Wendy McNeill: Hunger Made You Brave

Canadiske Wendy McNeills filmiske Ambient folk-Noir album “Hunger Made You Brave” svæver rundt over den nordlige halvkugle og minder os om, at naturen og menneskets kultur er bundet sammen via bidsk og hudløs folklore og mytologi på en helt anden måde end Disney’s fortællinger.  Det er skrabet, introvert og samtidig storladent, ubehageligt, ildevarslende, goldt, men også rislende frydefuldt.

Når søvnløshed er en frelse

Jeg sidder under gennemlytningerne og får lyst til at gense “Ensomnia” (Al Pacino, Hillary Swank, Robin Willliams, m.fl.)Den der underlige stemning, når man næsten ikke kan holde sig i gang, misser med øjnene konstant, mister følelsen med hvornår er jeg vågen, og hov, var det noget jeg drømte? Man kører på pumperne og burde sove et år, men gør det ikke. Det hele bliver slow motion og lydene er trængt i baggrund og træder kun sporadisk frem… en gang imellem giver det et sæt i én. Man er til stede og alligevel ikke, hvilket kan være befriende en gang imellem. Hvis I har set den fim, så behøver jeg næsten ikke sige mere. Men det gør jeg.

Ildevarslende mystik

For eksempelvis første nummer “World Tonight”, har masser af den søvnige skrøbelige tilstand. Der er virkelig skruet ned for kompleksiteten og lydbilledet. Det er meget intimt og sparsomt, da Wendy McNeills vokal kun får akkompagnement af en clean guitar der spiller en-tonal melodik i det første vers, således at vi kun med nød og næppe fornemmer harmonik nok til at give farve og retning. Herefter kommer der studse akkord anslag og en atmosfærisk andenstemme med masser af rumklang. Det er et lidt ildevarslende nummer, der inviterer til et musiksprog fyldt med mystik og tusmørkefortællinger rundt om bålet. På andet nummer ” Red, Red, Red” er vi slet ikke i tvivl; der sker snart noget slemt. Igen sparsomt materiale her; helt bar guitar melodi med rumklang giver associationer til hengemte hændelser i bjergområder. McNeill messer sagte, mens et kor i baggrunden lyder som ånder. Liv er ikke andet end energi, siger hun. Der synges om blod og sort magi. En sjæl er befriet fra kongens fængsel i havet. Nummeret får lidt rockrytme, indtil det hele stopper brat. Dragende og hammersært. Et andet søvnigt nummer er den ultrakorte “Odd times”; der er masser af plads til luft mellem tonerne, der bare hænger i tusmørket. McNeill forstår at skabe en både afslappende og creepy stemning på samme tid. Man døser hen, mens fantasien pirres.

Det spirituelle og kødlige koncept

Hvor Wendy McNeills seneste konceptalbum ‘For the Wolf, a Good Meal’ (2011) var en primært maritim fortælling, er vi nu nået til himlen på “Hunger Made You Brave”.  Ifølge pressematerialet udforskes gennem “forskellige historier og myter (…) ondskabens natur, og hvordan visse sandheder giver ekko gennem tiden. Vi oplever desuden, hvordan en sjæls historie kan fortælles gennem mange ansigter og at frelsen kan komme fra de mærkeligste steder.

Jo tak. Vi kender historien om Fenrisulven og i “Binding of Fenrir” sætter McNeill ord og lyd på, hvordan guderne flokkes om jætteskabningen, der med tiden vokser sig så stor, at aserne ikke tør lade den gå rundt. De får dværgene til at smede et ubrydeligt reb Gleipner, lavet af blandt andet fuglespyt, fisks ånde og lyden af kattepoter. Fenris kan dog mærke, at der er lusk i foretagendet og går kun med på at lade sig binde, hvis Tyr lægger sin hånd i dens mund… Av! McNeill får med enkle virkemidler skabt en fortælling om, at man naturligvis ikke kan stole på nogen, når der ikke spilles ærligt spil. Hendes hovedinstrument, harmonikaen, understøtter godt folklore atmosfæren. 

Den canadiske ånd

At Wendy McNeill kommer fra Canada er bestemt ikke noget hun går og skammer sig over. Det gennemsyder hendes musikalske stil, at de store vidder og aftryk af det kulturelt sammensatte land farver lydbilledet. “Horizonless” er en bizar ambient/folk lydcollage der lyder som om man svæver i luften over Rocky Mountains, måske i en nærdødsoplevelse. Med “Hotel California” akkordgrundstrukturen som fundament, sniger den lille og spage “The Robin’s Request” sig rundt om sig selv i en sørgmodig sindstilstand. Brugen af meget rumklang og harmonika giver igen et drømmebillede, men vel at mærke en psykotisk drøm. Vi er, igen, tæt på et eller andet ubehageligt, her, det man man mærke med det samme. Med lyse tranceagtige toner af glas svævende rundt, og mørk skærende cello (?) forneden, er det sådan en mystisk komposition, der lyder som om den holder kortene tæt inde til kroppen, men reelt har sandheden om… alt.

Den enerverende og insisterende åndelighed

Der er en overnaturlig visdom indlejret i Wendy McNeills lyd; man fornemmer at den canadiske ånd strømmer igennem hende som medie, og det er bestemt en helt anden oplevelse man får, end 99% af de bilradiohits der i kilometermål strøs ud på populærmusikkens digitale motorvej. Til gengæld, skal man VIRKELIG være i dette troldkvinde-folklore humør til at kunne fordøje hele molevitten. For der er ikke det store schwung i form af tempo og orkestrering og McNeill går  sjældent all inn på vokalen, men holder sig i et lavt luftigt leje. De store armbevægelser ligger maskeret i hver en lille tone, og her kan man altså godt løbe ind i udfordringer; man skal lige skrue ned for sin dagsrytme, sætte tankerne på pause, når man går i krig med dette album, for det er så insisterende i dets sjælelige og nærværende tone, at det er til at få stress af, hvis man ikke er nede i gear. Med tolvte og sidste nummer “How Fortunate We Are” slutter det som det startede, som en blid iskold brise, der aer én i søvn ude i ødemarken. Jeg kan personligt godt få lyst til at rense luften efter sidste nummer med “Ace Of Spades” eller “St. Anger”, men hvis man lader stemningen hænge, så kan man gå gennem resten af dagen som en træt, træt Al Pacino, på jagt efter en morder i sneen. Det har vi sjældent tid til, men jeg kan kun anbefale, at man tager sig tid til 45 minutter med Wendy McNeill, en gang imellem.