Med en karriere på over 50 år og en god stak pastiche-hooklinebaserede rockhits spundet over (da)tidens genretrends, var der basis for, at Alice Cooper kunne levere en ærlig, underholdende og vedkommende retro rock-revy med sit 90 minutters slot, ikke mindst med sin vanvittige performance rutine i den lyserøde håndbagage. Magien udeblev dog.
Alice Cooper aka Vincent Furniers musik er blevet kaldt for shockrock, da han inkorporerer horror elementer og drabelig stiliserede handlinger, såsom egen halshugning på scenen, hvilket kan lyde lidt overfladisk, og…det er det også. Men det er grundlæggende netop denne musikalske og teatralske sminke, som er den røde tråd, den som bærer koncerten frem af et lang trække korte numre, støbt i spinkle og lettere outdatede rocksforme. Blues, horror, psykedelisk syrerock, rock’n’roll, hard rock, pigtråd, glam, plus det løse skal sikre afvekslingen af dybest set ordinære sange, der ville se lidt blegere ud uden make up.
Sminket lig?
Alice Cooper overbeviste mig ikke om, at hans sange stadig er relevante, ej heller ikke om, at han stadig har pondus nok til at synge sine egne sange. Hans optræden var stivbenet og mekanisk, han gjorde det han skulle, og de mange nøje indstuderede stunts blev da også leveret efter bogen, men bag sminken kunne det være vanskeligt at lure, om han selv stadig tror på den. Coopers stemme var ligeledes tynd og uden klang – den var blot hæs og forsvandt ofte i en lyd båret frem af et gedigent, men ideforladt spradebasse karaoke band. “School’s Out” var er smældende hit back in the day, men fremstår i 2016 alt for tyndbenet og indeholder intet andet end een rimelig frase, nemlig “Schoooool’s out for summer!”. “I’m 18″ er en absolut klichéfyldt påtaget og spinkel hyldest til” de smukke unge mennesker, og “Elected” og ” Billion Dollar Babies” faldt helt sammen under alt den drabelige sminke.
Vi skulle således ikke lede efter indhold, vi skulle slet ikke lede efter noget som helst, alt var in-your-face, vi skulle blot tage imod, stemple ind og tage ja-hornene på, og det prøvede jeg så på. Numre som “Poison”og ” No More Mr. Nice Guy” nåede faktisk fint udover scenen og helt ned til Copenhill. Og da først han kom i øjenhøjde med Copenhells metalpublikum og gav os “Ace of Spade”, gik det endelig op i en højere enhed… men da var det også bassisten som stod for vokalen. “Sufragette City” og “Pinball Wizard”, som han også opfører med sit vildt hypede og dybt banale kendisband, Hollywood Vampires, var også godt leveret, og selvom det også er nogle gamle travere, så holder de stadig, da de simpelthen er bedre sange end hans egne. Alice Cooper lød som – og lignede – een, der var passé, og her stod han så foran os med sin egen ligsminke, hvilket er lidt tragikomisk.
Skriv et svar