Svenske Grand Magus demonstrerer på deres seneste album Wolf God (udgivet 19.04.2019) endnu engang at de er de Svenske grever af riffs og dunder-trommer.
Trioen har siden deres selvbetitlede debutalbum i 2001 ikke veget meget fra den stil de lagde fra land med for over 20 år siden: klichefyldt “hest og sandal”-metal, krydret med sludge og doom og et omkvæd med masser af ære og stål, som det fadølstørstige publikum kan skråle med på (og det mener jeg absolut på den mest positive måde). På det niende album udspil “Wolf God” holder Grand Magus stålet koldt og skarpt i stil med tidligere – ikke mange store forandringer under fuldmånen.
Hæder og ære svøbt i riffs
Introen på Wolf God “Gold and Glory” er et episk stykke instrumentalmusik der kunne være underlægningsmusik til åbningssekvensen i den kommende sæson af “Vikings” på HBO. Hvis ikke du er til storladen filmmusik (det er jeg…) så skal du nok skippe introen og hoppe direkte videre til titelnummeret “Wolf God”, som indfrier forventningerne til trommer der buldrer som galoperende hestehove henover den svenske vildmark og riffs så tunge at man ikke er i tvivl om at stenene er faldet…
“A Hall Clad in Gold” er efter min mening skivens bedste nummer…. Med en rytme der sender ære til Mötorhead og et omkvæd der er stålklingende ørefængende og oplagt at skråle med på. JB har en eminent heavy metal vokal på nummeret og svinger sorgløst mellem det drevne og det melodiske, mens bassen og trommerne dundrer i brystet. “Brother of the Storm” og “Spear Thrower” ligger i tæt opløb om favoritpladsen.
Albummet veksler mellem det lidt højere “Mötorhead” tempo og det langsomme sludge/doom drev, som faktisk ender med at give albummet en fin variation, hvor Grand Magus’ tunge lyd går igen og giver en rød tråd igennem de fleste af numrene.
“Glory to the Brave” starter nærmest som et langsomt blues/jazz nummer inden langsomt drevne riffs og tung bas vælter ud over rælingen sammen med en malstrøm af en guitarsolo der næsten bliver for 80’er heavy til nogensinde at rive de helt rigtige steder hos mig. Desværre lyder JBs vokal til tider en smule anstrengt, særligt på det her nummer – jeg er ellers ret glad for hans rå, klassiske heavy vokal, og selvom han aldrig kommer til at stå mål med landsmanden Jorn Lande i den her musikkategori, så er der jo ingen grund til at lyde opgivende.
Usofistikeret sing-along metal
Wolf God er det niende album fra den Svenske trio, som blev dannet tilbage i 1996 af front mand Janne “JB” Christofferson og bassist Mats “Fox” Skinner under navnet “Smack”. I 1999 ændrede bandet til det mere mundrette “Grand Magus”. Siden da har der kun været udskiftning på skindene. Ludwig “Ludde” Witt har siden 2012 hamret løs på trommerne, som kunne han vække de døde.
Selv om JBs vrængede vokal fortæller levende historier om noble krigere der belønnes med pragt og ære i Valhalla, så når kompositionerne på “”Wolf God aldrig rigtig guddommelige højder. Til gengæld holder Grand Magus en stram, melodisk og ørefængende lyd, som på dette album virker en kende mere tæt, samspillet og uniformt (for ikke at kalde det mainstream) – det er tung “hest og sandal metal”, som lander trygt i sin egen ulvehule uden at det leder tankerne for meget hen på Manowar.
Grand Magus er tungt, lige til og usofistikeret doom/stoner heavy metal på en medrivende måde. Bandet lover ikke mere end de kan holde på de 38 minutter albummet varer. Selvom det er simpelt, fungerer det for mig… i en vis udstrækning. “Wolf God” er fra ende til anden musik der giver mig lyst til at stå med en iskold fadøl i hånden, med solen i ansigtet, en næve i vejret, vuggende nakke, en fod der tapper rytmen mens jeg skråler med på catchy tekster… og hyler som en ulv mod himlen.
Albummet fungerer langt henad vejen som lige præcis det det er: Usofistikeret og gedigent håndværk! Skal der være fest – så smid bare “Wolf God” på anlægget, bare sørg for at have rigeligt med kolde bajere på køl!
Grand Magus - Wolf God
Fakta
Grand Magus – The Wolf God.
Tracklist:
01. Gold And Glory (Intro)
02. Wolf God
03. A Hall Clad In Gold
04. Brother Of The Storm
05. Dawn Of Fire
06. Spear Thrower
07. To Live And To Die In Solitude
08. Glory To The Brave
09. He Sent Them All To Hel
10. Untamed