Virkelig god debut fra helt vågne The Sleeplings

Et band man ikke helt kender i forvejen er tit en spændende opgave. Af og til oplever jeg slet ikke, at bandet er klart endnu, og nogen gange er der slagside i bandet i form af et eller flere medlemmer der ikke har de andres niveau. Man skal have gjort sig nogle barske erkendelser og erfaringer i dag, for at være den kampberedte rockmaskine, vilkårene i dag dikterer. Alle kan udgive en plade, men kunsten er – kunsten. 

Definerende start

The Sleeplings har nogle år på bagen og har tidligere udgivet Ep’en “for dare and farewell”(2014). Nu er de aktuelle med deres fulde studiealbum debut “Elusive Light of the Long-forgotten”. Allerede ved det allerførste anslag fra bandet og strofer fra forsangeren på singlen og åbneren “Dead Horse” var jeg overbevist om, at dette blev fedt. Sejt drive, god puls, Steen Lauridsen på trommer, guitarist og sanger Jesper Kragh og Peter Just på tangenter og bas, svinger drevent og sikkert og der er gode vuggende guitarriffs. Nummeret bygges primært op ud fra sølle to  men ret iørefaldende gennemgående motiver der lige fra introen parafraseres over i tangenter, strenge og vokal. Det kan man nemlig godt, når enkeltelementerne i sig selv er i orden. Til sidst er vi godt oppe i dynamik. Der er en sælsom scarry tone et stykke under overfladen af den ret indie vibe, også i vokalen, der minder lidt om Kasper Eistrups (hvilket er en kompliment, hvis nogen skulle være i tvivl).  Jeg var varslet, for vi kender jo allerede det vellykkede “Faye Valley Skeleton “, som P4 har spillet.

Kantet og fjantet

Kvaliteten synes at hænge ved resten af albummet. De nemme hurtige navne som trænger sig på er for mit vedkommende Blur, Kashmir, Billy Corgan, Radiohead og hehe, et snert af danske Grenadines (dér hvor sangene er mest “muntre”). Men der er meget andet.

Selvom vi afgjort befinder os i et indie soundscape infiltreret af psykedelisk og goth pop, så mudrer det og skærer dejligt grumset og stemningen er alt andet end statisk, snarere urolig, ryggesløs. The Sleeplings er ekstremt europæiske i deres sarkastiske og britiske tusmørkesound, og benytter et både derangeret sofistikeret og til tider cabaretpjattet musiksprog og derfor er der ofte modstridende elementer i deres numre. Kantet og fjantet, så har de min opmærksomhed.

The Sleeplings lyder som…

Det næsten instrumentale “Mary The Quiet” ruller derudad med gazeragtig guitarer og bækkener og især en lidt skrabet, men eminent enerverende og insisterende rusty klaver klimteri tilpas fremme i lydbilledet. Der er noget gammelt sort vaudeville over deres ironiske og legesyge sangstrukturer med corny motiver og elementer, ikke mindst “Broken Light Spectre” med dets dragende dilletantteateragtige klaverakkordrækker. Jeg hører Muse og Rufus Wainright til fri jam scene på en berlinersalon i 20’erne. Deres mix af guitar og klaver er i det hele taget helstøbt og naturligt, som de gamle glamrock bands kunne det i 70’erne . De slutter af med “Long Forgotten” en titel der bestemt ikke behøver at være møntet på The Sleeplings, hvis de altså får gjort omverdenen opmærksom på dem selv. Jeg tænker at de især vil have gennemslagskraft på en intim scene, med røg, sjusser og en enkelt falmet fjerboa.

Vigtigt, vigtig; The Sleeplings har således antennerne helt ude, og fanger alt hvad de kan bruge i miles omkreds, men er samtidig opmærksomme på ikke at blive forført af egne helte. De balancerer fuldstændigt lækkerierne som om det var deres tredje plade; dér hvor man har overlevet den svære to’er og bare lyder som sig selv.

Jeg ved ikke om det er tiltænkt, men jeg bliver i godt humør af at lytte til det her album.