Veloplagt Rock Mama i godt selskab

Coronarestriktionerne har lagt koncerthallerne og festivalpladserne øde hen i mere end et halvt år, og med det følger et udhungret publikum og mindst lige så sultne kunstnere, som er truede på hele deres eksistensgrundlag.

Det var derfor en meget tiltrængt følelse af forventningsfuld livemusik-lykkerus, der bemægtigede sig hele mit legeme allerede på vej ind, selv om denne blev stækket lidt ved mødet med opstillingen af stole, afstandspåmindelser og maskeret personale. Min koncertsult var dog ikke aftaget i styrke, så da Electric Guitars gik på scenen på slaget, og badet i det hypnotiske scenelys og lamper slog strengene an til åbningsnummeret ”Rock’n’Roll Radio” og gik fra 0-100 på 2,8 sekunder, gennemstrømmedes jeg og tydeligvis det øvrige publikum allerede af berusende begejstring.

Hungeren og henrykkelsen var gensidig og gennemsyrede hele showet, der var en virtuos opvisning i guitargudernes overlegne musikalitet og fingerfærdighed, Sannes velkendte, hæse røst og bandets ægte og meget mærkbare spilleglæde. ”Drengene”, som Sanne kaldte Mika Vandborg og den godt nok da også evigt unge Søren Andersen havde valgt numrene, og det havde de gjort godt; der var et fint og repræsentativt udvalg af Sannes bagkatalog og forskellige genrer fra eksempelvis Sneakers-tidens nu igen aktuelle ”Johnny På Havet” til hendes tid i USA med numre som ”Where Blue Begins”, som udgjorde et af hendes repertoires absolutte højdepunkter denne aften sammen med ”Sæt Fri” og ”Running Free”.

Mens Sanne lige var ude at krydre stemmen med lidt røgaroma, gav drengene den maksimalt gas med to af deres egne sange, ”Lucy Glow” og ”White Flag”, hvor især Mika Vandborgs vokal imponerede. Der er ikke andet at sige, end at begge to excellerer uimodsigeligt på deres felt og udover at være latterligt dygtige også er utroligt charmerende med deres smittende entusiasme.

Skal man sige noget, der med fordel kunne justeres på, var det de mange forsøg på at få publikum til at klappe med, som døde forholdsvist hurtigt ud igen, da det ikke rigtigt fungerer i en sal, hvor man sidder ned på en stol og kroppen ikke er fri til at udfolde sig – og man kunne også godt have ønsket, at der var blevet skruet lidt højere op for alles vokaler, der druknede en smule i keyboard, bas, trommer og guitarer, men det er petitesser i det store billede, hvor hele bandets finpudsede sammenspil og Sannes varme, ydmyge glæde og taknemmelighed over at få lov at optræde i kombination med hendes stadigt forrygende stemme, gjorde det til en udsøgt fornøjelse at opleve, og jeg tror, at alle gik derfra opløftede og med den værste sult stillet.

Electric Guitars er snart pladeaktuelle og tager på en planlagt turne til februar-marts næste år, og du snyder dig selv for en kvalitetskoncert af de bedre, hvis du ikke går ind og ser dem.

Se flere billeder i vores Facebook galleri