Vækkelse på Gehanna

Der var midnatsmesse onsdag aften på Copenhell, da Julie Christmas skreg af os fra metallens randområder.

Metalverdenens aktører har for de flestes vedkommende brændt sig ind på nethinden hos med billeder af sig selv i grotter, med økser eller som gadebander. Selvom Julie Christmas efter bl.a. en bemærkelsesværdig koncert på Roskilde Festival 2024 ikke længere er et ukendt navn, kan de færreste sætte et klart billede på hende.

Det var da også betegnende, at Julie Christmas entrede Gehenna onsdag aften snigende og maskeret. ’Snigende’ fordi hun kom ude fra siden og kantede sig rykvis ind på midten, som et dyr, der afsøger omgivelserne for fjender. ’Maskeret’ fordi hun over hovedet havde en lysbesat maske, der forvandlede hendes menneskelige konturer til et farveskiftende insekts, mens kroppen var omviklet med diodebånd i noget der lignede en selvmordsbombe.

Attila fra Sunn o))) gør samme entré. Karen Dreijer fra The Knife bevæger sig i en lignende electric boogie. Også Björk klæder sig i absurde kostumer. Og det siger jeg ikke for at udpege Julie Christmas som plagiat, men hvis du ikke var ved Gehenna i onsdag, giver netop de navne dig en reference.

Til gengæld ville Björk bryde grædende sammen og Karen Dreijer rynke på næsen, hvis de var vidende til Julie Christmas flodbølge af hård metal (Attila vil nok ikke finde det hårdt nok). Bakket op af et 5 mand stort band – 2 x guitar, bas, trommer og et afgørende keyboard – kravlede, dansede, sang og skreg Julie Christmas sig gennem den tidlige nat.

Vi snakker ikke metal i klassisk forstand, men i det mindste klassisk nok til at puristerne kunne godkende det. Julie Christmas er ingen purist, og stilarterne skiftede med succes fra sang til sang. Med lidt drone, lidt mathrock, lidt groovemetal og lidt sludge var faren for at miste fodfæste i en musikalsk rodebutik overhængende, men Julie Christmas formåede at holde det hele sammen og indenfor grænserne af hendes helt eget udtryk.

Julie Christmas’ metal er grundlæggende indierockinfuseret og også dem uden battlevest og funktionspromille kunne finde ind i musikken. Der var netop rigeligt Björk og The Knife at finde – især i Julie Christmas imponerende og fascinerende vokalarbejde, som trods det tungt spillende band dominerede alle numrene.

Denne anmelder hører til den sidste gruppe og dukkede helt ærligt op uden det store kendskab til Julie Christmas og hendes univers. Det var fuldstændig opslugende både musikalsk og visuelt. Nærmest en vækkelse … Ganske som det skete med Brutus i 2024 gav Copenhell – der ellers mest har travlt med pladder om helvede – endnu engang RockZeit noget så sjældent som en smuk metalkoncert. Tak!