Man kunne måske frygte en mathed hos publikum midtvejs igennem 2. dagen på Nordic Noise! Men der var ingen træthed at spore i publikum, da rock veteranerne i Tygers of Pan Tang slap tigeren løs først på lørdag aftenen.
Tygers of Pan Tang ræser ud af buret i højeste rock-gear med nummeret “Only the Brave” (fra det seneste og selvbetitlede album fra 2016). Bandet ejer scenen og salen fra første akkord.
Nummeret er et helt lige-ud-ad-landevejen rocknummer, med masser af riffs og en guitarsolo som introducerer et lækkert temposkift.
Non-Nordic men 100% spilleglæde
Tygers of Pan Tang er det eneste ikke-nordiske band på plakaten på årets Nordic Noise Rock Festival. Bandet blev dannet tilbage i 1978, og valgte i 1987 at holde en lille kunstpause, for derefter at vende stærkt tilbage i 1999. Og selvom det i dag kun er guitaristen, Robb Weir, der er eneste tilbageværende originale medlem, så fremstår bandet virkelig samspillet på scenen – niveauet er højt. Det var iøvrigt Robb der i 1999 tog initiativet til at samle bandet igen.
Der bliver dykket dybt i bagkataloget med numre som “Lonely at the Top”, “Gangland” og “Euthanasia” som er tilbage fra Tygers’ første tur rundt i manegen. For så at smide det nyere mere LA 90’er glam groovy nummer “Glad Rags” i puljen – og de går linen ud med talk box fra Robb Weir og choker på Micky Crystal.
Der er da også andet end brøl i tigeren – midtvejs igennem settet får vi tigrenes bud på en up-tempo ballade med bid i; “Don’t Stop By”, som har fine temposkift der går lige fra kinddans, til hop på stedet inden en guitarsolo giver mig lyst til at teste evnerne for luft-guitar. Fedt!
Sci-fi møder Rock n’ Roll
Selvom de fleste science fiction fans er helt med på bandnavnets oprindelse, så vil jeg lige for andre dødelige, uddybe den særlige reference. Bandnavnet har nemlig draget inspiration fra science fiction forfatteren Michael Moorcocks serie om “Elric of Melniboné”, hvor troldmændende på Øen Pan Tang, holder tigre som kæledyr.
Tygers of Pan Tang holder en klassisk heavy rock stil, som ikke fornægter sine rødder i 70’erne og 80’erne. De holder et catchy tekstunivers, som er nemt at synge med på. Det får mig til at tænke på, at mange af numrene snildt kunne have befundet sig på et soundtrack til en 80’er action film. Forsanger Jacopo Meille, har en virkelig kraftfuld og perfekt vokal til denne type old school metal. Han lyder til tider som en meget tidlig Joey Tempest (helt tilbage dengang i de tidlige 80’ere, hvor Europe præsterede mere progressiv heavy metal og inden der blev talt ned!) eller Mark Rankin.
I starte af nummeret “Hellbound” står bandet med ryggen til publikum, mens Robb Weir puster kaskader af vand op i luften i takt med tromme/guitar riffet. Om det er et gammel gimmick som lever med bandet på scenen, eller det skal opveje manglende fyrværkeri, er jeg ikke helt klar over.
Vi får 2 ekstranumre, hvoraf det sidste “Love Potion no 9” har en mere groovet 70’er lyd, og tangerer lidt mere simpelt i opbygning. Og så må tigeren tilbage i buret!
Der er stadig bid i den gamle tiger
Tygers of Pan Tang er bestemt musik man bliver glad i låget af, og får lyst til at stå og rocke med til. Men uanset om at bandet består af virkelig dygtige musikere, der kan deres kram og spiller stramt, med selvsikkerhed og en tydelig glæde ved at stå på scenen, bliver settet ret hurtigt for ensformigt for mig! Alle numre er brygget på den samme opskrift, og kører i de samme 3-4 akkorder akkompagneret af en klassisk guitarsolo, uden de store dikkedarer. Efter 5 numre keder jeg mig faktisk, og synes at sangene flyder sammen. Mere end én gang, når jeg at tænke; “har vi ikke lige hørt det nummer?”. Men. . . Tygers of Pan Tang leverer et energifyldt professionelt show, som trods den manglende variation, formår at fastholde publikums energi på et højt niveau.
Aftenens koncert var samtidigt startskuddet på en mindre Europa-turne i maj måned – og hvis bandet kan holde energiniveauet fra Amager Bio, så bliver der sgu stampet støv op, og rocket hoveder hele vejen rundt.
Dagens bonus info – den danske guitarvirtuos Søren Andersen, som gæstede Nordic Noise fredag aften med Mike Tramp & Band of Brothers, har mixet bandets selvbetitlede album fra 2016!
Tygers of Pan Tang - Nordic Noise 2019
Summary
Setlist:
Only The Brave
Love Don’t Stay
Lonely at The Top
Gangland
Euthanasia
Take It
Keeping Me Alive
Glad Rags
Don’t Stop By
Devil You Know
Suzie Smiled
Hellbound
Don’t Touch Me There
Love Potion