Van Morrison i Falkoner Salen

Med 44 studiealbums og  gud ved hvor mange koncerter på bagen, stod den gavede legende, Van Morrison på scenen i Falkoner Salen søndag aften med sine 6 suveræne musikanter, som var klar med fortolkninger af diverse folk, blues, soul, gospel og R & B – klassikere.

Den nordirske sanger og instrumentalist startede 3 minutter før annonceret, med Mississippi blues-sangeren Red Nelsons “Streamline Train”, som er indspillet på det seneste Morrison album Moving on Skittle (2023). Med stille, bløde og elegante anslag fra musikerne, blev denne hymne effektivt udført. Det var næsten en magtpræstation, at lægge ud med sådan et nummer, som er uhyre vanskeligt, at få til at svinge så godt som det gjorde. 

Der var ikke store armbevægelser fra Morrison rent fysisk, som jo også er hans performance stil; Stillestående og rolig i krop og i stemme. Det var lige dét der skulle til, for publikum var ellevilde med den nedtonet performance, og man kunne også godt mærke, at Morrison kunne lide at stå på scenen og have publikum i sin hule hånd. 

Varierende instrumentation

Det var ikke overvældende præstationer som Van Morrison selv lavede på instrumenterne, men godt nok. Dét, at han selv havde akustisk guitar, saxofon og perkussion som han jævnligt skiftede imellem, gav en god mangfoldighed i klang fra nummer til nummer. 

Man kunne godt høre det var Morrison der var bossen, for han vidste lige nøjagtigt hvor bandet lå, og hvor han skulle lægge rytmiske betoninger i vokalfraserne oven på de meget hurtige og bevægende rytmer. Følsomme klange lå også til ham denne aften. “Freight Train” af Elizabeth Cotten var ét af de flotteste af de stille numre. En sang der også lod til at betyde meget for Morrison.

Formidabelt orkester

Det var en fryd at følge hvad der foregik på scenen. Perkussionisten Sticky Wicket havde sit “vaskebræt” som han glad spillede på de første 40 minutter, hvorefter  han slap det og brillierede med et stort smil på congas og bongo trommer. Her fik han publikum til med klap, at gentager rytmerne ligeledes med klap. Det var ganske festligt.

Guitaristen Dave Keary havde travlt med guitar, irsk mandolin, lap steel guitars m.m.  plus backing vokal. Jolene O’Hara var den eneste kvindelige musiker. Hendes smukke backing vokal, der dog også bød på nogle meget enerverende uh-wah-uh-wah fraser, der nok havde lydt bedre med et trestemmigt kvinde kor.

I de forskellige solopartier blev der faktisk taget nogle chancer, hvor der kom nogle spontane udtryk med lidt utightheder og lidt småfejl hist og her. Det var ret overraskende for nogle gavede musikere som disse, men der kom meget personligt udtryk ud af det, hvilket er det vigtigste.

Morrison var god til at give plads til musikerne og god til at hylde dem på scenen, og folk sad også på tæer for at klappe af de fede soloer der blev fyret af. 

Så forsvandt hovedpersonen

Måske gav Morrison liiidt for meget plads til orkestret, for han gik syngene ud bag tæppet, og overlod slutningen af koncerten til bandet som lavede lidt jam session over “Don’t Worry, Be Happy”. Jeg havde da forventet at han kom tilbage og sang et par vers til sidst, men man så ham ikke igen, og efter det sidste beat fra den 10 minutter lange jam session, blev lyset tændt i loftet, og koncerten var slut.

Høj niveau

Van Morrison har et kæmpe stort bundniveau, og han kan helt sikkert levere en god koncert selv med høj feber eller en grim forkølelse. Det høje bundniveau var også til stede søndag aften, men der var nogle ting hvor han ikke var helt skarp. Mange af de sidste vokal toner i numrene der skulle strækkes længe, der havde han problemer med luft. Det bevirkede, at disse toner blev lidt anstrengte og lidt falske. Han delte sågar også lange toner over i to, hvor han måtte trække vejret undervejs, og tage den videre til sidste akkord faldt. 

Han var heller ikke helt skarp på teksterne hele tiden, og der vist også et tidspunkt hvor han sang et par ord der ikke helt skulle være lige dér, men han var god til at redde fejlene så de ikke var så bemærkelsesværdige. 

Lyden var rigtig god og gennemsigtig. Det var en fornøjelse, at kunne sidde hele koncerten igennem uden ørepropper. Lyden virkede næsten akustisk i klang, selvom alle var forstærket fra mikrofoner og pickupper.

Der var ikke store udslag i akkordprogressionerne i løbet af koncerten, for det er musik med mange standardvendinger, men det var mest det musikalske der var spændende og unikt. I helhed var musikken utrolig charmerende og levende, så der var ikke tvivl om, at det var en stor musik personlighed der stod på scenen med sit toptunede band.

Alle aftenens numre havde god gnist og der var stor fokus og engagement fra hver musiker, og de var virkelig gode i performance. Jeg ender på 4,5  stjerner til Van Morrison og Co.