Velkommen til Marilyn Mansons makabre manege

Med arrangementer som Sting, Whitesnake, Slayer og Kansas (desværre aflyst), er Helsingør er ved at blive en Rockpolis som har bevist at de kan trække de helt store navne til byen. Denne gang var det så fænomenet Marilyn Manson som onsdag aften stillede op i Hal 14 i Helsingør kulturværft på sin vej med The Heaven Upside Down Tour, og underholdt skaren med sit berømte og berygtede horrorrockshow.

Hal 14 startede op med opvarmning…

…og hvilket band var det? Hmm, ikke et band, men en kikset kvindelig DJ med det helt kiksede navn Amazonica, som spillede rock og metalklassikere med dårlig lyd. What the f##k! der blev også afspillet minus one versioner, hvor der gives plads til publikums medsang…Tja, hvis det var blevet gjort så publikum blev revet med, ville det måske give lidt, men det gjorde det ikke….så, nul stjerner herfra… og ikke et ord mere om Amazonica!

Mørk rock

I mørket lyder der pludseligt YEAAAAH fra Marilyn Manson, og et stemningsintro går i gang, og vi fik et forløb fra Mozarts mørke Requiem som summede ondt i anlægget. Så kom hovedpersonen frem i en sort læderkappe, og med det karakteristiske krigsmaling i ansigtet.

Det var ”Revelation #12”, som allerede afslørede en god skarp og gedigen lyd i Hal 14, og det er jo altid en god start på en koncert. Man kunne fornemme, at folk sang med på omkvædet One, two, three, four, five, six, seven, eight, nine, ten Revelations come in twelve, I’ll say it again, og det lød også fedt med Mansons hæse stemme fra midten af scenen, hvor han sad i en gotisk inspireret trone, med pistolkoreografien i baggrunden.

Det er ikke hver dag, at man ser en rocksanger sidde ned og synge, og så endda fra starten af koncerten. Det medbragte band omkring Manson groovede massivt, og trommerne var usandsynlig tighte og sat op med perfekt lyd. Nummeret steg i intensitet til sidst med sirenelyd og rytmeguitarvæg, og det ritarderede og lagde sig ned, og et kæmpe bifald fór igennem salen.

Not gonna cancel the show because someone broke my ankle

I ”Disposable Teens” kom Manson op af stolen, for at kunne rocke med til den brutale shufflerytme der bærer nummeret, og en kirurg med maske stod på hver side af Manson, og i løbet af koncerten kom de tættere på ham, for selvfølgelig skulle der laves en opererationsscene i løbet af koncerten. Det er sgu god horrorhumor.

Det var ét af det mest effektive numre onsdag aften, og vi fik også beskeden efter dette, som vi nok havde ventet; Not gonna cancel the show because someone broke my ankle, og der var herefter jubel i salen.

Covermester

Mange kender Manson for hans ret unikke måde at lave covernumre på, og vi fik  Eurythmics‘ udødelige pophymne ”Sweet Dreams (Are Made of This)” smurt ind i ond rockglasur i underholdningens navn. Den ramte godt nok plet.

Top-notch finale

Settets sidste nummer (før ekstranumrene) ”Say1o” var i min verden onsdag aftens fedeste nummer. Det var klart det mest kunstneriske, da jeg synes der er lidt popcornhorror over Mansons musik generelt. Jeg var derfor glad for at han ikke valgte et banalt happy-horror-nummer med spas og ballade til at slutte af med. ”Say1o” havde ørekradsende syrede lyde og tunge beats a la Depeche Mode, og masser af  Audioslave-power i guitar-riffsene. Not bad!…og jeg tænker at koncerten fik en ½ stjerne ekstra, alene for dette nummer.

1 time og 20 minutter…og så farvel

Det var godt nok en kort koncert Manson og Co. diskede op med, men den var da ganske intens og medrivende. Alle numrene flyttede luft og gik i mellemgulvet, og lige det var en ren fornøjelse, men personligt synes jeg ikke at der er tale om særlig talentfuld sangskrivning, og derfor er det måske OK at den ikke skal trækkes i langdrag, for det er der ikke kunstnerisk kvalitet nok til.

Not his Arayaness

Mansons stemme var ret god live, men heller ikke mere. Han er ikke en topsanger på nogen måde, og han har ikke rock/metal format i sin hæshed som Tom Araya, James Hetfield, Bon Scott, Chris Cornell etc., men han har en genkendelig sangstil, og han kan da levere noget godt i rockgenren. Onsdag aften gik det også temmelig godt, men alt for ofte i slutningen af vokalfraserne, gik han ud af pitch, fordi han havde svært ved at holde sin hæse stemme, når han gik ned i dynamik.

Udover dette var det da en ret træfsikker og professionel udført koncert, som kunne få publikum med. Den stak lidt ud visuelt i forhold til, hvad til andre bands stiller op med, og det er noget man husker efterfølgende. Vigtigst var det at der var god lyd, og at der konstant var musikalitet som lå over middel, og det hele ender på 3½ stjerner til Marilyn Manson-koncerten.