Sensommersolen varmer og RockZeit har i samarbejde med Mighty Music, den ære at byde på 3 videopremierer fra nogle særdeles potente og skarpe rockbands… såååå, klik på linkene, knap en kølig op, og skru helt op på 11 – så er der nedtælling til fyraften! \m/
St. Prostitutes
Vi starter med bundrutinerede danske St. Prostitutes som har premiere på deres spritny video “Farewell & Goodbye”. Nummeret er ét af retro-glamrockernes stærkeste på deres seneste album “Glorified”. Nummeret sparkede i dén grad æsel til dette års Nordic Noise (læs vores koncertanmeldelse) og det er da også derfra videoen er skudt, hvilket er et særdeles oplagt træk fra et band, der på en scene viser deres sande styrke. Se videoen her:
Website: https://www.facebook.com/wearestp
Aztek
Fra Aalborg er et nyt band på vej. Det er kvintetten Aztek, som har rødder i klassisk rock. Bandets sound er hentet fra blandt andet Opeth, Jeff Buckley og Led Zeppelin. Den ny single, med den anderledes titel ”Nick Cave”, er et helt-nede-på-jorden-nummer, og er første udspil fra bandets kommende debutalbum. Albummet udkommer den 14. oktober, og bærer titlen ”Dream Dealer”.
Indtil da kan man slappe helt af til lidt stoner-rock, med en teknisk nedtonet og uimponeret musikvideo. Bandet beskriver selv nummeret som en ”art murder ballad tilsat et skvæt mellemøstlig prog”. Bedøm selv her i ”Nick Cave”;
Tygers of Pan Tang
Sidst men ikke mindst byder NWOBHM-legenderne Tygers of Pan Tang på en smagsprøve på deres kommende album med nummeret “Only The Brave”. Tygers har haft mange udskiftninger siden starten for snart 40 år siden, men på trods af at Robb Weir er den eneste tilbageværende af de originale medlemmer, kan de stadig levere klassisk old-school heavy metal.
Det nye album forventes at ramme gaden den 21. oktober, og bærer ganske enkelt titlen “Tygers Of Pan Tang”…. gad vide om tigrene kan lokkes til at tage rejsen fra Pan Tang-øerne til Nordic Noise i 2017?