En brutal og OLM battlevest-klædt metal-tyr var løs i Midtjylland i weekenden og fræsede den jyske muld op med hurtige riffs og dybe brøl!
Viborg Metal Festival (VMF) løb for 8. gang af stablen henover weekenden d. 4. og 5. marts – og det gjorde den højt, brutalt og absolut fantastisk! Musikforeningen OLM, som er foreningen bag festivalen, har en vision om at fremme ikke-mainstream musik og har også dristet sig til, at sætte en ambition om at være Danmarks største indendørs metal festival. Og dét i et land hvor det bestem ikke skorter på indendørs metal festivaller, så naturligvis måler og vejer vi også VMF op imod denne ambition.
Så fredag morgen pakkede jeg battle-vesten, blokken og fyldepennen og drog mod Jylland, mod det mest ambitiøse line-up jeg længe har set.
Endarken – VMF blev ikke bandets akilleshæl!
Det københavnske death/thrash metal band får den tvivlsomme ære at åbne festivallen fredag eftermiddag kl 15:00 – et tidspunkt hvor mange almindeligt dødelige endnu er på arbejde…. men der befinder sig alligevel en rigtig god del af de 500-billetholdere i salen, da bandet brager ud over scenekanten med “The Struggle” fra deres første fuld-længde album “The Plague of Truth” som udkom i september 2021. Allerede fra starten demonstrerer bandet deres bredde i temposkift og vokal, når Tim Nederveen skiftevis vrænger sit hæse skrig og derefter komplementerer det nedsænkede langsomme stykke med en dyb brølen. Skiftet mellem de 2 vokaler bliver indimellem lidt kluntet, men jeg er sikker på det indhentes på rutinen.
Endarken kommer super varme og energiske fra start – og publikum har fuldstændig forstået opgaven og hopper rundt i både mosh- og circlepit til “Seraphim” og “Reign of Disgrace”. Bandet brillerer i at bryde den hurtige, monotone thrash med super fine melodiske passager.
Bandet fræser videre med flere numre fra “The Plague of Truth”. Man kan simpelthen ikke ønske sig en mere kompetent start på weekendens festival! Efter 2 års nedlukning og koncert-tørke har hverken band eller publikum glemt hvordan det skal gøres.
Det er dog lige før at “Dead Swan Ballet” bliver bandets svanesang, da frontmand Tim Nederveen brister sin akillessene midt i koncerten – men i ægte Rock n’ Roll stil fortsætter bandet ufortrødent med uændret energi, med frontmanden på en stol! 5 stjerner herfra.
Lifesick – Diskriminerer ikke…. de hader alle lige meget!
Dansk hardcore band fra Fredericia, skal holde gryden i kog efter Endarken. Bandet erstatter Master, som desværre måtte aflyse kort før festival start. Lifesick holder bestemt gryden i kog med deres bestialske, heftige blanding af thrash og hardcore. Der er fuld smadder på da bandet markerer deres ankomst med “Wolf Amongst Rats” fra deres seneste udgivelse (“Misanthropy” februar 2022) – det kan man da kalde frisk fra fad!
Når man har et album så frisk fra fad, så er det også helt på sin plads at set-listen domineres af numre herfra (“Idolising Crooks” “Good for Nothing”). Vi får også lidt godter fra bagkataloget, blandt andet “Suicide Spell”.
Det er gået de færrestes næse forbi, at Baest torsdag aften nappede GAFFA prisen for “Årets Danske Hardrock/Metal udgivelse”, og man skulle måske tro at bandet havde behov for at pleje tømmermænd sådan en fredag – men Rock n’ Roll ånden lever i bedste velgående, og Lifesick får således besøg af Baest’ front-brøler Simon Olsen på scenen på hele 2 numre.
Katla – nossetung doom direkte fra bunkeren….. som man siger i Jylland
Den Københavnske Trio åbner deres set med den Ukrainske national melodi …. på elegant vis og uden at drukne det i floskler – deres tunge dommedagsmetal taler for dem.
Selvom “Katla” har eksisteret siden 2017, har de endnu til gode at smide et fuld-længde album efter folket! Det er dog også en sandhed med modifikationer, da Katla har udgivet 2 EP’er “Warmongering Luciferians” Chapter 1 og 2, som findes på hver sin side på LP. Men umiddelbart vælger jeg kvalitet over kvantiet, for hvis man er til syret sludge/doom, så er Katla det helt rigtige at smide på playlisten.
3 mand høj fylder bandet 100% scenen ud som en alt andet end udslukt vulkan… Trommeslager/front-brøler Rasmus Bang mestrer fuldstændigt at smadre afsted på trommer, mens han buldrer sin vokal ned i den stakkels mikrofon – Rasmus Bang er voldsomt karismatisk på en scene og ærligt talt temmelig svær at tage øjnene fra. Det er faktisk en lille smule ærgerligt, at han skal sidde helt nede bagved; når bandet alligevel kun er 3 medlemmer kunne trommesættet måske godt have været trukket længere frem på scenen. Men det skyldes muligvis at der bliver hamret umanerligt hårdt på trommerne.
