I dag, den 19 maj, har det danske nu-metal band Walking Rumor premiere på deres nye single “Dedicate To This”, som vi her har fornøjelsen af at præsentere.
Bandet har lige nu travlt i øvelokalet da de i næste måned skal på Europa tour med amerikanske Ill Niño, men vi tillod os at forstyrre dem og fik en snak med de 5 medlemmer: Anders Mørch – vokal, Andreas Løvenhorst – guitar, Jacob Nielsen – bas, Kenio Gustavsson – guitar og vokal og sidst, men ikke mindst Anders Rasmussen – trommer og vokal.
Før du læser interviewet skal du dog gøre dig selv den tjeneste at lytte til verdenspremieren på den knivskarpe “Dedicate To This”
RockZeit:
Hvad er historien bag navnet Walking Rumor?
Anders (Mad)
”Kenio og Andreas har tidligere været i et andet band, som Kenio var en del af i over 10 år og de upcoming kredse genkendte dem for det. Da bandet gik fra hinanden og de så startede et nyt, spredte rygtet sig hurtigt i de upcoming kredse. Det inkluderede nye medlemmer og et helt nyt navn. Walking Rumor var slet ikke det navn vi havde i tankerne til at starte med overhovedet. Problemet og det svære ved at vælge et navn for et band er; Det skal ikke være taget af andre!
Vi nåede vist at skifte navn op til 4 gange, fordi samtlige navne var taget. Vi var besluttede på at navnet ikke måtte have nogen fast betydning, for ikke at definere musikken, men derimod lade musikken definere navnet. Vi endte med at have en lang liste over forskellige forslag til navne, hvor iblandt ’Walking Rumor’ stod.
Det endte med at være favoritten, takket være det gående rygte om bandets begyndelse.”
RockZeit:
I er beskrevet som en 2017 version af Limp Bizkit, og Linkin Park og der er mange upcoming retro hardrock bands, der er mere inspireret af ’70-’90’erne – hvorfor kigger i mod denne Numetal sound? Er det allerede tid til revival af genren?
Jacob (Jazz):
”Vi vil ikke mene genren nogensinde har været død. Der findes mange bands der stadig er aktive og stadig spiller nu- metal. Bands som Papa Roach, Thousand Foot Krutch og Ill Niño (som vi skal på Europa turné med nu her) spiller stadig hvad vi kalde en nymoderne version af nu- metal.
Nu- metal er en genre vi er vokset op med alle sammen og et band som f.eks. Linkin Park var den store idolisering i 2000. Det ville ikke føles naturligt for os at spille nogen anden genre.
På sigt vil vi nok udvikle os i andre retninger, men stadig beholde nu- metal som kernen i hvad vi laver.”
RockZeit:
I skal på Europatour med Ill Niño i juni. Hvordan er det kommet i stand, og hvad glæder I jer til på den tur?
Andreas (Blackie):
”Det er gået hånd i hånd med vores pladeselskab Mighty Music. De har fået en efterspørgsel på et eventuelt band der kunne være interesseret i at komme med på den her turné, hvor Mighty Music så har sendt nogle forslag som vi lå iblandt. Vi har så simpelthen været så heldige, at have imponeret dem nok til at være dem der fik tilbuddet.
Det er en meget lang liste af ting vi glæder os til i anledning med denne turné. Dette bliver vores første Europa turné og er jo af en helt anden kaliber end vi er vant til ellers. Men hvis vi skal sige en specifik ting; så er det erfaringen der kommer med sådan en oplevelse.”
RockZeit:
Både du på rap vocal og Anders på clean vocal rammer virkelig den amerikanske sound – hvor bevidste har I været om at træne dette? Gør I overhovedet det?
Kenio:
”Det er bestemt rart at få bekræftet!
Vi har siden bandets begyndelse været opsat på at nå det Amerikanske marked, da bandets store mål er at komme til Amerika på turné.
Det som lidt er idéen i hvorfor vi er 2 vokalister, er fordi Anders kan tage nogle ting som jeg ikke kan og omvendt. Vi afprøver bestemt mange ting og metoder, der undervejs giver os en klar idé om hvornår hvem skal gøre hvad.”
RockZeit:
Det er gået stærkt på de to år I har eksisteret, masser af anerkendelse, gode anmeldelser af jeres EP “The War Within”(2016) og priser i udland og Danmark? Hvad er jeres næste mål og hvad vil i gerne opnå på langt sigt?
Anders (Crash):
”Det har været en fantastisk oplevelse og vi sætter stor pris på alt den støtte vi har fået. Vi kan sige meget, men intet ville være muligt uden de folk der støtter os hver dag.
Vi har altid været gode til lige at slå koldt vand i blodet og lige tage det hele ét skridt ad gangen. Nu udkommer vores næste single ’Dedicate to this’ d. 19 Maj, som vi ser meget frem til. Der er flere singler undervejs, som vi garanterer udkommer senere i år.
Men hvad næste skridt bliver efter det, er svært at kommentere på lige nu og her. Vi håber på en plade i samarbejde med Mighty Music og vi har rigtig meget fedt materiale at komme videre med.”
Vi siger tak og held og lykke til Walking Rumor, som kan opleves allerede i morgen den 20.05.17, i Musikhuset Posten, Odense, kl. 19:30.