Lørdag aften kørte RockZeits udsendte afsted fra PH cafeen på halmtorvet, hvor vi i to dage havde været til Nordic Noise festival, for at nå at fange Violmace der denne aften skulle optræde på High Voltage i Boltens gård.
Samarbejde med Flemming Rasmussen
Violmace har i den senere tid arbejdet på deres debutalbum i samarbejde med Flemming Rasmussen (Tidligere producer for Metallica) og Jan Langhoff (Tidliger producer for Aqua), og nu er den omsider færdig og ligger altså klar til at blive skudt af på den fede måde.
Det har været en lang og grundig process. Under hele forløbet har Violmace skabt lidt buzz og delagtiggjort deres følgere i processen. Skiven er også blevet sendt en tur til Kina, i håb om at kunne bryde igennem muren der. Således er der blandt dem som kender lidt til Violmace og ikke mindst deres samarbejdspartnere, bygget en del forventninger op.
Vel ankommet på High Voltage stillede vi os forventningsfulde op foran scenen for at høre denne weekends sidste koncert. Det blev måske ikke helt den succes, vi havde håbet på, men lad os starte med det positive, for der er vitterligt mange positive ting at sige om Violmace.
God Skabelon
Violmace har en rigtig god skabelon og et godt udgangspunkt i en overordnet sound, en form for kølig, nordisk melankolsk tone, suppleret med velklingende guitarfigurer der ofte er bygget relativt simpelt op a la The Edge.
De benytter sig i formledene af klassiske poprundgange der gentages flittigt. I koret er en stemmeføring som er særdeles velkendt, bygget op omkring kvart og kvint harmonisering, som i høj grad minder om Green Day.
Trommeslagerne Peter Larsen spiller stramt og tight og kan lide at banke igennem, så på den måde er blødhed og hårdhed i lydbilledet repræsenteret på en effektiv måde, hvilket altid har haft en universel appel.
Skabelonen fungerer altså. Så vidt så godt
Hård konkurence blandt upcoming bands
Som sagt var der også et par skønhedspletter. Efter to dage til Nordic Noise, kan vi konstatere at de bands, som vi med rette bør sammenligne Violmace med, har et skyhøjt niveau, koncertrutine, showmanship og rigtig meget at byde på sangskrivningsmæssigt.
Violmace kan også skrive sange. Det hører man især på nummeret ”Can You Feel What I Feel” der efter vores mening også er den sang de skal bruge som blue print og bygge deres videre brand og stil på. Her har de ramt noget rigtigt, med en klar og simpel hookline og klassisk break før omkvædet føres igennem. Vokalens melodilinje stiger med en spørgende tekst, mens bandet bevæger sig nedad, hvilket skaber modbevægelse og spænding som forløses i instrumenternes efterfølgende energiudladning. Sådan skal man skrive et radio hit. Opbygning-spænding-forløsning, tjek.
Desværre sker der i mange af de andre numre for lidt i sangerens register og melodiske spring og farve. Ret ofte holder Mikkel sig op ad en enkelt oktav, og korstemmen er så den som tager de høje toner, hvilket kan føre til, at helhedsindtrykket bliver for monotont. Sigende er det måske, at de spillede ”Can You Feel…” to gange.
Man fornemmer at Violmace har brugt mange kræfter i øvelokalet, men mangler at komme ud og spille for et live publikum, få tomater i hovedet, og så tilbage og “kill your darlings” og finpudse i stedet for måske at få feedback fra dem som i forvejen er overbeviste; det tæller ikke, når numrene skal ud og baske med egne vinger.
Vi stod af og til og oplevede bandet, som et band der måske mener de er nået længere end de måske er. Konceptet er i skabet og finpudset i så lang tid, man kan mærke de kender hinanden og de spiller alle sammen godt på deres instrumenter, men de skal altså et par felter tilbage på brættet, hvad performance rutine angår og ikke mindst hvad angår en revidering af hvor holdbare deres numre er live. Vi ved, de tidligere spillede live oftere, hvorfor er det ikke omvendt?
De skal måske også tage ud og høre mange andre samtidige hårdtarbejdende upcoming bands og notere, hvordan publikum tager i mod temposkift, overraskende akkordskift, indøvet performance, samt sangenes melodilinjer og disses bevægelser.
Mange af samtidens unge bands sværger til en måske lidt enslydende, uopfindsom old school hard rock skabelon, og det er Violmace’s fordel. Deres åbning.
Alt i alt leverede Violmace dog en underholdende rockkoncert som satte en god feststemning på High Voltage, hvor publikum både kunne stå foran scenen og fyre den af, men også vælge at stå op ad baren og lytte afslappet med på deres melodiske rock.
Skriv et svar