Vulture Vibe

De århusianske gribbe i Vulture Vibe tager bluesrocken alvorligt på deres debut EP “Temptation” og sørger for, at der kan skrives endnu et par stemnings- og spændingsfulde sider i den store blues kanon. Det er en dogmatisk genre og på godt og ondt – mest godt – gør bandet ikke det store for at udfordre dette. 

Dannet i 2016 er Vulture Vibe en ambitiøs trio, fra hvem man i sagens natur ikke allerede kan forvente et moderne helstøbt genremesterværk. Man skal jo lige i gang. Men der er altså godt spark i deres udtryk på debuten, som har været på gaden i et godt stykke tid nu. Den er velproduceret af Nicklas Sonne, som sammen med bandet har ramt en fyldig blueslyd med pondus og råhed. Og man føler ikke på noget tidspunkt, at de mangler noget at sige; de har læst blues grundbogen og kan den på rygraden; de spiller numrene tungt, noisy og svedigt, når de vil det, og enkelt og melodisk, når det er det, de vil.

De fremhæver selv, at den “store drivkraft for Vulture Vibe er glæden ved at lave musikken, samt suset ved at stå på scenen og give publikum en oplevelse.”

Cojones fra Hovedlandet

Man kan sagtens ud fra EPen forestille sig, at deres fokus er på netop det reelle ukomplicerede udtryk i musikken og knap så meget, hvornår millionerne begynder at rulle ind på kontoen. Åbneren “Temptation” står ikke i skyggen for ret mange bluesrock numre, der er sgu cojones. Mads Bendixens vokal runger bredt og med en urkraft som kom han direkte fra juratiden. Guitarerne skriger og hyler, bækkenerne ringer og der er masser af tyngde og kraft i bas og gryder, og man har fornemmelsen af, at Vulture Vibe står i en eller anden snakepit i en Rodrigues film og trykker den tungt af, så publikums sprutfyldte sved driver ned af væggene. En anden perle, balladen “Used To Be”, bruger god tid på en elegant intro med gode motiver, før nummeret for alvor folder sig ud. Det er velafbalanceret og dynamikken er der helt styr på. Sunget med troværdig indføling.

Lidt malurt

En nødvendig indvending fra denne anmelder er, at de stilarten tro låser sig vel meget op af ganske få melodiske virkemidler. Det syder af simpel greasy blues med masser af soul; det er røvfedt – og nu er de så nået så langt. Men jeg ser måske vanskeligheder i at udfolde deres udtryk på senere albums, hvis guitarist Alex Durr Villadsen og sanger Mads Bendixen holder fast ved de samme slidte blues riffs og fraseringer om og om igen. Det er meget de samme ned- og opgange, vendinger og motiver, som de åbenlyst er gode til og trygge ved. Jeg savner bare lidt, at Bendixen i al hans ægthed og blues råhed søger at udfordre sit register og formåen. Det bliver meget det samme, og på et helt album, ville jeg nok savne lidt dristigere elementer.

Uld i mund

Endvidere kan jeg til dels tilslutte mig den florerende anmeldertilgang til Bendixens stemme; der er tale om aquired taste. Den er fyldig og kraftig, men fyldt med rockwool og majsgrød på samme tid, tror jeg, og mangler lidt noget spidshed i toppen. Udtalen er det meste af tiden 10% for utydelig, hvilket generer i længden. Man kan eventuelt mixe ham anderledes, eller han kan øve sig i at synge mere skarpt og mere fremme i munden i stedet for nede i cowboystøvlerne. Man kan også lade det være, som det er, og de vil sikkert også slippe nogenlunde fra det, for klangen er ret cool, speciel og hans egen.

Lysten driver værket

Jeg er dog overbevist om, at de få indvendinger, jeg har til studieversionerne til dels er irrelevante, når bandet står i deres rette element, nemlig på scenen i den nærmeste salon. Her vil de utvivlsomt kompensere i rigt mål med gal- og vildskab og et par spontane cowboytricks. Sangene er i sin grundform ret simple og kan derfor sagtens tåle mere støj og knas live og derved komme godt udover scenekanten.

Der er tale om et nyt band, der har fået gode skudsmål fra medierne og promoveres også via Royal Beers Tak Rock. Vulture Vibe har alle muligheder for at blive hængende i lang tid med eller uden andres hjælp, spørgsmålet er mere på hvilket niveau, for det har aldrig været nemt at lave store penge af at spille hård bluesrock i Danmark. Men mindre kan også gøre det, når lysten driver værket, og det gør den utvivlsomt for Vulture Vibe på deres EP.