Katla er besnærende og hypnotiserende på en feee måde. Musikken er i den monotone ende, med tunge, dystre, mørke riffs, men monotonien slår aldrig over i kedsomhed.
“Skål for Jylland”
Udover en nossetung doom der bare plover igennem den jyske muld, så har Katla også en hjemlig hygge med på scenen. “Skåål for Jylland” bliver der råbt fra scenen, og bandet modtager et brølende “Skåååål” tilbage fra det tændte publikum, hvorefter det fra scenen lyder “Den virker knap så godt når vi bruger den i København…..”.
Med nummeret “Satan” fra bandets første EP, får Katla gryden til at koge helt over, der bliver både crowdsurfet (eller rettere: vandret person i jesus-på-kors positur bæres rundt af stærke mænd) og moshet rundt på jysk (…. i den jyske udgave gøres det med en lommelærke i hånden…).
Bandet runder deres set af med et party-nummer: “Man-Slayer”.
TÝR – Viborg tog tyren ved hornene
Ovenpå møgbeskidt, dyster doom kan man lige nå at få lidt frisk luft og en velskænket kold fadøl fra prædikestolen, inden tyren slippes løs i manegen. Og det er på sin vis godt lige at få nulstillet ørerne, for færøske Týr varsler et velkomment stilskifte på scenen. Når man skal igennem flere dage med 12-14 timers musik, så kan det hele ikke være død og ødelæggelse.
Týr åbner med meget fin flerstemmig vokalsang på “Ragnars Kvædi” som aldrig kammer over og bliver tåkrummende eller Eurovisionsk – der er fremmødt et stort publikum, som til en start forholder sig lidt mere i ro end tidligere på dagen, men allerede undervejs i andet nummer tager Viborg tyren ved hornene og overgiver sig til bandets blanding af vikinge/powermetal med progressivt islæt. Týr har en lidt anderledes tilgang til metal; lige som man tænker at noget er ude af takt, så falder den musikalske tiøre og man opdager at kompositionerne blot er sammensat på anderledes snedig vis – det er her det progressive islæt kommer ind.
Hele salen køber ind på konceptet – “By the Sword in My Hand” – stemningen er filmisk og eventyragtig, indimellem de fine melodier kommer der ud af det blå et dybt og møgfedt break – Týr er et helstøbt koncept, som de selv står 100% inde for, hvilket får mig til at tænke på store konceptbands som Powerwolf. Man skal sluge ideen for at fange musikken – og det gør Viborg, som Fenrisulven sluger solen og mørket sænker sig over Paletten.
Bandet kommer super godt ud over scenekanten og særligt bassisten Gunner Helmer Thomsen har en god publikumskontakt. Týr har et rigt bagkatalog at napse af og vi får titelnumrene fra både “Valkyjra” og “By the Light of the Northern Star”. Det hele leveres stramt og velspillet, fra et fuldstændig samspillet band, der virker som om de kunne gøre det hele med lukkede øjne og samtidig er de nærværende og inkluderende.
Týr lukker settet af med et af deres største hits og måske en opfordring til hedningene iblandt publikum “Hold the Heathen Hammer High” .
HateSphere – Olsen banden i Jylland
Dagens næste hæsblæsende indslag, er også er kommet med på et afbud.
Danske HateSphere er nærmest veteraner indenfor dansk thrash/dødsmetal, idet bandet har over 20 år på bagen! Og de ved om nogen hvordan man fyrer en koncert af – HateSphere leverer så stramt og velspillet et set, at man kun kan nikke anerkendende i beundring.
Bandet stiller i Viborg med ny forsanger. Esben “Esse” Hansen gik nye veje i 2020 og sidenhen har bandet haft en midlertidig vokal-brøler (Michael Olsson), men nu har HateSphere fundet sig en ny forsanger: Mathias fra Royal Deceit. Mathias har en super energi og er mærkbart ekstremt glad for at stå på scenen denne aften, der er julelys i øjnene og smilet er ikke til at tørre af, når han kigger ud over det begejstrede publikum.
Mathias udnytter hele scenen og hele hans måde at vrænge sin vokal ud på får mig til at tænke på Zack de la Rocha fra RATM – og det er der bestemt ikke noget i vejen med…. det skulle da lige være….. Mathias’ vokal er en del lysere end Esses og den leveres på en ret anderledes måde…. og for mig bliver det umiddelbart et meget stort skifte i bandets udtryk, som jeg ikke lige var klar til.
Der er ikke noget værre end en mopset skribent med armene over kors der surmuler over, at “alt var meget bedre i gamle dage”….. men Esse leverede en personlighed og hjemlig hygge til HateSphere, en vokal som var med til at skabe en bestemt lyd, som jeg savner lidt denne dag. MEN den mulede skribent må kigge udover de 500 super begejstrede, brølende, crowdsurfende publikummer, mens fadøl fyger igennem luften til “Can of Worms” og erkende at Viborg 100% har taget Mathias til sig – og HateSphere leverer et brag af en smadre-fest i højeste gear.
Slutter traditionen af med Olsen Banden intro som outro – modsætningerne er til at tage og føle på.
