Whitesnake i K.B. Hallen

Ét af de allerstørste navne i hard rocken er ved at trække stikket og er på deres farewell tour. Der blev effektivt vinket farvel fra Whitesnake på scenen i K.B. Hallen søndag aften, hvor det legendariske band både delte  ørehængere og lydmæssige øretæver ud til publikum.

Opvarmning

Allerede inden musikken var begyndt, var stemningen helt i top blandt aftenens gæster, for med to legendariske hard rock bands, kunne man også kun være oppe i gear. Det er jo også bare magisk at K.B. Hallen er tilbage, og jeg havde næsten glemt den lange periode hvor den var under genopbygning efter branden i 2011.

Det legendariske band Europe varmede sikkert op til det store hovednavn. Der var både dybe numre og let ear candy fra de svenske kendiser. De var i hvert fald i deres es og spillede som en drøm og performede yderst professionelt. Det er ikke nogen overraskelse hvis jeg fortæller at de spillede “The Final Countdown” til sidst, men jeg var mest glad fordi de spillede nummeret “War of Kings” som i min verden er bandets bedste nummer.

Doctor Coverdale

Whitesnake er svære at komme uden om i rockhistorien, med deres iørefaldende sange som altid er blevet leveret med stor lead vokal understøttet af top prof instrumentalister. Whitesnake overtog ørehænger-depechen fra Europe med endnu større format. Publikum var ellevilde da de kom ind på scenen, og allerede med bifaldet kunne man fornemme hvor stort og legendarisk bandet er. Der var endnu større jubel da David Coverdale hilste på publikum og begyndte at synge, for han er jo bare en legende.

Der blev lagt ud med “Bad Boys” fra 1987 og efter 10 sekunder havde jeg i hvert fald allerede glemt Europes optræden, for niveauet hos Whitesnake var tårnhøjt i musikalitet, lydkvalitet og performance og det var som om at man blev ramt af en trykbølge fra scenen. Trommeslager Tommy Aldridge gjorde sig mest bemærket med sine specielle høje armløft, og han lignede en trommeslager som denne ældre generation af publikum også kender fra The Muppet Show. Han var bare for vild.

Som klassisk trick til en god koncertopstart, gik “Bad Boys” direkte over i “Slide it in” som havde sine kvaliteter, men dog ikke var spændende som det første. Men der skete her fede ting i backing vokalerne som virkelig afslørede hvor dygtige backingsangerne var. Det lød bare godt! Nummeret sluttede helt vildt med en omgang hærg der næsten lød som ekstrem metal.

Corny, men underholdende nok

Det var klichefyldt, men underholdende nok da en serie af solo præstationer gik i luften med guitarsoloer fra Reb Beach og Joel Hoekstra og keyboardsolo fra Michele Luppi, efterfulgt af alle tre sammen, akkompagneret af trommer og bas. Denne vilde trio lavede startskuddet til megahittet “Crying in the Rain” som blev ekstra peppet op af aftenens sidste solo, selvfølgelig fra The Animal bag tønderne. Tommy Aldridge var dén der kørte det længst ud, for da man troede at han var færdig, smed han stikkerne ud til publikum og spillede videre med hænderne på lilletromme og tams, akkompagneret af tusinder stortrommeslag fra fødderne.

Trommesoloen indeholdt nogle små motiver fra “Crying in the Rain” og man kunne fornemme nummeret gennem trommesoloen; det var som at det hang i luften hvor hele bandet pludselig kom ind ud af den blå luft. En overgang som kun super professionelle som disse kan få til at fungere.  

Make some fucking noise copenhagen…

…råbte David Coverdale, hvorefter vi fik den uundgåelige klassiker “Here I Go Again”. Bandet fyrede ikke nummeret af med unødvendig iver, men derimod med fuld beherskelse og kæmpe respekt for at sangen ikke måtte fejle på nogen måde. Publikum skulle jo have en uforglemmelig oplevelse af hittet på denne sidste rejse. 

Fedeste nummer

Ja, fedt med et godt hit som “Here I Go Again”, men det var  i min verden ikke noget ved siden af Led Zeppelin-inspirerede “Still of the Night” fra 1987 som klart var det bedste Whitesnake hev frem af posen denne aften. Gulvet rystede fra de tunge riffs og rytmer, og det 6-7 minutter lange nummer blev skudt sikkert som en kanonkugle ud over scenen mod det nu ekstatiske publikum.

Det gjorde heller ikke spor at der blev afsluttet med et cover-nummer der indeholdt Coverdale-DNA. Det var Deep Purple’s titelnummer fra albummet “Burn” fra 1974, hvor Coverdale optrådte som sanger for første gang.

Kort, men godt

Man har sjældent hørt noget så slagkraftigt i hard rock som dette. Der var så meget musikalsk energi fra scenen lige fra start, og de var så varme at høre på, som om de havde spillet en koncert lige inden. De performede på højt niveau hvor de aldrig blev kedelige at se på. Der var dertil overjordisk god lyd hele vejen igennem koncerten og man kunne høre alle 7 musikere tydeligt. Man kunne dog godt bruge lidt flere numre fra dem nu når de var så gode. 

De fleste musikere som spiller rock, har god spilleteknik og kan til en hver tid fyre solo-lir af. I den kun 1 time og 25 minutters korte koncert, blev der brugt 10 minutter på soloer fra 4 af bandets musikere. Det var slagkraftigt og festligt, men jeg ville da meget hellere have haft flere sange i stedet for de klichefyldte soloindslag.

Der var fuld skrue på korsiden i bandet, og hele 4 ud af de 7 musikere sang backing vocal. Der var mange kormelodier i numrene generelt, som gav færre rene leadvokal passager til Coverdale, og dertil ramte nogle af sangerne næsten samme klang som Coverdale’s klang. Det resulterede i en tilsidesættelse af den frontfigur-vokal som man havde glædet sig til. To-tre backingstemmer med lavere lydstyrke havde måske været med til at få hovedpersonen til at spille en større rolle i lydbilledet.

Den korte koncert kunne godt have indeholdt lidt flere numre og lidt færre, eller ingen, soloer, men det var alligevel noget af det fedeste man kunne opleve i live musikkens verden. Det ender på 4,5 stjerner her fra RockZeit.