Watain imponerede ikke på Primavera

Man kan diskutere timingen men når et erklæret satanistisk døsmetal-band står i et katolsk land med scenekulisser holdt i mørkerøde toner, som hentet ud af den Guddommelige Komedie, samt to omvendte kors, så får de altså en stjerne for at insistere på at performe deres musik og show uden at gå på kompromis.

På en overvejende Hipster festival hvor dress kode er afslappet, kærlig, urban og til tider hippieagtig, så var de så malplacerede, at halvdelen af tilskuerne ikke vidste om det var en joke eller the real deal. Jeg tror at de fleste tilskuere valgte at tage de diabolske metalorker fra Uppsala med er gran salt, og, med et smil – efter tre hårde dage – brugte bandets musik til at holde festen varm og kroppen i bevægelse. Jeg tror at alle skal være glade for at Watain denne gang IKKE hældte dyreblod udover publikum, det havde givetvis været en showstopper.

Brutalt, men svingende kvalitet

Uden tvivl, det VAR hårdtslående og ondt og brutalt men også af ret svingende kvalitet. Trommeslageren Emil Svensson har siden 2015 fungeret som livemusikere i stedet for Håkan Jonsson, der fortsat er medlem men ikke længere turnerer, og Svensson var slet, slet ikke klar(hvis det altså VAR ham!); med ekstremt upræcise lilletrommeslag og rulninger på tammerne fra første side i Ringo Stars store trommebog, kunne han slet ikke magte at lægge den nutidige og solide bund, som skulle bære dette musikmonster. Muligvis derfor var bassen for lav, ellers ville det HELT have udstillet den… minimalistiske janitsar.

Bedst til sidst

Symptomatisk nok fungerede lydbilledet bedst i de periode og på de numre, hvor Svensson enten slet ikke spillede eller hvor tempoet var lavt og kompleksiteten overkommelig. Guitarrollerne var svært hørbare, men man fornemmede alligevel ondskabens barretgreb om tingene. Der var stereotyp men velfungerende growl fra den gode (læs:onde) Erik Danielsson og i de sidste numre lød det hele godt og sammenspillet.

Watain havde ikke mange catchy riffs i deres grind black metal, men man må jo godt låne, og de morbide svenskere tjekkede ud med den dramatiske slutning på Metallicas “Call of Ctulu”. Det passede ganske glimrende ind i Watains musikkulisse, meeen, når du den rigtig hårde musik er så marginal på Primavera, kan det ærgre at genren i Watains sataniske skikkelse var så tvivlsomt repræsenteret. Når man får et Wildcard til Wimbledon så møder man da også op veltrænet og topklar.