Vennart og hans abnorme musikcirkus
Mike Vennart har som guitarist og sanger fra 1998-2011 vist sin musikalske kompetencer som bandmedlem i Oceansize, hvor han sammen med blandt andre Steve Durose på guitar/kor og Richard ’Gambler’ Ingram på tangenter leverede en farverig blanding af new prog/Shoegazer/alternative rock. Som band udlevede de drømmen om at vokse musikalsk som et band, hvor bandmedlemmerne alle bidrog til den exceptionelt kreative proces. Så gik der desværre stoffer i den og deres mangeårige erfaring kunne ikke kompensere for, at man ikke holdt sig clean, ikke øvede og ikke kunne sangene på rygraden, når man skulle spille foran betalende gæster. Så var det slut (i hvert fald lige indtil den obligatoriske reunion indtræder, erfaringsmæssigt et par år inden rigor mortis). Men det står klart, efter at have lyttet til Mike Vennarts soloalbum The Demon Joke, at hans musikalske finurligheder, iderigdom og impulsive penselstrøg berettiger til mere. Vennarts The Demon Joke er en pose blandet musikslik i bredformat, der er både salt, surt, sødt og bittert i alle regnbuens farver.
Vennart er en musikkamæleon, som uden skam i livet skifter direkte fra elektropop til hård progressiv rock, laid back pop til straight klassisk rock, jazzelemeter til alternativ rock, samt genrer jeg er for gammel til at kende. Han benytter sig af andres vokaler således at selv det mest toneangivende og rammesættende element, sangstemmen, leveres med vidt forskellige udtryk. Således overvældes man gang på gang af de kompositoriske uvendinger, genveje og opbremsninger han konstant foretager sig, hvorved lydbilledet, stemningen og farverne er evigt foranderlige.
Numre som er fulde af numre
Albummet er fuldt af numre som alle er fulde af numre og jeg fremhæver nogle enkelte. Albummet starter relativt tilforladeligt, blødt og lækkert med det synthbaserede nummeret 255, der som en polycolor drømmepassage fra en storfilm introducerer cirka 45 minutters musik med højt til loftet og store armbevægelser. Infatuate er et af mine favoritnumre, som går i 4/4+3/4 , hvilket er sjældent for et omkvæd, men det virker glidende og snorlige. Det virkelig iørefaldende omkvæd ved 1:10: åbner sig på en let, positiv og opløftende facon. Teksten er ligeledes både poetisk og pittoresk:
Now the Sun is out like a medicinen
Its the same infatuation that I always crave
Now we’re sitting ducks with bad etiquettes
While er wait we’re reenacted In remembrance
Infatuates bredpanorerede kor virker som rislende varme vandkaskader fra Niagara Falls, og med nogle ambience-synthstrygerlyde rundt omkring i lydbilledet får også dette nummer et stemningsfuldt drømmeagtigt skær oversig. Derudover har nummeret en insisterende smældende lilletromme, som vi hellere må vænne os til. Den kommer igen mange gange.
Doubt har klædt sig i progressive/alternativ rock klæder og vi hører det nævnte insisterende lilletrommeslag nummeret igennem, kun afbrudt af det samme tilbagevendende formled, indtil nummeret det sidste minut ændrer sig mod slutningen i en flot instrumental kraftudfoldelse. På toppen har vi en rolig og relativ ren vokal. Nummeret gør ikke det store ud af sig selv, det er mest en musikalsk magtdemonstration, som passer godt ind i albummets samlede dynamiske opbygning, et gennemgangsnummer. Duke Fame har også den nævnte monoton lilletromme, lydbilledet i versene er aggressivt med en intens vokal, mens omkvædene har en hel anden svævende og let karakter med synthflader og Jonas Bjerre karakter i den lyse vokal. Man oplever de to vokaler som en meningsudveksling eller en form for dialog/diskussion, muligvis mellem aggressor og offer. Den intense vokal i versene proklamerer,
Honey I’d make a killing beating what’s already dead
Buddy I’d make a million
From the price put on your head
Ill Wear the scowl
You wear the hand
Hvortil den lyse drengeagtige stemme I omkvædet svarer:
Carbon father left us lie
In the fields high and dry
Wear it well, your love denied
In the ocean stripped and tied
Det er en interessant dialog at blive smidt ind i, især fordi der reelt ikke gives nogen forklaringer, og intertekstuelt stilles der således krav til lytterens forhåndskundskab til Vennarts eget univers, eller i hvert fald til lytterens fantasi, som må forsøge at sammensætte indre billedserier der kan understøtte semantikken.
