Voivod spillede i går på Beta, Amager. Vi var der, men er lidt i tvivl om, hvor det så reelt var. For intet ved Voivods facon og lyd indikerer, at vi befinder os på Amager, eller jorden for den sags skyld. Måske snarere planeten Mars’ ene måne, Phobos?
Det canadiske voivodskab
Ordet “voivod” svarer til hertug eller hærfører og er afledt af wojewoda. Et voivodskab tilsvarer et hertugdømme i Vesteuropa, og har sin oprindelse i den østeuropæiske region omkring Polen, Rumænien, Ungarn, Litauen, Letland og Serbien. Og bandet er selvfølgelig… fra Canada.
Op gennem fire årtier har de canadiske normafvigende punkmetalgøglere trods svingende succes, dødsfald, udskiftning af bandmedlemmer med videre, bevaret deres voivodskab og fastholdt deres utæmmelighed, deres søgen efter genremutationer, deres fascination af det dystopiske postsamfund, maskinisering af mennesket og menneskers destruktive adfærd, and what have you. Som en sten i havet har Voivod bevaret deres knastørre bizart sammensatte kerne. Ingen er som dem.
Voivods punkede vanvidsbudskab
Efter en brutal jysk opvisning fra Illdisposed havde man mest af alt brug for at rense ørerne. Ikke at jyderne skuffede, tværtimod, de havde blot opbrugt alt musikalsk såvel som fysisk atmosfære, hvorfor man havde stor glæde af at få tyndet lokalet ud, samt nyde anlæggets pausemusik, leveret af selveste Black Sabbath.
Man ved godt, at man med et band som Voivod ikke kan forvente en traditionel standardvare, men at de kom ud af starthullerne på en så energisk og fanden-i-voldsk måde, var umuligt at regne ud. De leverede under alle numre en musikalsk stram, højeksplosiv og top tunet performance, så man skulle tro, de var i midten af tyverne. Det der slog mig var, blandt andet, at de i Beta’s skotøjsæske befandt sig som en fisk i vandet. De bad ikke om mere end en kasse at stå på og et veloplagt publikum, og Snake blev inden koncerten set hente øl i baren og møve sig videre gennem menneskemængden. Less is more og Voivods punkede vanvidsbudskab kom i den grad ud over scenekanten. På scenen var Snake præcis det karismatiske, men lettere derrangerede lokomotiv, man håbede på. Med en galnings utidige glimt i øjet og bizarre kropslige gengivelser af bandets forskruede rytmeskift og dynamisk højdepunkter, formåede han under hele koncerten at nedtone det faktum, at han døjede med jetlag (det sagde han i hvert fald).
Ikke at nogen af de andre i bandet stod eller sad stille, ofte hoppede de rundt på scenen og Rocky og Chewie byttede plads af og til og gav næver til de forreste rækker. Et helt igennem sympatisk band, der elskede at spille for sig selv og os. Højt, hurtigt og ekstremt punket.
Frontmand Denis Bélanger (Snake) og trommeslager Michel “Away” Langevin er de to eneste som var med fra start, Snake havde dog en pause i halvfemserne. Daniel Mongrain (Chewie) som med overbevisning har løftet den urimeligt tunge arv fra afdøde Piggy har allerede været med i 8 år og var før da kæmpe fan. Dominique Laroche (Rocky) kom med i 2014, og bassen er da også den plads som har været udsat for størst udskiftninger. Rocky var helt i sit es og gravede dybe grøfter med sine buldrelyde.
Vi var alle forbundet
Voivod er blevet markant bedre musikere siden deres debut “War And Pain” fra 1984, hvor de spillede alt det de ville, uden helt at kunne. Det var the DIY highway. I dag kan de reelt spille de ideer de kommer på, men det lyder på en måde stadig vildt upoleret, hvilket især trænger igennem live. Det er lige på og hårdt. Både nye numre som “Post Society” og ” We Are Connected” (som de logisk nok dedikerede til publikum og dem selv) og det helt gamle “Voivod” stod helt friske og fik publikum til at lade sig rive med. Publikum skulle dog i starten indstille sig på, at det her ikke blev en almindelig onsdagskoncert. Men Voivod fik smurt os godt og grundigt og numre som “Killing Technology” og “Inner Combustion” var som elektrochok for den danske hverdags-Johnny, og til sidst var hverken Voivod eller os til at styre. Nummeret “Voivod” og det sidste nummer “Astronomy Domine” – som de dedikerede til afdøde Piggy ved blandt andet at forkynde “We will never forget Piggy” – var en fed streg under deres magtdemonstration, på en aften hvor alle gik løftede og glade hjem.
Easy Going Punkmetallere
Med deres sære canadiske afslappethed, formåede de at blande deres dystopiske komplekse numre med en selvironisk stemning, som vi danskere jo godt kan lide. Der blev spillet Rocky temaet til præsentationen af Dominique Laroche (Rocky), og noget mellemøstligt slangemusik til Snake’s præsentation. Undervejs blev der også plads til en lille bid af Slash’ signatur solo fra “Sweet Child O’ Mine”, og i det hele taget fik vi underholdning og fantastisk musik. De gamle drenge var i særklasse, og man kan kun stå og måbe over de formled, som Langevin skulle diske op med som perler på en snor, uden at miste sit evige smil. Fantastisk. Kæmpe koncert på et lille sted. Viovod har stadig punk DNA’et intakt. Voivod spillede i Danmark sidste år, og spiller to gange i år, og hvis de kan lide Danmark, så må det i hvert fald være gensidigt. Så… ses vi på en danske festival til næste år?
Resume
Denis Bélanger (Snake): Sang
Michel “Away” Langevin: Trommer
Daniel Mongrain (Chewie): Guitar
Dominique Laroche (Rocky): Bas
1. Ripping Headaches
2. Tribal Connvictions
3. Overreaction
4. Kluskap O’kom
5. Inner Combustion
6. Killing Technology
7. Post Society
8. The Prow
9. We are Connected
10. Psychic Vacuum
11. Voivod
12. Astronomy Domine
Skriv et svar