USEXET, UFARLIGT OG UBÆRLIGT

Det er 25 år siden at Danmark på forunderlig vis vandt EM i fodbold, og det er næsten også 25 år siden, at Guns N’ Roses havde deres storhedstid, hvor de senest gæstede Danmark på Gentofte Stadion (hvis man lige ser bort fra fadæsen på Roskilde Festival i 2006).

Mens de danske EM-helte i denne måned endnu engang blev hyldet på Københavns Rådhus foran blot 700-800 mennesker, blev der taget noget bedre imod Guns N’ Roses i Parken med 48.000 publikummer. Problemet er bare, at jeg tror dem ved Københavns Rådhus, fik en langt bedre oplevelse.

Maraton

Det var også muligheden for at opleve Guns N’ Roses, i noget nær original besætning med guitarist Slash, bassist Duff McKagan og forsanger Axl Rose, hvilket i sagens natur er et stort trækplaster for de fleste med hang til Rock N’ Roll, og de var kommet med en kæmpe julesæk af gaver, bestående af hele 28 sange fordelt over enorme 180 minutter.
Problemet var bare, at halvdelen af gaverne fremstod på samme måde, som da ens bedsteforældre stadig gav Ninja Turtles i gave som om man stadigvæk var 10 år gammel, selvom man var relativ langt inde i sine teenageår.
Fucking nederen og irriterende var den følelse man fik den dengang, og på samme måde var det i Parken den 27.6.2017, men ok, det er jo trods alt tanken der tæller – ikke sandt?
Med fare for at få samtlige hardcore Guns N’ Roses-fans på nakken, så er det også en unægtelig endegyldig sandhed, at Guns N’ Roses simpelthen ikke har et bagkatalog (med kun fem studiealbums i ryggen) der på nogen måde kan retfærdiggøre en spilletid på 180 minutter, uden at det bliver en maraton af en ørkenvandring.
Bedst understreget ved dødssejlerne “Chinese Democracy”, “Better” og “This I Love” fra makværket ”Chinese Democracy” fra 2008, samt et utal af uendelig ligegyldige og gumpetunge coverudgaver af ”Whole Lotta Rosie” (AC/DC), ”New Rose” (The Damned), ”Speak Softly Love” (Nino Rota), ”Wish You Were Here” (Pink Floyd), ”The Seeker” (The Who) og ikke mindst den katastrofalt udførte udgave af ”Black Hole Sun” (Soundgarden), hvor Axl Rose nærmere lød som en potentielt arvtager for Sussi og Leo (og der er frit valg mellem dem begge) end en garvet rocksanger.

Stemmen

Stemmen, den velkendte vrængende stemme, som kun hr. Rose kunne udføre det i sin storhedstid, ja den er væk, pist væk, og fremstod kun i jævne mellemrum som lyden af det den var engang.
Om det var de stille passager eller de vrængende udbrud, så fremstod hr. Rose mere som lyden af en CD med alt for mange ridser i lakken (og mon ikke han også selv har det), hvor der hverken var hoved eller hale i hans performance, og man vidste, under samtlige 180 minutter, ikke om den næste sang ville være fugl eller fisk, og man må sige, at der var mere bund i hans vom, end i hans stemme.
Ikke desto mindre løb han da i det mindste rundt på scenen som i de gode gamle dage, og vrikkede lidt med hofterne på et niveau, som dengang jeg påtvunget skulle med til min ekskærestes gallafest og danse, hvor hun efter dansegeneralprøven gav sin mening tydeligt til kende overfor mig og sagde ”Roy, jeg er virkelig skuffet over dig!!!!”, hvortil mit svar var ”Hvad fanden havde du forventet???”.
Det samme spørgsmål havde jeg stillet mig selv inden aftenens koncert, for hvad kunne jeg egentlig forvente…

Publikum

Én af de ting som jeg helt klart havde forventet, var et engageret band som i den grad ville kunne få deres hitsange helt udover scenekanten, men der var i løbet af aftenens 3 timer end ikke antydningen af engagement overfor det talstærke publikum.
De blev ikke talt til, og nærmest ignoreret af samtlige bandmedlemmer, hvor Axl Rose ved ganske få lejligheder kunne få mumlet et ”thank you” ud af mikrofonen.
Jovist, publikum blev delvist revet med og medinddraget til sange som ”Knockin´ on Heaven’s Door”, ”November Rain”, ”Nighttrain” og ”Paradise City”, men hvor var det dog på grænsen til det tåkrummende pinlige, når kæmpehits som ”Welcome to the Jungle” og ”You Could Be Mine” blev eksekveret så charmeforladt, at kun ca. 5-10 % af de 48.000 publikummer orkede at række armene i vejret og synge med, således at selv et jam-band ville kunne fremstå som værende farligere end Guns N’ Roses.

Slash

Der hersker bestemt ingen tvivl om at Slash er en gudsbenådet guitarist, hvilket han i dén grad også fik vist i aftes, men gnisten var forsvundet som dug for solen, og man blev nærmest helt overrasket, når han helt umotiveret begyndte at løbe fra den ene ende af scenen til den anden, som en hund der lige pludselig havde fået øje på en kat.
Det blev bestemt heller ikke bedre af, at han skulle fremstilles som en verdensmand med et utal af ligegyldige og, helt igennem, røvkedelige guitarsoloer, hvor jeg efter otte af slagsen opgav at tælle videre.
Måske var det fordi at Axl Rose skulle have tid til at gå ud og suge i et iltapparat mellem og under de enkelte numre, hvem ved?

Sceneshow

Dertil kommer vi til selve sceneshowet, som i aftenens anledning også var ualmindeligt kedeligt, set i det perspektiv, at vi havde med et kæmpeband som Guns N’ Roses at gøre. Tre store skærme og et lysshow, som på ingen måde skilte sig ud, samt en nærmest gennemgribende mangel på ild, konfetti og dertilhørende lir, og en scene uden snerten af kreativ tænkning, hvor der var større rejsning på den frankfurter jeg spiste inden showtime.

Det var ubærligt, at den enestående chance Guns N’ Roses havde for at rette deres faldefærdige omdømme varigt op, skulle forspildes.