Walter Trout i Amager Bio

Ærlighed betaler sig bedst. Hvis der er noget “the blues” står for, så er det smerte, ærlighed og kærlighed. Ærlighed rimer på  kærlighed, og man må i sandhed konstatere at blues og rock guitaristen, Walter Trout, meget tydelig viser det i sin  performance.

Walter Trout har spillet med alle der er værd at nævne af blues artister, både sorte og hvide. De sorte kom først. John Lee  Hooker, Big Mamma Thornton, o.s.v. De hvide: John Mayal, med Mick Taylor (tidligere. Rolling Stones) o.s.v..

Så når sådan en kapacitet går på scenen, så skal vi også vide det. Og det viste Walter så med sin  hvide Stratocaster model, som for en gang skyld ikke er en Fender, men bygget til Walter af en  guitarbygger han kender. Med en mega byge af toner, kommende fra alle steder på den hvide guitar, åbnede Walter Trout sit sæt.

Uheldigvis så havde Walter lukket så meget op for rumklangen på sin egen Mesa Boogie 100 w forstærker, så alle de ekvilibristiske toner, der skulle have sat tingene på plads, og have været intro til første nummer, forsvandt ud i den blå luft. Det fandt Walter da også ud af ikke var så hensigtsmæssigt, efterhånden som den meget sympatiske koncert skred frem, og han lukkede  heldigvis lidt ned for den massive rumklang.

Normalt ville man beskylde front of house mixer manden for at sovse det hele til, men Phil som han hedder, ham ved mixeren, havde ingen muligheder for at redde det. Han lavede nemlig et godt PA mix, hvor det meste kunne høres som det skulle,  bortset fra keyboards som lå noget lavt i mixet. Til min store glæde, så var det muligt at høre, hvad  bassen spillede, og det hele druknede ikke i en massiv bass drum.

Tromme sound’en var god, og  tilpasset guitars og bas. Selv lyset var til at have med at gøre. Man kunne nemlig for en gang skyld se ansigterne. Men det siges at Walter heller ikke bryder sig om for meget lys flimmer og røg på  scenen. Det er ikke det det drejer sig om, men ærlig som han er, musikken…

Måske gjorde det ikke så meget med Walters kakofoni intro, fordi det publikum, primært bestående af middelaldrende til regulært gamle mænd kendte godt til Walter, og tog kærligt imod ham med  massiv applaus. Bare det at se ham live, tror jeg var stort for mange af publikummerne. 

Den 73 årige Trout har været igennem helbredsmæssige udfordringer i sit liv, men der mærkes ingen gigt eller andre bivirkninger i han musikalske udfoldelse. Og luft og stemme har han også. Walter synger ret godt, med en god tydelig klang i et mellem højt register, fede men ikke overdrevne fraseringer, og en dejlig medium slow stemme vibrato, og det går fint i hånd med hans guitar udtryk. Af og til går det dog lige hurtigt nok på guitaren. 

Men Walter ejer også den lyriske side. Han behøver ikke spille med en hastighed, som om hans sidste time var nær. Og det gør han heldigvis heller ikke hele tiden. Sjovt var det at se en mand der  har spillet på elektrisk guitar hele sit liv (næsten, fordi han har nemlig spillet jazz trompet i sine unge dage) pludselig opdage, at han kunne lave bare én tone, en overtone som han lod hænge i luften rigtig længe via feed back, fulgt af et grinende udtryk. “That was fun” fortalte han os. Ja, når man opdager noget nyt og overraskende efter at have haft en guitar i hånden så mange år er fandme altid sjovt. Jeg kender det fra mig selv. 

Vi fik selvfølgelig et bredt udvalg fra nogle af Walters mange indspilninger, og heldigvis også en god håndfuld fra hans nyeste plade “Broken”. Nummeret “Broken” er i sig selv et rørende fint nummer, og på pladen har han allieret sig med turbo sang dronningen Beth Heart. Den vokale del som hun har lagt på pladen, blev erstattet af bassisten John Avila’s vokal. Og fru Marie Trout har Gud hjælpe mig vundet en pris for sin tekst til nummeret “Follow You back Home” som er en ganske fin ballade, der fortæller om hvor dybt en kærlighed til sin ægtefælle kan stikke, og hvordan den kan holde. Faktisk vandt hun som den første kvindelige tekstforfatter i blues kategorien. 

