Black Oak County - Theatre Of The Mind

Black Oak County har med deres ny udgivelse “Theater Of The Mind” demonstreret, at de kan effektivisere og nedbarbere deres musikalske udtryk til en ultrastram, velklingende, iørefaldende og lettilgængeligt postgrunge Nickelback tråd, som det dog kniber med at spinde nye ideer på.

Niels Beier, helt ærligt?!?

Efter at have nydt Black Oak Countys indiskutable talent live flere gange, var vi mange der blev glade for deres selvbetitlede 2017- debut, som indkapslede alt det, vi havde hørt og set på diverse scener i DK. Ingen tvivl om, at de unge herrer var kommet for at blive – men så gik ham vi var mest glade for.

Jeg vil betegne det som en mindre forbrydelse mod menneskeheden, at Niels Beier tilsyneladende har opgivet musikken. Vi var til stede, da han optrådte for sidste gang med Black Oak County, og kan bare konstatere, at hans vokal kunne noget ekstra. Men desværre skal vi ikke – foreløbig i hvert fald – høre hans buldrende grizzly røst, som virkelig klædte Black Oak Countys flirt med såvel hård bluesrock som Clutch og den mere gængse post grunge stil. Beier leverede god fylde i toppen af lydbilledet. På en måde var det nemmere for Black Oak County at lyde som sig selv på grund af hans personlige præg.

… men Rene Hjelm har jo stemmen

Nu hvor bandet er barberet ned til en trio og med René Hjelm på bas og vokal, har udtrykket trukket yderligere i en Americana retning, som jeg personligt gerne havde undgået. For det er altså svært at skabe noget nyt i den ramme. Hjelms stemme er dog alt andet end lige fuldstændig genial til den stilart, han synger vildt god med flot lys, let raspet klang og møg skarpt. Der er simpelthen så meget lineær retning over vokalen, at det flugter 1:1 med Chad Kroeger. René Hjelm har bare den lyd, han må være faldet i Nickelbacks flightcase som knejt. Der er simpelt hen bare nogle stemmer der har det med at diktere den musikalske retning, og når det talentfulde power fyrtårn Rasmus Revsbech fra Franklin Zoo altid har lydt som Chris Cornell, så er det næsten umuligt for omverdenen og sikkert også bandmedlemmerne ikke at tænke i den retning, når der spilles og komponeres. På samme måde findes en særlig amerikansk sydstatsvibe med banale og skarpt sungne hooklines og melodiske fraseringer a la ikonet Cher, som både mandlige og kvindelige sangere sidenhen har taget til sig – muligvis ubevidst (tag Michael Poulsen, luk øjenene, lyt til Volbeats nyeste numre og tænkt eventuelt på Cher’s sanglinjer og fraseringer på “Believe”. Bingo).

Det rette format

Men Black Oak County har på mange måder vendt klicheerne til deres fordel. De får hældt godt med benzin på Americana rocken, og er selv meget tilfredse med deres skarptskårne format:

“We feel that the making of this album have made us the band we want to be: focusing on the songs, and always working harder to achieve new goals. This album is a milestone for us, after the band became a trio. We are so happy about it and can’t wait to let people hear it. We hope they love it as much as we do!“

Tilsat en massiv portion australsk gavflabet AC/DC drive og masser af punch i trommerne, har Black Oak County mast deres talenter ned i en middle-of-the-road lækkerhed, og på de første numre “Watch Your Back” og “Just Another Psycho” står de på Nickelbacks og Volbeats vrede/følsomme skuldre med masser af hooklines på tilsvarende minimalt antal akkorder og kun en knivspids iderigdom – men nok til at man kan høre at det er nye numre. Ingen tvivl om, at de har ladt deres rifler og gået på jagt efter en god portion bilradio hits for at få slæberne ind hos det amerikanske publikum.

På sang nummer tre “My Chance to Change”, kommer deres mulighed for lige at sætte farten ned på route 66, og nummeret er da også et slow og ømt nummer, hvor Chad Krugers begrænsede, men effektive sangskriverformat igen har korrumperet de danske rockere. Der er lige akkurat, hvad der skal til, doseret på de helt rigtige tidspunkter i den knastør-postgrunge-hardrock-skabelon og en magelig og korrekt spillet guitar solo. Det er la-la-la alsang, så man kan synge med på uden at kende fraserne. Beviset får vi til Nordic Noise fredag den 10.05.2019, hvor de får til opgave at levere startkabler til resten af aftenen – her kan du i øvrigt se den fulde spilleplan.

