Verdensklasse-rock i Store Vega

Ud af titlen fra romanen “Kældermennesket” af Dostojevskij, er det fængende  bandnavn fremkommet. Kellermensch er et band, eller rettere et orkester, som heldigvis ikke kun står i en kælder og hygge-øver. Det er folk som er født til at stå på en scene, og forhåbentligt gør det til deres dages ende. Det kan det Store Veganske publikum skrive under på, efter at have indtaget diverse lydgodter fra deres foranstaltede siddepladser ved den første af to koncerter lørdag aften. 

Umiddelbart efter opremsning af værnemiddels-tale fra højtaleren, kom Sebastian Wolff ud på scenen og begyndte at spille guitar og synge med røst, som med det samme fik alle til at glemme den kedelige Coronahverdag, hvor der måske ikke sker sååå meget, men det gjorde der her! Der var masser af ulovlige pift og råb i salen efter solonummeret “How To Get By”, og der blev adderet en enkelt musiker til andet nummer “All That I Can Say”, som kørte både ekspressivt og lyrisk med cello, el-guitar og leadvokal.

Musikervrimmel

…så kunne den heller ikke holdes længere, og syv musikere mere væltede ind på scenen fra alle verdenshjørner. Med trommer, klaver, kontrabas, cello, violin, elbas, orgel og 2 elguitarer, fik publikum en overflod af både slagkraftige og fintfølende klange, som var perfekt valgt til de sange der blev spillet. 

Helt grounded

Kellermensch’ musik er afhængig af et bundsolidt groove, som kan kan lægge en massiv bund under de mange toneangivne instrumenter. Vi havde heldigvis at gøre med en trommeslager som var 100% koncentreret om at holde rytmen, og den gode Anders Trans lavede da heller ikke et beat for meget eller for lidt, i de nøje overvejede rytmer i løbet af koncert. 

Man skal lede længe for at høre en så tung og fyldig basklang som kontrabas, elbas og trommer kan præstere, og især i et af deres nye numre “Nothing”, sad rytmen så meget i kassen, at de fleste professionelle rockmusikere nok også ville måbe.

Backing-vokalen fra Christian Sindermann var fantastisk, og også når han en gang i mellem sang lead med sin mellemregister-growl, skar lyden effektivt gennem salen. Dertil fik han også de andre musikere til at spille op ad ham, som bevirkede at de spillede et endnu strammere akkompagnement. 

Performance…

…er en stor del af live musik, og det var i hvert fald ikke det der manglede hos Sebastian Wolff. Man kunne sagtens tænke at mikrofon og guitar kunne blive ødelagt efter Wolff’s dødsdans med ledningen viklet rundt om kroppen, og guitaren som han lod glide fra ryggen, ned på gulvet. Det er altid underholdende at se musikalsk laisses faire og uforudsigelig vanvid fra en frontfigur som er helt opslugt af sit eget univers.  

Kellermensch’ musik har en del Nick Cave og en snert Neil Young i sig, og de kunne da heller ikke holde sig til sidst, for vi skulle have et helt fyldestgørende Neil Young-udtryk  inden bandet gik ud fra scenen. Det gjorde de med Young-covernummeret “Don’t Let It Bring You Down”. Publikum trampede da Kellermensch gik ud, og vi fik dem da også ind igen til en afsluttende encore bestående af 3 numre, blandt andet det fede og sjove “Army Ants” som ruskede ganske gevaldigt i bygning.

Kort, men effektivt

Kellermensch havde to koncerter at afvikle i Store Vega denne lørdag, men det lød faktisk som om at de havde varmet op med en koncert inden 17:30. Trods den relativt korte koncert på 75 minutter, manglede man bestemt ikke noget i sit sind da man forlod Store Vega, tværtimod var tanken fyldt helt op med det bedste brændstof. Jeg havde i hvert fald ikke brug for at sætte musik på resten af aftenen.    

Det var ikke kun den gode sangskrivning og den høje standard af musikalitet. Det var også dén koncentration man kunne se der blev lagt på scenen, for live-musik handler jo også om at se musikernes kropsbevægelser frembringe lydene. Publikum hyldede bandet med råb og pift lige fra starten, og bandet hyldede publikum for at være dét som er drivkraften i Kellermensch, og det gav stor magi. 

Det VAR bare en fantastisk koncert, og det bliver da også 5 stjerner her fra RockZeit.