser fingre for at han ikke ender ligesådan.

I andet nummer ”Straight Through to the Other Side” er der disket op med endnu mere Nirvana-guf, og helt og holdent på den fede måde, for man tænker ikke at de plagierer, tværtimod er man glad for at man har fået et nummer i den helt intuitive og fandenivoldske industrial/grunge-stil, en stil som for det meste byder på så meget nerve, at den nok aldrig kommer til at dø.

Slowmo

…og jeg kan lige så godt nævne tredje nummer også, for det er titelnummeret, og man kan godt fornemme at der, fantastisk nok, er klemt endnu mere mental dystopi ind i det musikalske univers. Det er slow og rough, og det slæber sig som en rusten græsslåmaskine henover en vissen græsplæne. Der er lidt folk-musik gemt i én af fraserne, men det er ultra langsomt og gazer-like spillet, så der opstår noget specielt, da man normalt ikke hører så langsomme folketoner.

Candlelight..

..er det sjette nummer, og sådan en titel er normalt associeret med en vis ro og relaxness, men Twin Flame følger selvfølgelig ikke traditionen. Med hæs leadvokal og nervøse korstemmer, bliver nummeret hidsigt og knugende med tendens til at nærme sig doomrock.

Uventet finale

Når man tror at der ikke kan puttes mere udtryk i kassen, bliver man klogere i sidste nummer. Dette er et syret instrumentalnummer der er stærkt nok til at kompensere for den intense vokal fra Ale. ”IXTLAN” har virkelig nogle gode lyde at byde på, og det er godt sat sammen. Det er heller ikke et instrumentalnummer der trækker for langt ud. Det varer kun 3:51, og trods det ekspressive udtryk, er det dog mildere at høre på end det de 11 foregående numre, så man kan godt kalde det en afstressende afslutning.

Tæt på et mesterværk

Alle Nirvana-fans bør med det samme gå ind på Spotify og høre dette mega fede album. Twin Flame er et sjældent fund, for det bliver ikke mere kunstnerisk ægte end dette. Historien bag værket er i høj grad også noget for sig, for det er ikke er hver dag at nogen adapterer sindslidelser til musik på denne måde.

Kompositionshåndværket på ”Second to None” er fuldstændigt i orden, og især vokal-voicing er helt i top, og er tro mod grunge-musikkens melankolske akkordstrukturer og melodilinjer. Guitarspillet er simpelthen så æstetisk rigtigt i rockgenren, og den lyd der kommer fra spaden er så kradsende, at gode højttalere paradokssalt nok står og lyder som en træt vagabond der slæber sine slidte træsko henover en tør grussti. Trommesporet er også perfekt lavet, og lyder skarpt, men heldigvis ikke moderne og poleret.

Twin Flame leverer deres numre på en måde der går langt ind i eens sind, og jeg kunne huske mange stemninger og riffs efter jeg havde hørt den første gang. Det er virkelig også en skive der mentalt ligger på min liste over de albums jeg snart skal høre igen, og jeg håber inderligt at man kan få denne på vinyl, for det ville endda give noget ekstra i lydbilledet.

Der er meget Nirvana i musikken, og det er altid godt. Men jeg så hellere at Twin Flame havde lidt mindre af det, og lidt mere af dem selv, for så havde de ramt loftet på karakterskalaen. Men jeg lander da på 4,5 stjerner til dette monster af en grunge-plade.