Uriah Heep i DR Koncerhuset

Stemningen var allerede elektrisk ude i foyeren i det store flotte koncerthus.
Men mest af alt var der en tyk strøm af glæde og høje forventninger blandt de mange fremmødte gæster, som nærmest ilede til deres sæder, nogle endda med favnen fyldt af drikkevarer, inden musikken skulle spille.

Publikum var overvejende fra sølvrævssegmentet, men der var skam også en del yngre kræfter, der var med forældre og/eller bedsteforældre, som på forunderlig vis skabte et kort indtryk af en familiekoncert…
-Den illusion forsvandt dog heldigvis tidligt … mens musikken for alvor spillede.

Da vi trådte ind i salen, var opvarmningen allerede i fuld gang, men de var desværre ikke rigtigt noget at skrive hjem om… Så vi gjorde istedet klar til at møde de store gamle mestre fra dengang, da selv farfar var yngre.

Koncerten folder sig ud

Scenen var opsat enkelt, men yderst funktionelt, næsten som var det legoklodser: Heroppe havde man placeret både Russel Gilbrook på trommer og Phil Lanzon på keyboards og kor.

Denne løsning gav, foruden rum til de to, masser af plads til at både bassisten David Rimmer og Sam Wood på guitar og kor, sammen med forsangeren Bernie Shaw kunne boltre sig og ”flyde frit” rundt, til stor underholdning for alle i salen.
Det bør nok lige tilføjes, at Sam Wood til lejligheden var indkaldt som vikar for Mick Box, der desværre var blevet syg, men efter omstændighederne havde det godt, som Bernie Shaw kunne fortælle os, med et glædeligt glimt i øjet.

Og sikke en vikar… Men dét vender vi tilbage til…

Koncerten var en længere rejse imellem numre fra bl.a. albums som ”Magicians Birthday” ”Demons & Wizards” ”Look at Yourself” og ”Living the Dream” hvor bandet sammensatte en række lækre sange, alle ledsaget af små vittige overgange, skægge historier eller fortællinger om svundne tider, der jo på visse områder, var temmelig anderledes end i dag…

Og underholdende og vedkommende var det sgu!
Og det var endog meget tydeligt, at bandet havde glædet sig til at spille i København; alle smilede og var tydeligt oplagte og brugte masser af energi på at have kontakt med publikum, både på de første rækker, men sandelig også op igennem rækkerne i den særprægede koncertsal.

Som gæst, med kun et mindre kendskab til Uriah Heep’s store bagkatalog, oplevede jeg virkelig at blive ført ind i et næsten magisk univers af velspillet gedigen rock, iblandet symfoniske harmonier, der måske til tider var trippende, som i 70’erne, men som lød fantastiske og velspillede inde i koncertsalen.
Samtidigt blev oplevelsen krydret af en masse gode små historier og flere eksempler på, hvor særligt dygtige disse musikere i virkeligheden er.

Bernie Shaws vokal var både klar og flot. Han formåede at balancere mellem, at holde energien når han sang, for så imellem numrene, hurtigt liste om bag sceneklodserne og snuppe lidt vand, for at komme oplagt tilbage.

Denne indbyggede pause, gav i den grad plads til, at alle medlemmerne fik både plads og mulighed for at vise deres fine og nuancerede evner frem, uden at skulle vente og derfor blev vi præsenteret for en næsten eminent kavalkade af musisk kunnen, hvor den enkeltes færdigheder blev fremvist.

Oplevelsen af bandet

Det var en fornøjelse med et velspillende band, der leverede klangbilleder og kælne toner, som både legede vores hørelse  og gav os indre billeder af historierne – både i og omkring musikken,

Samtidigt brugte især Wood, Shaw og Rimmer, som alle var koblet trådløst op til anlægget, hele scenerummet til at gå rundt og hilse direkte på publikum mens de var klar til sang, uanset hvor de stod – Og netop det trådløse element fungerede perfekt her.

