Rockens bedstefar, en af verdens mest indflydelsesrige og karismatiske rytmeguitarister og sidst men ikke mindst betvingeren af diverse former for fjolletobak, hårde stoffer og spiritus, fylder 71 i dag.
Keith Richards er selvfølgelig verdenskendt for sine rythm’n’blues-baserede tørre rockriff, sit parløb med Mick Jagger, deres venskab, deres fjendskab og sammen med resten af Stones, deres dybt respektindgydende sammenhængskraft og uopslidelighed. Samtidig er han formentlig lige så kendt for sit liv i overhalingsbanen, hvor det for ham i 70’erne var helt naturligt at lade sin lille søn følge med “on the road”, med alt hvad det indebar.
Det var en anden tid og rockens landskab har forandret sig og standardiseret sig i en grad der ikke levner meget plads til karakterer som Richards; jo, muligvis som klicheagtige medie-pastichetyper uden bund og grund – og sjældent mere originalt end hans egen karikatur på sig selv, nemlig som rollen som Jack Sparrows far.
Richards er blevet et fænomen, og som han selv har udtalt, alle ved hvad Keith Richards betyder – men ikke hvem han er. Og det er måske et ok udgangspunkt, når man efter så mange år stadig skal spille introet til “Start Me Up” foran 120.000 mennesker i Hyde Park og samtidig finde glæde i at lave morgenmad for børnene derhjemme.
I dag handler det om at leve sig ind i rollen som rebelsk rockmusiker; men hvad man end synes om Richards eller Stones for den sags skyld, så er der kun en Keith Richards og kun een der kan være ham.
Det har altid været tydeligt at høre, at Richards var dybt fascineret af de store sorte bluesstjerner, og han er også den første til at anerkende bluesguitaristernes betydning for hans stil, ikke mindst Muddy Waters, som Stones havde den ære at spille sammen med. Selvom de fleste musikforskere er enige om, at der midt i 60’erne udvikledes en ny genre, så kan man i dag godt have oplevelsen af, at nutidens rock har fjernet sig så langt fra åstedet, at Keith Richards banebrydende basale rock riff synes af mere blues end rock, altså vores samtids rock. Men dybest set består nutidens rock af de samme konservative elementer, bluesrundgange, vers omkvæd, hjerte smertetekster, blot med bedre produktion.
Og når det gælder om at nå ind til den simple direkte rockfeeling, ja, så er Ketih Richards altså stadig svær at komme udenom.
Hvis man tager tre klassiske signatur Rolling Stones numre, “I Can’t Get No Satisfaction”, “Start Me Up” og “Happy” som er ret forskellige, så har de alle de helt idiomatiske riff som Richards blandt få andre kan levere. Tørt og ind til benet. Der er så meget dynamik og retning og potens i udtrykket, trods numrenes fremskredne alder, og hvis man lytter ordentligt efter, så kan man høre, at disse numre stadig citeres dybt inde i det hyperpolerede og videreudviklede moderne rockudtryk. Kimen til moderne rock, ur-riff’et, det står Keith Richards stadig medansvarlig for.
Keith Richards er ovenikøbet aktuel med et nyt album, “Crosseyed Heart”, fra hvilket singlen “Trouble” nedenfor er taget. Som man kan høre her, så skal en skomager nogen gange blive sin læst, og det må man sige at Ketih Richardfs formår.
Tillykke til en af de stadig aktive store guitarhelte!