Uuudemærket! D-A-D, K.B. Hallen 12/4-2019

D-A-D har spillet urimeligt mange koncerter i den gamle K.B. Hallen. I den spritnye K.B. Hallen skulle de vise, at de stadigvæk har det, der skal til. Og deres trofaste publikummer skulle vise, at de stadig var årvågne nok til at gå til koncert en fredag aften. Der var udsolgt og det summede af forventning, garderobekøerne slangede sig spændte, og seniorerne hentede rammer i hast, så øllet stod ud i kaskader. Nu måtte det godt gå i gang. Arrangørerne og spillestedet havde i hvert fald skabt optimale rammer for en god oplevelse, så here we go.

Vi har efterhånden konstateret en masse gange, at D-A-D er ret svære helt at afskrive, hvad enten det er haller eller festivaler, ude eller inde.. de vil bare ikke forsvinde. Det er i deres D-N-A. Og det viste de i går, efter at Allan Vegenfeldt & Co. havde demonstreret, at de heller ikke er sandet helt til. Det var den umiskendelige lyd af Sandmen, som vi kender dem (og derudover må I vente med en anmeldelse af dem til de har givet koncert den 20.04.2019 i Vega, hvor vi naturligvis er på pletten).

Det er muligvis et faktum, at man kan fodre svin med unge knægte og tøser, som mere end matcher D-A-D i teknisk formåen – måske med undtagelse af ham den nye trommeslager, Laust Sonne. Men dét, som man ikke kan tage fra onklerne, er deres sammenspil, deres unikke tegneseriefacon, deres selvbevidsthed og deres frontmand. Og ikke mindst deres sange.

Og netop deres sange stod i går – for det meste – knivskarpt, startende med åbneren “Burning Star”, som også er singlen fra deres kommende plade. “Burning Star” er en intens motherfucker, bygget op omkring old school AC/DC-strukturer, men med en friskhed, som man har savnet i lang tid, gode riff og fede hooks, så man tror, at man har hørt det før. Den kunst mestrer de åbenbart stadig, for andet nye nummer “Musical Chairs” var endnu federe end den første. Hold da op, der var knald på.De spillede seks numre fra deres nye album, og Jesper Binzer udtrykte, på sin egen flabede måde, forståelse for, at alle fredags-fyraftens-hjerner ikke lige kunne forholde sig til en masse nyt på en gang – men det var nu engang nødvendigt for dem som band, at forny sig lidt en gang imellem. Og så afslørede han, at den nye plade udkommer 31.05.2019, og at titlen bliver “A Prayer For The Loud”.

D-A-D spillede også titelnummeret, som var en rigtig fin slow og støvet blues-rock tune i bedste sydstatsstil, med flotte korharmonier og fede akkordskift, og velvalgte rytmiske markeringer de helt rette steder. Publikum kunne lide, hvad de hørte. Som Binzer imponeret konstaterede bagefter, “78% ku’ klare den ved første gennemlyt”. Han var i hopla og tydeligvis glad for at være tilbage på hjemmebane. Som han sagde til publikum, “Tænk en gang, vi er her alle sammen!”

Og så har de deres stædighed, rygrad og rutine, som kan skjule en dårlig hårdag, ikke mindst da de overbeviste metalhovederne på Copenhell i 2016 om, at de kunne lege med de hårde drenge. Her var det tydeligt, at “the Stig” hellere havde ligget under dynerne.

Og så handler det om Jesper Binzer. Han har et entertainer-gen og et drive som en ung Bundesen fra en del længere nede af rockstamtræet.

Han fylder meget, han er ærekær og han insisterer på, at bandet stadig har relevans. Han holder gøgleriet kørende og dampen oppe koncerten igennem, og får lige sagt de sjove ting mellem numrene, som der skal til for at de ekstremt velkendte og gennemtærskede numre kommer på det helt rette tidspunkt.

Han har en eminent timing, som kun de bedste frontmænd, nationale såvel som internationale, kan bryste sig af. Og så har han fået en legekammerat i Laust Sonne – et af de forhold, som bare opstår, når kemien matcher. Der er bestemt tale om kærlig onkelmobning af den unge knøs, men gennem årene har knøsen befæstet sin position i gruppen, så det i højere grad efterhånden virker som Sonnes kærlige overbærenhed med den bedagede alfa-hans kækheder.

Hvor om alting er, så virker spillet mellem de to, når de pisker en stemning op omkring Sonnes trommespil, mens de to ældre gutter står i mørket og stener i samme rundgang.  Således brugte de det nye nummer “No Doubt About It” som afsæt til et ti minutter langt cirkusnummer, hvor Binzer fik gejlet salen op til at råbe “For helvede Laust, det jo et helt nyt nummer, for helvede Laust, det’ jo helt nye trommer, for helvede Laust, slå nu de trommer ihjel!”.

Taget røg næsten af, vi har set det før og vi morede os endnu en gang. Selv på “Reconstrucdead” fra den undervurderede plade “Helpyourselfish” fortsatte gøgleriet. Laust havde, ifølge onkel Jesper, nemlig gået på aftenskole og lært at spille Thrash Metal. Således fik de udvidet nummeret til at indeholde en passage med insane speed thrash tempo og generel møgtung sound. Nummeret har altid været et monster live-hit, og selvfølgelig fik Jesper også publikum til at skråle “Huh! huh! huh!” , som var det en tyskerfestival.

Ja, således var alt ved det gamle. Vi fik alle de obligatoriske hits, plus det løse (og overraskende nok “Evil Twins” som ekstranummer, hvilket var genialt), og selvom onkel Jesper & Co. mere end overbeviser os gang på gang om, at bandet kan sparke røv og faktisk har relevans – for alle over 30 –  så er der tale om gamle numre og gamle hunde. Og det er helt fint, så længe man ikke forventer mere.

Når 5.000 mennesker står og skråler “There’s something inside me and I know it’s good”, som om det lige er gået op for dem, så går det samtidig op for denne anmelder, at det ikke altid handler om at være ung med de unge, men snarere tung med de tunge. Vi har været igennem en masse sammen med det band, og de holder os glade og vores blod i kog, så vi kan tage en ny tørn på arbejdsmarkedet, frem mod den for evigt foranderlige pensionsalder.

Bevares, man kan godt se, at de er blevet ældre, men på en måde ser de sgu stadig lidt unge ud.. og der er stadig masser af galskab tilbage i onkel Jespers øjne. Måske er munden blevet større, og når han skråler “mine damer og herrer” eller lukker øjnene, mens han virrer med hovedet, så er det nok det tætteste, som vi lige nu og her kommer en folkekær og karismatisk gavflab á la ham den salige fra 2. sal.

D-A-D har stadig charmen, sangeren og sangene, og den nye plade skal nå et godt stykke op ad den danske top 40, og i 2019 målestok sælge ok. Og det var nok også på tide, da de samme Tordenskjolds-soldater jo ikke bliver yngre.. plus at jeg altså ikke spottede ret mange unge i går i K.B. Hallen.