Bernie Shaw, var på alle måder samlingspunktet: Sprechstallmeister, historiefortæller og den som peppede publikum op, samtidigt med at hanogså fremførte sangene med både entusiasme, professionel stolthed og en rigtigt fin stemme, der kun forsvindende lidt var mærket af tidens gang, som den jo rammer os alle.
Hans tydelige glæde og begejstring over at være lige her, smittede også på publikum, der dog først efter et par opfordringer, fik rejst sig fra stolene, men så blev stående under resten af koncerten.

Alle bandet medlemmer gav os oplevelser, der er værd at huske:  Vikaren Sam Wood spillede på sine strenge, som havde han aldrig lavet andet, mens han svingede sin lange rockmanke og smilede løs til de mange fremmødte kvinder, som tydeligt kunne lide hans tilstedeværelse.
Og da han under hele to akustiske seancer sammen med Bernie Shaw, charmerede sig langt ud over scenekanten, lagde hele salen sig ned i ærbødighed og glæde.

Ham komme vi til at se mere til, da han også spiller fast i hele to bands, når han ikke lige træder til og hjælper gamle venner.

David Rimmer gav os også et helt fantastisk og vel-timet basspil og selvom han på et tidspunkt spillede på en stor flot sort bas, der næsten så ud til at være alt for stor til hans noget mindre statur, var bifaldet højt og velfortjent for velspillede rytmiske toner, som konstant lagde op til de andre i bandet.

Phil Lanzon fik selv flere lejligheder for netop at vise, hvorfor han igennem tiden, har været én af de toneangivne keyboardspillere på den symfoniske ”synth” rock op igennem tiden -At kalde han virtuos er måske lidt langstrakt, men han gjorde det virkeligt godt igennem hele koncerten.

Dog skal den store ros gives til trommeslageren Russel Gilbrook!
Aldrig har jeg i mine mange år som musikelsker, hørt eller set et så energisk og gedigent spil, som han leverede.
Jeg registrerede ingen fejl, ingen afvigelser og ingen pauser -Han var nærmest som en maskine, der grinede glædeligt til os alle, mens han lystigt spillede videre!
Og min sidemakker spurgte forsigtigt og endda i alvor, om han mon var rollemodellen på Duracells trommekanin, for han blev bare ved og ved…

Opsummering

Lyden i DR Koncerthuset var intet mindre end uovertruffen.
Der var ingen mumlen eller toner der forsvandt, men alt fremstod klart, tydeligt og venligt imod vore ører, med eller uden hjælpemidler.
Dog var der igennem de to første sange lidt rod med at få Bernie Shaws mikrofon skruet op, men derefter lykkedes det ganske flot.

Vi var tydeligt gæster til en rockoplevelse af dem, der desværre ikke er ret mange af i tiden:
Her var et klassisk band med en masse voksne år på bagen og modsat mange andre, var der ingen træthed eller træghed at spore: Tværtimod,!
Der var åbenlys glæde, energi og en god faglig forståelse af at om-arrangere nogle krævende passager, så de i stedet både passede til sangen, som publikum kendte den og samtidigt tilpasse den bandets nuværende alder/tilstand mv…
En god og professionel performance af de allerbedste!

Og så har jeg helt glemt at nævne de gæster, der pludseligt opdagede, at som sølvræven vokser frem, så krymper blærens kapacitet.. Og dét renderi, var nu en smule forstyrrende..

Eller de tydeligt uerfarne og lidt irriterende gæster, der allerede var lettere besofne inden koncerten startede og som stillede sig i vejen for vores fotograf, ”for lige at få et billede af sig selv” inden de igen festede videre… altså indtil de også lige måtte gå ud…

Men de udgjorde heldigvis kun et fåtal i den samlede flok af rockfans, som også var stærkt medvirkende til at gøre dette til en virkelig god oplevelse.

Uriah Heep fik virkelig spillet sig ind i vore hjerter og får derfor 5 velfortjente stjerner.