Det fine ved Walters live koncerter er, at selve sættet er ret dynamisk. Det mangler der dog desværre lidt i Walters spil, for selvom han godt ved hvordan man skruer op og ned på sin guitar, og tonerne sidder hvor de skal, så har fingrene dog lidt for travlt hele tiden. Og han ved det egentlig godt, for med rysten på hovedet, et stort grin, tungen ud af munden og hænderne efterfølgende flagrende i luften, tager han luften ud af den selvhøjtidelighed man kunne frygte han var landet i, trods hans personlighed slet ikke ligger til det. 

Og han er desværre ikke alene om speed guitar. Hans gæst, den danske guitarist Martin Jepsen Andersen, som spillede rigtig fint, med en fin tone, havde også morderligt travlt. Trouts supporterende guitarist og sanger, den unge Britiske Brett Smith-Daniels, stod derimod roligt med sin pæne sorte jakke og sideskilning, og støttede bandet på alle måder. Og han fik også sit solo slot.

Endnu en guitarist, der med en pragtfuld distinkt, men også fræk tone lokkede os nærmere scenen.

Heller ikke Trouts søn Dylan havde travlt, da han kom op og overtog trommerne fra den ellers stabile trommeslager, Amerikaneren Michael Leasure, som virkelig var fuldstændig stålfast med et sygt svingende beat. Selvom de spillede en up-tempo shuffle, så lå Dylan fuldstændig stramt og steady på beatet. Der blev ikke smidt mange “bomber” (tromme fills), trods Dylan helt tydeligt havde teknikken til det.

Walter og Maries anden søn Bisket Braendengaard skulle heller ikke brillere, da han blev inviteret op for at spille og synge et af hans egne numre. Og det gjorde ikke noget, for han var charmerende i sin glimtende kjole og hvide imiterede pelsjakke. 

Walter behøver med andre ord ikke hele scenen selv. Omsorgsfuldt lod han endnu en gæst, den danske saxofonist, Ulrik Bust forandre hele sounden med sin lidt jazzede tilgang til the blues.

Walters Hollandske keyboard mand Roland Bakker, fik også mulighed for at strække ud med en gedigen power boogie på piano, som ellers havde tendens til, at drukne i house mix, i de andre numre. Desværre havde hans Lesley Speaker box til Hammondorgelet, knaldet et forstærker-rør til bund speakeren. (Det lykkedes dog heldigvis for RockZeits anmelder at skaffe et nyt rør til ham om mandagen.) Men god var han, og Lesley skade forstyrrede ikke helheds lyden. 

Gik man og troede, at der ikke fandtes bas soloer mere, ja så tog man altså fejl. Walter og resten af bandet, på nær trommeslageren, forlod scenen og overlod det hele til den fremragende bassist John Avila, som stort set også har spillet med nogle af de største, lige fra Bob Dylan hen over Neil Young, og Steve Vai. Muligvis er han ikke selv ret høj, men vi fik høj fed bas lyd der af og til mindede lidt om Cream bassisten Jack Bruces klare sound, og vi fik mere for pengene end det. “Lets show you what it takes to make a bass, not sounding like a bass”, grinede den Hollandske keyboard mand Roland Bakker ved en senere samtale.

Walter er ikke sparsom med historier fra sin karriere, eller fortællinger om hvad de forskellige numre handler om. Og i den forbindelse nævnte han Marie flere gange. Han elsker hende. Og tydeligt var det at se og høre, at publikum også elsker Walter. 

Det kan man virkelig godt forstå, for når han lige har set publikum an, og fundet ud af at “vi er med dig”, så ryger alle facaderne, og tilbage står en dygtig, ærlig og charmerende ældre herre, der godt ved hvordan en elektrisk guitar skal bearbejdes, fordi han har ladet sig inspirere, og fået mulighed for at spille med alle dem der opfandt den sound, der kommer ud af at vride guitarstrengende ind i den blå himmel så vi bliver rørt. Men det behøver altså ikke at gå så stærkt hele tiden. Ærligt, udtryksfuldt, sårbart og fortællende, det er godt nok til os nede på gulvet. Og vi kommer hurtigt til at holde endnu mere af ham og hans fede band.

Det hele sluttede med alle mand på dæk med “Going Down”. Men det kan man ikke sige at Walter Trout gør…Han holder sig stædigt oppe.  

Jeg ender på 4,5 stjerner til Walter Trout og Co.