YELLOWBELLIES: Anywhere but Here

Det danske band YELLOWBELLIES har lavet albummet “Anywhere but Here” som er deres tredje udspil, og vi har fået 11 numre som alle er skåret helt ind til benet.

Melodisk rock

Det er simpelthen fine numre som kan bruges som baggrundsmusik, i positiv forstand.

Vokalen på albummet er meget i centrum i lydbilledet, og den er båret af et pænt og godt jævnt akkompagnement. Det er modigt at lave sådan en lydnivellering, for hér kan man høre hver enkel detalje i vokalen. Det gør, at sangeren Søren Esben Hansen kommer på en meget svær opgave. I de fleste numre er der optimisme og godt humør, og det er tit ekstra svært at lave venlige vokalklange som bevarer en vellydende og glad stemning i musikken.

Første nummer ”The First Days of August” lægger ud med et godt akkompagnement uden beat, og med en smagfuld vokal i et lavt register. Der er nogle gode akkordskift som laver en fin stemning, og det er  et ganske glimrende nummer at starte et album med.

Søren Esben Hansen har valgt en vokalstil der er med til at gøre teksten meget tydelig, og det er efterhånden sjældent, at man hører det i rockmusikken i dag. Mange af ordene passer fint sammen, og der er også numre der har gode historier og budskaber, som f.eks. 2. nummer som handler om, hvordan alle i dag burde kunne leve sammen på trods af forskellige meninger, holdninger og især religiøse overbevisninger. Dette er udformet med en glimrende titel ”1000 Churches”, og man kan i dette uddrag tydeligt fornemme, at det er et nummer med et budskab;

This city has a 1000 churches

One for every single square

All in different shapes and sizes

Seem to just be sitting there

Nummerets musikalske udtryk passer også fint til at være ét af de første numre på albummet; det er et let, iørefaldende og glad nummer med en god tekst.

Det 6. nummer “Once a Quiet Man” har i omkvædet et lystigt guitar-riff som kan høres som en parafrase over guitar-riffet i ”Smoke on the Water” af Deep Purple. Dette gør nummeret i iørefaldende, og som om man har hørt det før…og så alligevel ikke.

Det 7. nummer, titelnummeret ”Anywhere but Here”, har meget U2 over sig, og det klæder nummeret fint. Her har vi et lidt mere melankolsk udtryk, og omkvædet flyder godt afsted med simple og forståelige sætninger i vokalen.

Underspillet drama

“Anywhere but Here” er et meget ærligt album, i den forstand, at alt er kogt ned til essensen, for at fortælle historier med melodi og tekst…som sangskrivning nu en gang handler om.

Der er generelt ikke så mange dramatiske udsving på albummet, og man kan med fordel sætte det på, hvis man en gang i mellem vil have rock som uproblematisk kører derud af, uden at spænde ben med skæve rytmer og skyhøje klimakser. De flest numre varer 3-4 minutter, og man bliver ikke hylet ud af det med overraskende formled og andet raffinement. Det er simpelthen fine numre som kan bruges som baggrundsmusik, i positiv forstand.

Men der er da enkelte mere markante højdepunkter, f.eks. i det næstsidste ”What Love can Do” som også er albummets klart længste nummer på lidt over 6 min. Her er der plads til at opbygge til et klimaks, men stadig så underspillet, at man ikke får et rock-opera-agtigt klimaks som skal bringe os i ekstase, men derimod bare løfte stemningen en lille smule. Det er sgu et godt træk.

Vurdering

“Anywhere but Here” er et meget ærligt album, i den forstand, at alt er kogt ned til essensen, for at fortælle historier med melodi og tekst…som sangskrivning nu en gang handler om.

Når man laver sådan et stunt, skal man i dén grad sørge for at lydproduktion har gennemslagskraft på den æstetiske konto. Der skal være lækre lyde og gode musikalske detaljer på de rigtige tidspunkter, for at løfte så  simpel musik op på et højt kunstnerisk niveau.

Samtidigt skal det musikalske simre af overskud som kan gå ind og skabe et udtryk man ikke har hørt før, og som bliver definerende for bandet.

Imidlertid bliver en del af numrene lidt statiske og lidt filmsoundtrack-agtige, og det gør at albummet går en smule i stå hen ad vejen. For uden de dramatiske højtepunkter, skal lytteren have noget andet lækkert som gør hvert nummer specielt, og det kniber lidt på albummet. Der mangler lidt lydæstetik som kunne peppe musikken lidt op.

Der er god vilje bag vokalen, men det er nogen gange som om at den er lidt ”hjemmelavet” og den bliver lidt kedelig og vag i længden, og formår ikke at sætte nok præg på de mange numre på albummet.

Men når alt dette er sagt, kan jeg også sagtens sige, at det er et godt, gedigent og behageligt album, som man kan sætte på, hvis man har hørt alt for meget rock, der hele tiden har den udvidede lydpallette strømmende mod ens ører. Og det kan altså også have en værdi.

Release-koncert

Man kan sagtens forestille sig at Yellowbellies´ musik er gennemtrængende og effektivt i en live-situation, og hvis man har lyst til noget ærligt gedigent rock, kan man komme forbi PH Caféen på Halmtorvet den 4. marts hvor bandet har release-koncert.