Fortryllende retrorock med masser af heksekræfter

Svenske Witchcraft har med 15 år på bagen og forskellige udskiftninger af bandmedlemmerne udgivet deres femte album “Nucleus” – og det er et særdeles stærkt et af slagsen, hvor genredyrkninger pakkes godt ind i et selvsikkert Witchcraft format. Faktisk er det vanskeligt at pege på svagheder, og nogle gange er det så den eneste svaghed.

Med hørbare inspirationskilder som blandt andre Black Sabbath, Candlemass, Rush og Jethro Tull, har de ambitiøse svenske legebørn i Witchcraft sat baren højt, hvilket giver plads til at lege med gårsdagens, sidste uges og sidste århundredes hårdere rockstilarter, mens der ikke levnes plads til numetal samt morgendagens sound. Det gør ikke så meget, for til gengæld er der masser af kompositorisk tæft og historiefortælling, hvor Witchcraft på nogle numre giver sig god tid til at dvæle ved de enkelte formled og trækker dem i skønsom langdrag; andre gange er der proppet så mange forskellige musikalske og tekniske raffinementer ind i samme formled, at man bliver forpustet. Der er noget sært okkult, dæmonisk, hedensk og sågar hippieagtigt over mange af numrene, men samtidig en gold mørk nordisk tone, som på en ret original måde binder albummet godt sammen. Indre billeder af hippier og hekse som danser  rundt om bålet veksles til fjeldvandrende vikinger, ikke mindst den enøjede viking fra Refns “Valhalla Rising”.

Nucleus og alle de andre

De er ikke clean Jethro Tull, Deep Purple, Zeppelin, Rainbow, Sabbath eller Rush for den sags skyld; de bruger dem bare som platform. Derfor tænker jeg ikke, at jeg ligeså godt kunne have hørt noget fra de nævnte navne, for så får jeg jo kun noget af alt det gode. Selve nummeret “Nucleus” er deres lille hovedværk på denne plade, hvor de binder alle de løse ender sammen. Det er en formidabel naturkraft som skal bruge lidt over 14 minutter til at klokke ind. Men tiden går stærkt, da alle formled afløser hinanden smidigt og organisk. Jeg er vild med det lange tranceagtige kor-dominerede formled fra 7:33, hvor nummeret slæber sig afsted. Guitaren tager rigtig fat ved 9:48 og suppleres af en lys kvindestemme og til sidst toppes det hele af Pelanders klagende og flotte fraseringer. Den hedenske intense nordiske atmosfære i nummeret afsluttes med noget der lyder som et  stille accordion. Smukt.

Generelt er der meget at hente på denne plade, der er virkelig mange gode numre. Det Rainbow/Jethro Tull agtige nummer “The Outcast”, er måske lidt corny, men et stilstykke i perfektionistisk retrorock. “Malstroem” er et meget iørefaldende intronummer, som tager sig lang tid til at bygge op og først halvt inde i nummeret begynder Magnus Pelander at synge. “Malstroem”s melodik og stemning minder lidt om noget af det melodiske folke- og blackmetal, fra begyndelsen af 90’erne, måske a la norske Storm. Med ” Theory Of Consequence” og “An Exorsism Of Doubts” er vi tilbage i Deep Purple/Sabbath/Tull-epoken, men især sidstnævnte har afgjort også ligheder med deres landsmænd fra Graveyard med den passende mængde af overstyring på mikrofonen. Så fedt! Med det lettere Mercyful Fate klingende ” To Transend Bitterness” viser Witchcraft, at de er mindst lige så gode til at strukturer sig igennem sølle 4 minutter som på 14, hvilket jeg finder befriende overskudsagtigt, så hatten af for det.

Forførende magtdemonstration

Magnus Pelander synger med indlevelse og autenticitet. Han kender sin rock/metal bibel, men det slår mig, at der hvor han fraserer og klinger bedst, tænker jeg på Geddy Lee. Pelander giver sig fuldt ud og tager rollen som protestsanger og vækkelsesprædikant på een gang, hvilket giver mig lyst til at følge med hvorhen han nu vil drage med sit optog.

Nogle gange er det lige før det bliver for meget af det gode, og det er en lang plade i omegnen af 70 minutter. Man kan indvende, at Witchcraft måske skulle have tænkt i to albums, så man kan nyde de første numre inden man året efter fik resten. Især da der går relativt lang tid mellem hver udgivelse.

Men det er sådan set også de eneste brok jeg har denne gang. Samlet set er “Nucleus” en forførende magtdemonstration af musikalsk håndværk, kreativitet og sans for klangbilleder i bredformat.