Hvis man skal starte en karriere, skal man have en game plan – og det havde Morgan Steinmeyer Håkansson, grundlæggeren af det svenske Black Metal band, Marduk i den grad.
Provokerende kunst eller bare destruktivt og nationalsocialistisk?
Siden 1990 har han stået i spidsen for et de seneste to årtiers mest betydningsfulde black metal bands, og på overbevisende no buillshit facon promoveret sin musikalske Tiger Tank, med de ofte dybt blasfemiske og provokerende tekster, som er en del af Marduks dna. En stor del af bandets musikalske drivkraft er at fortolke tragiske og destruktive historiske begivenheder, og med deres fascination af antikrist/satanisme, det tredje rige og anden verdenskrig, byder deres tekster ofte på emner, som bringer dem på kant med den politiske korrektheds vagthunde. Marduk har flere gange måttet kommentere på deres fascination for nationalsocialistisme, og argumentere med noget i retning af sande kunstneres trang, behov, ret og pligt til at beskrive og gengive vigtige historiske epoker.
I et kort men indbliksgivende interview fra Blastbeast, udtaler Morgan sig om en episode, hvor de blev bandlyst i Hviderusland, under deres turne med albummet ”Serpent Sermon (2012)”:
We weren’t allow to play there because of the government, it was even on national television when the cultural minister said that our music wasn’t art and could only be considered as destructive, which was very charming and inspiring to hear.
Så ved man hvordan man skal give Marduk komplimenter.
Den onde lyd
Marduk forstod ret hurtigt i karrieren at rendyrke en skrabet, ind-til-benet sound, men alligevel med dommedagstyngde, ofte højt tempo på dobbeltpedalen, releativt simpelt men særdeles melodisk, fræsende guitar riffs, som komplementerer Morgans drevne, dunkle og skræmmende uhyggelige Growl i en ond dance macabre. Mest af alt minder Marduks sound undertegnede om et krigsinferno af maskingeværsalver, satan der holder tordentale til de faldne og døende, samt knogler der splintres under larvefødder. Det her er ikke hyggelig musik, men stemningen er umiskendelig Marduk. De vil fortælle den historie, som de fleste ikke formår/vælger/tør at fortælle. Der er selvsagt altid et element af satanisme, men fremfor blot at hylde ondskab som et karikeret billede af djævlen med treforken, formåer de at give os deres sort/sorte billede af menneskets iboende ondskab, og i den kontekst kommer anden verdenskrig og andre tilsvarende temaer særdeles belejligt.
Fra start til nu
Marduk har alle dage lavet gode albums, herunder Those of the Unlight (1993), deres kontroversielle Panzer Division Marduk (1999) til Serpent Sermon (2012), som er en af undertegnedes favorit Marduk album. Især “Souls For Belial”, “Temple Of Decay” og ikke mindst titelnummeret kryber ind under huden på denne lytter. Marduk er klar til Copenhell 2015 og det er ekstremt glædeligt, at de på ingen måde lyder til at have mistet deres bidende lyd og energi på deres nyeste album, Fronschwein, og undertegnede ser således frem til at blive lukket ind i verdens mest blasfemiske bands formørkede, infernalske og diabolske dommedagsverden, om end kun for et par timers, og, må jeg nok erkende, helldigvis for det.
http://www.metalblast.net/interviews/in-the-serpents-nest-an-interview-with-marduk/
Skriv et svar