Walter Trout: We’re All In this Together

Legendariske Walter Trout er tilbage med album nr. to, siden hans levertransplantation. Han har inviteret  en god håndfuld, lige så legendariske kolleger, til at deltage på denne helstøbte bluesrock skæring, med den passende titel “We’re All In This Together”. 

“We’re All In This Together” afrunder med en atmosfære af livsklog taknemmelighed og gavmildhed, den statusopgørelse, som han i skyggen af den svære periode igangsatte på den langt mere smertefulde “Battle Scars”(2015). Her var de fysiske sår knap helet og de psykiske sår stod pivåbne. Nu har han gjort kassen op, og den lyder til at stemme meget bedre, end man kunne forvente.

Long Distance Blues

Trout har simpelthen skrevet numrene specifikt for udvalgte stjerner, der til gengæld har dykket dybt i deres kreative rodekasser og hevet nogle særdeles inspirerede soli, riff og melodilinjer op. I disse tider indspiller man så med et fast husorkester, i Trouts tilfælde bestående af Sammy Avila på tangenter, trommeslageren  Mike Leasure og bassist Johnny Griparic. Herefter sendes tracks online fra et studie fra den ene side af USA, til et studie på den anden side, hvor de respektive guitarkoryfæer indspiller deres bidder. Sådan er det, og det høres ikke som en ulempe, tværtimod har det jo holdt projektet i live.

Og albummet kommer godt fra start med det veloplagte og humoristiske oldschool 12 takters shuffleblues nummer”Gonna Hurt Like Hell”, hvor Trout  ødsler af sin lommefilosofiske visdom og bedyrer, at mange af livets lokkende tilbud “might feel good in just one minute, then it’s gonna hurt like hell”. Louisiana guitaristen, Kenny Wayne Shepherd, bidrager med sin selvlærte guitarstil og holder buggi-vuggi letheden kørende med side 1-2 & 3 riffs fra bluesgrønspættebogen. Det bliver en god dag på kontoret.

Åbneren er gedigent, catchy og velspillet, men måske ikke så mere end det; godt begyndt er imidlertid halvt fuldendt, og herfra stiger kvaliteten stille og roligt på klassiske blues numre, fulde af vellydende og velkendte motiver og cowboy tricks.

Humørfyldt hverdagssoundtrack

Jeg synes, at humoren både i lyrik og musik driver værket, og man føler sig i godt selskab på numre som “Ain’t Goin’ Back” med Sonny Landreth, og “The Other Side of The Pillow” med Charlie Musselwhites mundharpe, og på mange måder føles det som at sludre med en ven, man kender ud og ind og godt ved hvad mener om de samme gode gamle emner, som er dramatiske, men på en ganske udramatisk måde. Sangene pirrer, men de skaber ikke den store omvæltning, og det skal de heller ikke. Det er et glimrende hverdagssoundtrack for Joy the Plummer.

Der skal selvfølgelig være instrumentale numre, og “Mr. Davis” er indeed et klassisk et af slagsen, hvor instrumenterne  fortæller røverhistorier til den store guldmedalje. Det starter sådan set lidt ordinært, hvor Trout og selveste Robben Ford lige skal se hinanden an; der kommer et par krøller og skvulp her og der, og det hele gynger ok. Hen ad vejen får de dog varmet hinanden godt op, så det helt banale og urtidsagtige bluesfundament løftes til noget intenst og spændende, så de faktisk får skabt noget nyt – i det gamle.

Mere rocket blues end bluesrock

Når man tituleres som “the beating heart of the modern blues rock scene”, vil jeg mene, at der skal bygges bro mellem netop blues og rock i numrene, og det tænker jeg måske sker lidt for sjældent. Nålen svinger klart mest over til blues polen og fred være med det, for det er tydeligvis et godt sted for Trout og venner at være. Jeg savner en tydeligere genre hybrid, men det skal ikke tage noget fra de sange, der er endt på albummet. Der hvor bluesrock betegnelsen giver mest mening er et nummer som”She Listens To The Blackbird Sing”. Trout synger noget af det bedste og mest levende og sikre, jeg har hørt på denne plade og sammenspillet med husbandet og Mike Zito er ekstremt velsvingende. Der sker rigtigt meget på nummeret, og der er flere breakdowns, som giver bandet plads til at tanke ny energi op, hvorved nummeret hele tiden er en livlig og glad krabat. Forrygende dialoger mellem instrumenterne, ikke mindst de to guitarer, og med en flot næsten bizart Brian May agtig harmonikbaseret solo til at toppe den til sidst. Et letlevende rullende nummer, med et afslappet drive og ubesværet, så man automatisk læner sig tilbage med en Millers i hånden og lader benene hænge ud af hængekøjen på verandaen.

Det kan godt være at Trout ikke har det samme register som mange af de afroamerikanske bluessangere – og han har jo også guitartjansen at se til – men jeg synes virkelig, at han formår at levere nogle bevægende tekster og numre, hvor hans klang connecter med lytteren, og det er jo det vigtigste – at han kan fortælle en historie. Endnu et af de mere straight rockede numre, er det sjælfulde “She Steals My Heart Away”, som Chicago og Sanatana i rytmisk groove soul softness kunne have disket op med.

Soloens særlige fortællerkunst – og Joe Bonamassa

Det gode ved blues soloen er, at vi alle godt ved, hvor vi skal hen; det tonale grundstof er fastlagt, man kender udviklingen, inden næste led. Man har destinationen, så kunsten er, at finde en hidtil uset genvej/stikvej/omvej, ved brug af rytmiske overraskelser og tonalt anarki, som ofte på en ny og original måde finder tilbage til den grundlæggende harmonik. Det handler om at fortæller den samme røverhistorie på en forskellig måde hver gang, og det kan de største bluesguitarister, og dem vrimler det med på dette album. Jeg kan ikke komme hele vejen rundt, men skal dog nævne det sidste nummer, titelnummeret “We’re All In This Together”, hvor Joe Bonamassa medvirker. Han har tidligere skrevet et nummer, “Long Distance Blues”, der i forhold til indspilningsteknik passer ret godt til denne plade, imidlertid er han paradoksalt nok den eneste af de udvalgte guitar heroes som insisterede på at møde i studiet og rive i strengene in person. Jeg vil ikke påstå at der er mere live feeling af den grund, men det er dog et af de bedste numre på et album, som jeg hører igen og igen. Et tungt slæbende stykke liret blues, med gurglende orgel, masser af luft og rutinerede fraser og lir, der syder og koger; der er flere peaks i dette nummer end godt er – og det er jo bluesnummerets logik, hver gang en rundgang afsluttes, kan man lige få det sidste ord i den sag – og på den måde sluttes albummet af på værdig vis. Et album der måske ikke er helt så helstøbt som jeg havde håbet, da skellet mellem rock og blues numrene er lidt for iørefaldende efter min smag, det er snarere blues og rockperler på en klar blues snor, men det er dog stadig absolutte perler – glade perler. Go Buy!