We be Orange fucking Goblin, baby!

De mest brugte ord på Pandæmoneum lørdag eftermiddag mellem 17:15 og 18:05 var “Let’s go!”. Og det siger en hel del om, hvad Orange Goblin leverede i de 50 minutter, de bestemte over dén scene – og over et beredvilligt publikum. En Orange Goblin-koncert er nemlig en fælles indsats.

Entréen blev gjort til tonerne af “It’s A Long Way To The Top (If You Wanna Rock’n’Roll)”. Hvis der var publikummer, der ikke kendte London-bandet i forvejen, så fik de i hvert fald iscenesat sig selv korrekt som nogle rødder og laaaangt fra toppen af rock’n’roll. Den kommercielle, altså, for i  underholdningsafdelingen er ikke mange over dem. Forsanger Ben Ward, det store brød, greb da også omgående mikrofonen og brølede “Let’s have a fucking heavy metal riot!”, og så gik vi igang.

Orange Goblin spiller en slags stonerudgave af Clutch men kommer kun i dele af repertoiret helt ned i stonerrockens langsomme tempo. Og på Copenhell var det kun de hurtigere numre, som var trukket af stalden – altså masser af anledning til Ward igen og igen at opfordre “Let’s Go!”.

Der blev lagt hårdt ud med ‘Scorpionica’ og ‘Turbo Effalunt’ fra The Big Black fra 2000, efterfulgte af det ekstremt stærke ‘Sons Of Salem’ fra sidste års The Wolf Bites Back. Herfra blev også trukket ‘Renegade’, hvor Orange Goblin bekender sig 100% til også at stå på skuldrene af gode, gamle Motorhead. Wards rustne vokal ligner da også Lemmys meget, så det kom ikke som nogen overraskelse, at der lidt senere også blev kastet et Motorhead-cover, ‘No Class’, indover.

Den anseelige mosh/circlepit, der efterhånden havde dannet sig – pisket op af Wards konstante “Let’s Go!”, “Are you ready to fucking jump?” osv. – gik nu bersærk. Støv og mennesker væltede rundt, mens bandet pløjede sig igennem riffsene. Bassist Martyn Millard var allerede på det tidspunkt postkasserød i krydderen og lignede i sin maniske raven rundt mere en, der forsøgte løfte noget alt for tungt, end en mand med en bass. Ward selv kastede vand på pitten, tog sig en bajer og supplerede med alle stonerforsangeres yndlingsgestus: Knytnæverne op over hovedet og så ryste dem, mens man nikker anerkendende til sit publikum.

Efter et pusterum gennem zombienummeret ‘They Come Back’ blev tempoet sat op til max i ‘The Devils Whip’ og i et mellemspil kommanderedes der wall of death fra scenen. Som en skummel Moses delte Ward mængden foran Pandæmoneum næsten helt ned til ølboden, hvorefter bandet skruede ‘The Devils Whip’ helt op og to begejstede menneskemængder kastede sig i hinandens arme. Det var et smukt syn, og det var da også et tydeligt tilfreds band, der to numre senere og efter en kun 50 minutter lang koncert hjerteligt takkede et begejstret publikum med den sædvanlige salut:

“We be Orange fucking Goblin, baby!”