Urkraft – Our Treacherous Fathers

Det nye album “ Our Treacherous Fathers” har stort set alt, hvad man kunne ønske sig af et grumt comeback. Åbneren “Place of coldness” åbner som et infernalsk tordenbrag. Tungt, med tungt på, ondt med ondt på, klart i spyttet, med et simpelt og potent signaturmotiv der bryder metallydmuren, som et lyn på nattehimlen.

Ligeledes skuffer “Primordial Diaspora” ikke, tværtimod. Det er good old dødsmetal dyder og melodiske røvspark i lige mængder.

Selv den faretruende klichéfyldte ”Our Treacherous Fathers” kommer i mål som en overbevisende løftet metal-pegefinger om det vanvid vi lever i. Det kunne være kammet over, men Urkraft holder balancen, ligesom på “Reap It All” med det ultra corny hand-clap i starten. Men ret hurtigt koncentrerer Urkraft sig om at uddele masser af tørre tæsk, ved hjælp af vintage dommedags riffs. Den creepy og horror-agtige voice sample midtvejs i nummeret, skaber den depri-apokalyptiske nedturs stemning, som er så svær at lave, uden at det bliver utroværdigt.

Kompositionsmæssigt tager de nogle af de mest brugte harmonik- og akkord-opbygninger i brug fra dødsmetallen, men som en hækkeløber springer de oftest elegant over alt det, som kompasløse new-comers ikke kan dy sig for.

Det hele sidder med andre ord lige i skabet, og jeg er glad for, at Urkraft har lavet denne plade. Den lander et sted, hvor der har manglet noget, synes jeg. Måske i ti år? Og når de holder den danske sprogfane højt as usual, på “Håbets Tyranni”, så får trøstesløsheden et endnu mere vedkommende udtryk. Bandet driver simpelthen i 6/8 dele afsted på et sort hav af nordisk depression. De kan altså noget med to the point riffs og især “The Horrors of An Empty Tomb” er fyldt med mørke sorrigfulde dødsriffs.

Det er så også nogenlunde det; det kniber undervejs med at holde spændingsniveauet og intensiteten med de gode, men få virkemidler, og det er jo akilleshælen med meget melo-død. skabelonen er meget stram og numre som “Descending Shadows” og “Crown Of Blood” er for mig lidt ligegyldige og uambitiøse, sidstnævnte har dog lidt Slayer patos med et voldsomt knogleskærende riff i introen, efterfulgt af et prima brøl “Waaaar!” For mig grænser det til “tomgangsnumre”, hvor man ligefrem kunne have brugt lidt af de strygere/flader, som de er gået væk fra. Det får vi så alligevel, hvilket er ret forløsende – på sidste og instrumentale skæring, “Å”, som er en rolig melankolske simpel afslutning på et ikke heltstøbt, men velstøbt album.

Det er selvfølgelig tale om melodisk død, men som bekendt med fangarme ud til bands som In Flames og At The Gates. Derudover hører man aftryk fra Megadeth og Slayer – og et snitsår af Nu metal, men sådan er der jo meget der lyder. Mest af alt er der dog masser af knofedt og armhulesved, og knap så meget finesse. Det gør ikke så meget, men i længden må man sige, at de mange års pause i hvert fald ikke er brugt på at opfinde den dybe stortromme.

Det hele er holdt i stramme tøjler af Thomas Vejlgaard Strømvigs alfaderlige vrede, og når der skal løsnes lidt op for instrumenteringens knyttede næve, tilfører Thomas Birk lige akkurat nok begavet guitar lir, til at den musikalske retning og ide får den fornødne luft under vingerne.

Albummet holder således hele vejen hjem, det er et godt album, som lige mangler lidt af den berømte x-factor.

Det kan og vil de så med garanti kompensere for on the road, hvor der resten af året – indtil videre – er booket tre koncerter, 17/6 ved Pumpehuset, 8/8 på Made In Esbjerg og den 20-21/9 på Copenhagen Metal Festival.

Den 17/06 2019 er i øvrigt det perfekte gig for Urkraft, da der er tale om selveste Copenhell Wristband arrangementet, hvor man med håndspålæggelse i Pumpehuset kan få sit greencard til helvede. Vel mødt!