Vola viste tænder på Copenhell

Det danske progressive groove metal band Vola, var veloplagte på Pandæmonium-scenen, hvor de spillede kl. 16:45 på førstedagen af Copenhell. De var ikke kommet for at give os helvedes metal, men derimod intense intelligente rytme-riffs som blev udført med helt bizar slagkraftighed og præcision.

Stille før stormen

Bandet kom beskedne ind på scenen og hilste på de temmeligt mange fremmødte, som havde det store smil på og en fadøl i hænderne. En stille rytmisk melodi fra keyboardet tændte lunten nummeret  “24 Lightyears” som var opvarmning til et brag af et sæt, hvor rytmiske riffs var i hovedsædet, som med fantastisk lyd bragede ud af højtalerne mod vores hungrende festival-ører. Allerede fra start var Vola varme, hvilket de også bliver nødt til, for der skal meget til at få deres skæve rytmer til at svinge.

Massive grooves

Vola blev bedre og bedre som koncerten skred frem, for både sangene og den musikalske energi steg i kvalitet. Rytmer som  umiddelbart virkede straight, blev massakreret i den mest positive forstand med små mærkelige pauser og ekstra slag man ikke havde set komme. Alt dette blev udført så overbevisende, at man skulle tro at alle bandmedlemmerne er faldet ned i en groove-trylledrik-gryde som små, for det var helt vanvittigt godt udført og det lød ikke til at de lavede en eneste fejl eller utighthed gennem hele koncerten.

Clean, growl & rap

Forsanger og guitarist Asger Mygind var i et godt gear med sin gode stemme, der både kunne være pæn og ganske mørk når de skulle growles. Han blev supported godt af backing vokal fra keymanden Martin Werner og bassisten Nicolai Mogensen. Dertil kom der besøg fra rapperen UMT, som sprøjtede en masse god Volapyk ud af munden, der passede rigtigt godt til de insisterende rytmer der kørte under ham. Han viste bestemt også med kroppen at han var rapper, og den fik ikke for lidt med armbevægelser og håndtegn til den store guldmedalje.

Straight Lines

Der var også humor til stede synes jeg, da Vola præsenterede nummeret med den malplacerede titel “Straight Lines” som eksploderede i en den skæveste rytme, der krævede at man skulle overbevise sine balancenerver om at man faktisk stod stille og med begge ben på jorden. Det var også hér at bandet var varmet op til helvedes grader som bestemt var Copenhell værdigt, og trommeslager Adam Janzi, som næsten var hovedperson, spillede de mest kryptiske rytmer, som om det var det nemmeste i hele verden.

Musiker-band

Det er jo bare megafedt at groovet er i centrum på denne måde, for det er ikke dårligt at få nogle gode mavepustere relativt tidligt på dagen på Copenhell. Men de mange grooves overtog lidt for meget, og når der var brug for nogle gode hook lines, var de i min verden ikke så nærværende som de kunne have været.

Jeg synes at Vola lidt er et “musiker-band” som blæser een omkuld med deres trykluft-rytmer, men sangskrivningen synes jeg ikke er lige så imponerende som deres musikalske energi. Men jeg synes alligevel at de kommer op på 4 stjerner for deres fuldstændig hæsblæsende Pandæmonium-koncert.