Walter Trout med venner i Amager Bio

Lad os lige vente lidt med de dér gode venner. For det hele handler jo om blues guitaristen og sangeren Walter Trout der med sine 74 år magter, at sprede energi og glæde på en scene. Og det er upåagtet, at manden har været igennem det hele med druk, stoffer og en nyre transplantation, og faktisk så tæt på at forlade jordens overflade, som man nu kan komme. 

Og havde det ikke været for hans danske hustru Marie, og sønnen Jon Trout som gav “fatter” en guitar, da Walter efter en heftig operation, havde givet helt op, ja så  havde vi nok ikke set ham stående på scenen i Amager Bio. Den historie er Walter Trout  heldigvis ikke bange for at dele med os nede på gulvet i håb om, at vi lærer noget af det.  Walter er overordentlig god til at kommunikere med sit publikum på en troværdig og humoristisk facon.

Og ja tak, Walter kan virkelig godt finde ud af at flytte de nu lidt rynkede fingre. Walter kan alle de gamle blues licks, og så et par nye til. Men han havde ikke behøvet at vise fart og tempo på gribebrættet hele tiden. Til gengæld synger han intensivt og emotionelt med en god tremolo og kraftfuld stemme.

Hvad synger han så om? For man kunne faktisk godt høre teksterne. Hjerte smerte og kærlighed, især til hustruen Marie. Walter er en åben mand. Den moderne teknologi får også lige een over nakken i nummeret “Artificial”, der med et fedt heavy medium slow groove og riff, fik skovlet Walters budskab om, at vi stadig er mennesker, helt ind med den store skovl. Dét nummer, samt slutnummeret “Had Enough” var nok de to sange der for mig stod stærkest.  

Men kæreste rare Walter… Hvorfor skal din guitar sovses ind i udefinerlig reverb, som drukner 1/3 af de toner du gerne vil formidle ud til os publikummer. Det lyd primært som det kom fra hans egen forstærker, og ikke tilført fra PA mixet. Et PA mix som i store træk ellers var udmærket, men for en gang skyld manglede lidt fylde i bunden med bas og stortromme. Men balancen var okay bortset fra, at pianoet spillet af hollandske Roland Bakker, faktisk var helt væk.  

Til gengæld blendede hans Hammond orgel fint. Roland er ikke en teknisk ræser-keyboard-mand, men han lægger en god harmoniflade med en tyk Hammond sound.

Bassisten John Avila (Steve Vai, Joe Satriani o.m.a.) ved også godt hvor han skal befinde sig rent rytmisk. Men det virkede ikke som han vidste hvor han scene mæssigt skulle placere sig. Han sprang rundt som en lille gummi trold, men det var da ret underholdende. Desværre var hans bas solo mere underholdning end det var musik. Alle hans bas pedal board effekter kom i aktivitet, og noget af det var fedt, andet af det var regulær støj, hvor jeg måske hellere ville have hørt noget mere af det han jo også kan, nemlig toner og rytmik.  

Michael Leasure, havde heller ikke problemer med at finde tempo og drive. Især i “Artificial”, lagde han et tykt gulvtæppe af tilbagelænet heavy drive. Men hans spil er ikke vildt ophidsende. Det var til gengæld Walters anden søn Dyland Trouts trommespil i det ene nummer han var med på. Stramt, fast og sejt swingende. Ham gider jeg godt have med i mit band…

Han har lige bestået eksamen i musik fra Det Jyske Musikkonservatorium, Walters anden søn, Jon. Og mor Marie og fatter Walter havde i den anledning taget sønni med ud og spise. Så den unge Jon Trout var ladet fint op til at supporte sin far med noget  guitarings, hvilket tilsyneladende også var hans ønske efter afgangen fra Det Jyske Musikkonservatorium. Det fik han så lov til.  

Og æblet falder ikke langt fra… o.s.v. Det hørtes tydeligt. Men også Jon’s sound var sovset lige rigeligt ind i rumklang. Ja, han kan bevæge fingrende, men det endte desværre tit i tone kakafoni, hvor jeg havde ønsket mig at høre om Jon Trout også kunne lave et lyrisk forløb. Det tror jeg selvfølgelig han kan, men jeg fik ikke lov at høre det.

Og så kom Sahra. Jeg tænker at Walter er ret glad for at kende herboende Portugisiske Sahra daSilva, for hun kan fanme synge. Kraftfuld soul stemme, fed tremolo og fraseringer. Det vidste jeg godt, for jeg spiller sammen med en der spiller og har lavet duo plade med hende, og jeg har set hende live før. Men det her var på et noget mere voldsomt plan, og det klædte Sahra. Hun fik lov at arbejde for føden, fordi hun skulle matche en massiv lydmur, med en monster energi. Det så ud til at udfordre og animere Sahra i en sådan grad at vi virkelig fik lov at høre hende som en stærk, stærk soul og blues sanger.

Man skulle som band leader være et fjols hvis man ikke også hapsede den ligeledes herboende sydafrikanske sanger Miriam Mandipera. Sort sydafrikansk soul, som kan og skal nydes med stor opmærksomhed. Nyde, gjorde Walter i Mandipiras bidrag og version af blues balladen “Broken” hvert fald også. Det sås tydeligt. Hvorfor har vi ikke nogle dansk fødte kvinder der kan sådan noget som Sahra og Miriam kan?

Hvorfor den danske blues guitarist og sanger Thorbjørn Risager ikke havde guitaren  hængende over nakken og sat i en amp, ved jeg ikke. Og jeg er ikke sikker på, at han stod  helt trygt kun med en mikrofon i hånden, og ikke skulle andet end at synge. Men det kunne han, ganske som altid. Dog ikke helt så power fyldt som hverken Sarah eller Miriam. Men han kom fint igennem med Walters “Sign of the Times”, som er titelnummeret på Walters seneste album.

Ingen tvivl om, at det danske publikum godt vidste, hvem der stod på scenen og hvem der hermed er Walters venner. Heller ingen tvivl om, at det danske publikum elsker og holder meget af Walter Trout, og det sætter han tydeligt også pris på. Koncerten blev flot afsluttet med alle tre venner på scenen i nummeret “Had Enough”, som er en skarp kommentar til hele den nuværende verdenssituation. Lige så skarp kommentaren var, lige så flot blev der sunget med kraftfulde stemmer leveret af Walter, Sarah,  Miriam og Thorbjørn.

Det rykkede. Bemærkelsesværdigt var det, at iagttage det kvindelige publikum, der efter min opfattelse  normalt ikke gider høre alt for meget “tråd”. Men ved denne koncert lappede “pigerne” alt guitar lir´i sig, dansende og klappende. Ganske ligesom resten af det temmelig modne  publikum. Så trods alt hvad der blev spillet her i aften på Amager Bio´s scene er spillet og hørt før, så er der stadig håb for livet med guitar og en hårdt arbejdende forstærker. Trods Walters meget stærke og musikalske venner, kunne jeg alligevel godt have tænkt mig en lidt mere nuanceret koncert. Det ville have været klædeligt.