Lidt grå farve, tak
Vennart er utrolig musikalsk, der er meget musik inde i musikken. Og mange ideer oven på andre ideer. Forskellige lyde på andre lyde. Pladen igennem føler jeg til tider, at det hele bliver for skingert; som at blive overløbet af en stroboskopisk regnbue, hvad det så ender, og de stilistiske sammensætningerne kan i længden virke konstrueret og gjort ud af de skinbarlige evners autonomis selvforklarelighed, fremfor respekt for den æstetiske guldvægt.
Jeg savner farven grå, bare lige et par klatter hist og her. Vennart måtte godt dvæle lidt mere ved de enkelte musikalske genistreger som hver især fungerer upåklageligt, eksempelvis i Don’t forget The Joker, der nærmest kan karakteriseres som en art tør Chris Cornell ballade, hvor man virkelig bliver taget i hånden og fulgt afsted af en dreven historiefortæller. Nummeret stiger sikkert i dynamik efter cirka 1:25, hvorefter der kommer lidt mere knas på guitar og stemme, lækkert pakket ind i et velvalgt rockorgan. Trods skæve rytmer er Don’t Forget The Joker særdeles easy on the ear, lige hvad man har brug for efter de øvrige lydkomplekse numre. Eneste problem er, at den næsten er for kort.
Tekstmæssigt bevæger Vennart sig i et blandingsmisbrug af poesi, science fiction og klippeklistre sætninger som pirrer helt uden at give retning eller svar – en lidt vagere udgave af Bowie, hvis du vil; I Don’t Forget The Joker er der dog plads til omkvæd og vers, der har en rød tråd, som man kan se uden forstørrelsesglas:
Where does a lie go when it needs to die?
Upwards or down below?
Follows us everywhere we go?
Rik tells a hell of a joke in the end
My memory has is saved
Still laughing when I’m in my grave
Det efterfølgende Retaliate er ligeledes lettilgængeligt i starten, men endnu en gang får lilletrommens stakkerede slag lov at føre an sammen med et enkelt tilbagevendende guitarriff, indtil alt fuldstændigt overskygges af et vanvittig kemisk synthsolo udslip, efterfulgt af en hidsig vokal, hvorefter hele nummeret virkelig løfter sig ved 3:30, og lilletrommen rammer alle lige slag og fører nummeret ind i en bombastisk og intens finale, indtil det hele er overstået ved 3:55. Bum. A Wight In The Flower er som en sentimental drømmesekvens, en slutscene i en Michael Mann krimi, hvor en af dem dør til sidst på en stolt, forknyt, helteagtig, men dog forløst facon (den med Al Pacino og De Niro).
The movie
I det hele taget er The Demon Joke filmisk i udtrykket, den gengiver mange stemninger og følelser, som var numrene en lyn-bio på de centrale roller i filmen The Demon Joke. Den gennemgående brug af – og kontrast mellem – Vennarts drømme synth stemning og det hårde lilletrommeslag skaber et spændingsfelt, hvor den sære og lokkende historie kan udfolde sig albummet igennem.
På mange måder virker albummet sat sammen ud fra en filmisk dramaturgi eller måske en old school pladeform, hvor det at vende pladen – i hænderne på de gode musikere – blev tænkt ind i den dynamiske opbygning i numrenes rækkefølge. Set i det lys, er det derfor lidt ærgerligt, at albummet slutter med Amends, som ikke kommer ind under huden på mig. Det har ikke samme slagkraft som mange af de øvrige numre og pladen ender lidt brat ovenpå alt det vi har været igennem. Lidt som en Joke uden forløsende pointe. Ok, Vennart skulle have denne ADHD-agtige, men fejende flotte plade ud af systemet. Vennart havde, som han selv har udtalt det, så mange skitser i rodeskuffen, at han skulle have tidligere Oceansize medlemmer Steve Durose og Richard ’Gambler’ Ingram med som fødselshjælper for at realisere monsteret, og godt for ham, og godt for os andre; albummet har på trods af den til tider bizzare intensitet en fantastisk lokkende charme som gør, at man lige skal høre det igen. Jeg tror, at næste plade bliver endnu mere helstøbt, da Vennart ikke har så travlt længere.
Vennart er udgivet på Superball Music.
Numre:
255
Doubt
Infatuate
Rebirthmark
Duke Fame
Don’t Forget The Joker
Retaliate
A Weight In The Hollow
Operate
Amends
Skriv et svar