Viril rock i Store Vega

Legendariske The Sandmen indtog  lørdag aften Store Vega med få ord til publikum, men med masser af gedigen sydende rock, som efter effektive 90 minuter efterlod publikum med sandblæste ører og store smil på læberne.

Gamle dage

Sidste gang jeg oplevede The Sandmen var i slutfirserne, som medarbejder i Toldkammeret i Helsingør, hvor jeg fik æren af at tage imod bandet. De var ganske nede på jorden og stille og rolige, undtagen  Sam Mitchell. Han var lidt mere oppe at køre og filmede det ventende publikum ude i koncertgården, fra 1. salen med sit minivideokamera. ”Here we see the crowd!” speakede han begejstret i sin egen lille koncertreportage. Det var fedt at møde legenden Sam Mitchell, inden han desværre forlod os i 2006 og ligger begravet på Assistens Kirkegård. Dengang var The Sandmen allerede synonym med rock, og de er stadig ét af de mest effektive rockbands på den danske live scene.

Det sker i alle bands at nogle forlader på én eller anden måde, men store bands fortsætter derudad trods alt, og lørdag aften i Store Vega kunne man fornemme at bandet også er stort i manges øjne og ører. De fleste mennesker i salen virkede som die hard Sandmen fans, og der var mange forventningsfulde blik i øjnene og friske fadøl i hænderne.

Long Leg Sally

Klokken 21:05 kom sandmændene roligt ind på scenen, og ordet ”godaften” var det eneste vi hørte før klassikeren ”Long Leg Sally” åbnede det længe ventede Vega-event. Hovedpersonen, den ellers normalt korthårede Allan Vegenfeldt var blevet langhåret, og han fik lidt mere fysik med i toppen af kroppen med sit nye rock n’ roll look, da han med det samme udfoldede sig på scenen til den gamle rock-slager. Stefan Moulvad havde Las Vegas outfit på med hvid hat og jakke, og han var i dén grad også klar til at levere rock og rul.

Der blev ikke gjort meget ud af at connecte til publikum via tale, men det var der heller ikke brug for. De korte pauser mellem numrene var alligevel fyldt ud med stor applaus, for det var true rock som kom fra den farverigt belyste scene.

Den uundgåelige

Klassikeren med den smukke titel ”5 minutes past loneliness” fik vi selvfølgelig også, for det er ét af de mest definerende numre for bandet. Den ensomme guitar startede stemningen godt med den simple akkordgang, før den karakteristiske sang kom på, og nummeret var formet til en liveversion, hvor der var ændringer både i beats og i lead-vokal. Vegenfeldt legede lidt med melodilinjerne, så de ikke lå højt hele tiden, dels for at variere, og dels for at skåne stemmen for at kunne give styrke på højdepunkterne. Lyden på vokalen var god, men den kunne godt have været skarpere her, for det virkede som om at Vegenfeldt skulle give for meget styrke for at trænge igennem, og der kom måske lidt for meget kras i stemmen på det relativt følsomme nummer.

Dansktekstet rock

På de to sidste to udgivelser er The Sandmen gået med på den dansktekstede bølge, så der var en masse engelske og danske ord i luften til koncerten, som faktisk skabte en god diversitet i udtrykkene. Samtidigt er der en del flere elektroniske lyde i de nyere numre, end hvad man kendte bandet for i gamle dage, og titelnummeret ”Den bedste dag”, flød langsomt ud i rummet med simple beat og dets rolige vokal.

90 minutes of loudness

The Sandmen er efterhånden et garvet band, både set i produktion og spilleerfaring. Man kunne tydeligt fornemme et stort overskud i samspillet, som både havde massiv intensitet og samtidigt transparens, hvor man kunne høre de enkelte instrumenters roller i lydbilledet. Stemningen på scenen var der bestemt også; de lignede et rockband og lød som et rockband, og det savner jeg til tider, og jeg kan ikke lade være med at tænke på U2-koncerten i Royal Arena for nyligt, hvor fire rockmusikere næsten forsvandt i en tåge af politisk bannerføring og højteknologisk visuelt budskabs-lir.

I ekstranummerafdelingen, var der lidt utightheder hist og her, hvis man lyttede med nørdede ører, men det var ikke noget som sænkede kvaliteten voldsomt meget. Publikum var i hvert fald glade for det hele, kunne man mærke, og de ville gerne have mere. Før nogen forlod salen, skulle alle liiige se om The Sandmen kom igen efter de var gået ud anden gang. Men det var dog slut for denne gang, men bandet havde da nok sikret sig at folk kommer igen næste gang de spiller i København.

The Sandmen havde kun én mission; bare at spille rock! Det lykkedes i høj grad, og det blev eksekveret uden ligegyldige taler og dikkedarer. Der var gode, og rigtig gode sange, udført med god lyd og god energi i alle 90 minutter og det udløser hele 4,5 stjerner fra RockZeit.