Bloodbath – Up side Down….
Trods en lang dag med 6 sceneskift er det lykkedes at holde tidsplanen… næsten…. Old Nick lunter ind på scenen 15 minutter senere end planlagt – fashionably late – som man siger… og bandet burde måske have taget sig 15 minutter mere, for noget af det første der falder i øjnene er, at Bloodbaths back-drop hænger på hovedet…. og så er der sikkert mange der vil påstå at deres band-logo alligevel er ulæseligt… men SÅ ulæseligt er det heller ikke.
Bloodbath lægger ud med “Fleischmann”, mens publikum lige forsigtigt vurderer om der er mere energi på kistebunden… og det finder de hurtigt ud af at der er. Et hidsigt og nådesløst intro-skrig sætter efterfølgende ‘Let the Stillborn Come to Me’ og publikum igang – mosh og circlepit lige til det sidste.
Bloodbath er det første band på scenen der sådan for alvor har problemer med lyden. Der er overstyring på bassen og knas på linjen, hvilket bare er møgærgerligt, men Old Nick og bandet er ikke sådan at slå af pinden – deres massive lyd marcherer videre med “March of the Crucifiers”, mens Nick Holmes (frontmand i Paradise Lost) viser sin hyggelige side frem og iført solbriller småjoker om hvor svært det er at se noget fra scenen….
Bandet blev dannet tilbage i 1998 som et hyggeprojekt af Dan Swanö og medlemmer fra Katatonia og Opeth. Bandmedlemmerne nærede en fælles forkærlighed for Entombed og ønskede at lege mere med en back-to-basics dødsmetal-lyd. Denne aften består bandet af Nick Holmes (Paradise Lost) på vokal, Jonas Renkse (Katatonia) på bas, Waltteri Väyrynen (Paradise Lost) på trommer og Anders Nyström (Katatonia) på guitar
Bloodbaths lyd er meget massiv og monoton, men “So you Die” byder på et kærkommens midterstykke, hvor hastigheden og registret sænkes.
En god time senere lukker ‘Eaten’ ned for Bloodbath. Både band og publikum holdt fanen og energien lige til sidste strofe!
VMF – Dag 1
Det er første år VMF afholdes på Paletten i Tinghallen, som er blevet totalt renoveret de seneste par år. Tinghallen med den store ankomsthal er den perfekte ramme til en sådan festival – der er opstillet hyggelige sofagrupper, indtil flere barer, stort merchandise-område og flere muligheder for at trække væk fra koncertsalen, hvis man trænger til at hvile ørerne eller det utænkelige skulle ske: at der er et band på scenen man ikke lige gider høre. Inde i salen er der både balkon, bar og ligeledes et par sofagrupper nede bagved, for dem der har behov for at lette vægten fra fødderne, men ikke vil misse så meget som et enkelt beat fra scenen.
Akustikken og lydanlægget er helt fantastisk – og begge dele bliver sat på prøve i løbet af weekenden.
VMF har slået sig sammen med det lokale bryghus Ølluminati og reklamerer op til festivalen med følgende 2 bryg på hanerne “Smoking Black Antichrist” og “Zero Gravity” … begge øl viser sig dog at være udsolgt allerede efter første band afslutter deres set fredag eftermiddag!!! Det er sgu ikke cool…. men Viborg Bryghus får hurtigt nyt mulje i hanerne og det serveres iskoldt fra fad direkte fra prædikestolen.
Line-uppet første dag har ramt fuldstændig plet, og variationen over genrer helt perfekt – og ikke kun i forhold til skribentens smag og behag, men også ud fra publikums modtagelse og deltagelse foran scenen hele aftenen igennem.
VMF har slået pjalterne sammen med Gadens Gourmet – som er leveringsdygtige i pølser fra en pølsevogn lige ude foran Paletten, samt en vegansk madbod indendøre, som byder på wraps og salater og så skulle man synes at der er lidt for alle. Men… en enkelt pølsevogn, betjent af en enkelt herre, som var lukket ned længe inden sidste band gik på, det synes jeg er lidt smalt når man gerne vil have 500 mennesker til at hænge ud på Paletten i 12 timer.
Denne lille irritation opvejes dog af at Gadens Gourmet serverede “VMF Dog” – den mest bestialske hot dog nogensinde set. En hot dog med frankfurter, chili con carne, hvidløgsdressing, flydende cheddar og nachos knas! Velbekomme! og ja…. så har man måske kun brug for et enkelt måltid på 12 timer…
Det er de små marginaler der gør at VMF ikke lige får den sidste halve stjerne med her på førstedagen – manglerne rangerer heldigvis blandt “nice to have”. F.eks. havde festivallen 3 barer fuldt udstyret med spiritus…. men der blev kun serveret drinks i baren i salen. Det giver ikke helt mening når man sidder ude i foyeren og kan se Gin flasken i baren, at man skal bevæge sig ind bagerst i salen og stå i lang kø for at få sin GT – men som sagt, det er de små irritationsmomenter.
Generelt har VMF på førstedagen bevist at de har noget at have deres ambition om at blive Danmarks største indendørs metalfestival i!