Rock mod road rage

Der hvor det fungerer bedst for mig, er dér, hvor man aner lidt Metallica ‘Load’ brutalitet i lydkulissen, eksempelvis “Pretty Pistol”, som ganske vist er lige så stram som de fleste af de andre numre, men virker bidsk og in your face, og det er bestemt klogt af drengene, at vælge den som single (kan ses nedenfor).

Ok, det er også en genre med sine begrænsninger, hvor et rytmisk skift og harmonisk variation medfører at man risikerer at blive mistænkeliggjort som værende innovativ – og det er slet ikke det denne stilart skal; den skal sørge for at bilisterne på de amerikanske veje tænker på andet end deres skodjob, den manglende sygesikring, og generne fra utallige livsstilssygdomme, således at man undgår road rage i de kilometerlange opvarmede køer.

Jeg ved det godt. Det er så nemt at være sur, og i virkeligheden er der jo intet som ikke fungerer, som det skal. Og der er også perler på dette album; et nummer som “Stick To My Guns” stikker helt af, møgfedt er det, godt skrevet, og lyder (som et kompliment) lidt ligesom D-A-D i slåskampe med en grizzly… med Dizzy Miss Lizzy, hvor resultatet er, at D-A-D får verset, Dizzy får omkvædet. Dog er der langt mere amerikansk brutal to the point struktur og det hele løber sammen i et perfekt rocktrack. Det er 100% sikkert, at taget vil flyve af det nyrestaurerede Amager Bio til Nordic Noise – ikke at spille det nummer, vil være en synd.

Intet nyt fra den sorte eg

Så altså, intet nyt, og ok, jeg er lidt skuffet – de har brugt kalkerpapir og hygget sig med at fremkalde den lyd, som de tilsyneladende elsker hos adskillige uaktuelle post grunge bands. Lidt som et cover band, der rammer lyden af deres idoler perfekt for første gang. De har sikkert nydt det i øveren. Men hvad er jeres egen sound? er det det? Det siger de jo, og det er stramt iørefaldende og effektivt.

men med allestednærværende Jacob Hansen fra Hansen Studio (Amaranthe, Pretty Maids, Dizzy mizz Lizzy og Volbeat) ombord, skal man altså lede længe efter lyd og udtryk, som man ikke har hørt før.

Titelmelodien “Theater Of The Mind” slutter dog showet mere end hæderligt af med et hæsblæsende tempo, power, dynamik og med interessant vers melodik med mere rytmiske syllabler. Det gør det hele mere spændende… men igen har de i omkvædet virkelig dygtigt bestræbt sig på ikke at personliggøre hookline konceptet men i stedet spille noget der lyder lidt for oplagt og temmelig behagesygt og brugt før. Det er alligevel et af de bedre numre og helt sikkert en live darling.

Der er noget mærkværdigt i, at bandet virker fuldt ud tilfreds med at have spillet sig op i et hjørne, hvor der ikke er plads til store armbevægelser. I stedet får vi endnu en effektiv, men lettere ordinær udgave af den gennemtærskede amerikansk fitnessrock fra den stereotype testosteron-pølsefabrik. Masser af muskler, men til gengæld også masser af… muskler.

Det her er numre, der skal smadres udover scenekanten og prygle de plørede ukuelige hardrock romantikere på de forreste rækker – eller i bilkøen. Det vil helt sikkert fungere bedre end på hjemmeanlægget. Og det er jo også fint.

Black Oak County - Theatre Of The Mind

Tracklist: 1. Watch Your Back 2. Just Another Psycho 3. My Change To Change 4. Since You’ve Been Gone 5. Pretty Pistol 6. Sycophanic 7. Wasted Life 8. I Know You’re Lonely 9. Stick To My Guns 10. Theatre Of The Mind
Line-up: Jack Svendsen – Guitar René Hjelm – Bass/Vocal Mike Svendsen – Drums
Web www.facebook.com/BlackOakCounty/ https://blackoakcounty.com/ https://www.instagram.com/blackoakcounty/