Twisted Sister viste hvor makeup-skabet skal stå på Copenhell

Midaldrende mænd er det ny sort, synes at være festivalarrangørernes mundheld.

Et lynhurtigt kig på mange af bandforsangeres alder tyder i hvert fald på det.

Tom G. Warrior, Triptykon, 50 år; Bruce Dickinson, Iron Maiden, 56 år; Jesper Binzer, D:A:D, 49 år; Dave Wyndorf, Monster Magnet, 57 og Greg Graffin, Bad Religion, 49 år. Man kunne faktisk blive ved, og i kraft af de mange anmeldelser den seneste tid, blandt andet af copenhells ældre bands – men også af Metallica, som flere anmeldere mente spillede hyggeheavy i Horsens – kunne man rejse flere spørgsmål; har heavyrock nogen gennemslagskraft i dag?

Kan de kun hygge? Er alderen et problem? Well, det er en langhåret diskussion og står og falder med hvad hvert enkel band plejede at stå for i deres opstart.

I fald et par af kriterierne for stadig at være ægte rock ‘n’ roll er, at man spiller, lyder, synger og underholder på et højt niveau, ja, så må vi fremhæve Twisted Sisters koncert den 12.06.14.

Twisted Sisters blev dannet i 1973, og deres mildt sagt karismatiske forsanger Dee Snider er fyldt 59 år.

Faktisk er det kun et par skiver fra 80’erne som på disse kanter er alment anerkendte, især “Stay Hungry” (1984), som fostrede de to navnkundige evergreens “I Wanna Rock” og “We’re Not Gonna Take It”. Udover at være to catchy rock hits bidrog de medfølgende promotionvideoer til at twiste vores opfattelse af, hvordan og – efter undertegnedes mening – hvor skræmmende frastødende mandlige rocksangere kunne/kan klæde sig ud og samtidig sætte millioner ind på bankbogen.

Med kun sølle 6 reelle studiealbum på  41 år, og den sidste af slagsen fra 2004, afhang meget af hvor oplagt frontmand Dee Snider var. Heldigvis doserer han sine performance og sanganstrengelser på en helt anden måde end gårsdagens koncertskuffende Iron Maidens Bruce Dickinson. Hans stemme bliver i øjeblikket – på deres igangværende efterlønskorstog – strakt ud over alt for mange rockhymners top- og bundtoner.

Det holder den ikke til.

Dee Snider er til gengæld ikke en mand der konstant leder efter en ny festival at kaste sig over. Som han selv siger, er det sjældent at de overhovedet spiller.

Derimod ligner han en, som faldt i fitnesscentret som spæd.

Trimmet, senet, smidig, spinkel, men muskuløs og stærk som en okse, lignede han en fit ung mand, mens han kvantesprang rundt og udførte alle de gennemterpede, indstuderede fagter og knyttede næver mod himlen og publikum – alt sammen noget som han gennem årene har indlejret i sin personlighed. Det var simpelthen et stilstudie i heavysangerperformance, slå op på side 1-5 og du forstår.

Det koster kræfter og derfor er det godt at være i så god form som Dee Snider er. Det koster også luft at skulle synge rent og kraftigt som han gjorde, samtidig med at man springer rundt. Så er det godt, at man kan tanke ilt op i sangpauserne, hvilket han gjorde – meget tit.

Han var simpelthen uovertruffen som selvironisk men hamrende seriøs entertainer, en fornøjelse at høre og se på, og derudover udviste han en usvigelig sikker fornemmelse for, hvad vi som publikum havde brug for. Han fik lynhurtigt afstemt sine og vores forventninger i forhold til hvor meget slapstick heavyfolket kunne kapere. Lige dele heavyrock, lir og humor. En befriende opløftende koncert som Dee Snider sørgede for blev lige så ægte hjertelig, musikalsk afslappet og kraftfuld som hans hårfarve er massivt uægte.

Snider tog dog opgaven alvorligt og havde en klar og præcis plan med – og tanke omkring – deres performance. Der har efterfølgende været forlydender om, at deres egen lysmand kort tid inde i koncerten blev fyret på stedet, hans udstyr videregivet til the next guy, fordi han ved en fejl havde lavet lilla lys på scene; dette havde Dee Snider således forholdt sig knusende kategorisk til. Nok ligner man en babysitter fra helvede, men lilla lys skal man ikke byde mig…

Det er klart, at de to nævnte hits “I Wanna Rock” og “We’re Not Gonna Take It” blev gemt til sidste del af showet, og selvfølgelig gik publikum amok. Men under stort hele koncerten var publikum med bandet, som om vi kendte hele deres bagkatalog.

Det var overraskende for undertegnede, hvor tight og hårdt de trykkede den af, og pånær et par vildskud og nogle alt for forblommede sing-a-long numre, eksempelvis “The Fire Still Burns” og “You Can’t Stop Rock ‘n’ Roll ” stod sangene distancen og mere til. Numrene “Stay Hungry” og “Captain Howdy” fungerede virkelig godt live, og flere gange stod man og håbede på at jernjomfruerne tog notater.

Som første ekstranummer holdt søstene sig ikke for gode til at servere en pragtfuld coverversion af Motörheads ’Born to Raise Hell’ som hyldest til alvorligt syge Lemmy.  Undertegnedes koncertoplevelse havde så lige været fuldendt, hvis de også lige havde spillet deres version af “Leader Of the pack”. Men DET er nok bare mig.

Slutteligt må konklusionen være, at Twisted Sisters koncert mere end levede op til, hvad undertegnede synes, man med rimelighed kan forvente med et relativt ukendt sangkatalog som deres, i modsætning til Iron Maidens.

Der gives fem ud af seks make up sæt.

Sætliste:

• Stay Hungry
• The Kids are Back
• Shoot ‘Em Down
• The Beast
• Don’t Let Me Down
• You Can’t Stop Rock ‘n’ Roll
• Captain Howdy
• Street Justice
• We’re Not Gonna Take It
• The Price
• I Believe in Rock ‘n’ Roll
• Burn in Hell
• (including Drum Solo)
• I Wanna Rock

Ekstranumre:

• Born to Raise Hell
• (Motörhead cover) (Lige efter Come Out and Play intro)
• The Fire Still Burns
• S.M.F.