Black Oak County ude med deres længe ventede debutalbum

Opskriften til Black Oak County’s debutalbum er fed brølende vokal omrørt med drevne guitar riffs, severet på en sprød bund af tunge trommer og fed bas. Det hele er krydret med en metallisk hårdhed der gør, at den bedagede gryderet absolut stadig hører til på musikmenuen i  2017

Der er rigtig mange bands der for tiden bevæger sig rundt i hardrock-landskabet med dets mange kliche’ fyldte faldgruber, men BOC har styr på deres format og formår for det meste at styre udenom banaliteterne og gøre genren til deres egen. Vi har da også tidligere rost bandet, blandt andet da de sidste år spillede til Nordic Noise.

Black Oak County har allerede haft success med de to singler fra albummet, nemlig “Mad Dog” og metervaren “If You Only Knew”. Sidstnævnte er også albummets mest ligegyldige nummer med sine drænende forudsigelige akkordrækker og kedsommelige harmoniseringer. Det er en af den slags Americana radio schlagere som intet gør ved mig, og man tænker at de gerne vil lave en Volbeat, og hvem vil i virkeligheden ikke det? Der er intet i vejen med udførslen, og vokalen er virkelig stærk, også i det høje leje, men det er bare ikke noget der rammer mig.

Skurkagtige riff og dobbelt metalskrue

Albummet åbner med det megafede “Someone else” der har masser fed bøf i trommer og bas, seje drevne riffs og gode brøl fra forsanger Niels Beier. Det er et nummer der sammen med “Laughing with the crows” og førnævnte “mad dog” sender tankerne mod Clutch.

Sang nummer to med titlen “Enough on my plate” er ret forudsigelig, men der er gode motiver og fraser, og nummeret er meget sing-a-long-med-næverne-i-vejret agtigt, på den fede måde.

På the “The bogeyman” får vi en omgang fed fed tråd a la sunstrip epoken med lir og legende motiver og formled. Det er et af den slags numre der må være sygt fede at høre live.

Albummet slutter med nummeret “Never cared about you anyway” der med sit fortrinlige refrain gør det svær ikke at skråle med – meen lige før det får vi “nothing to say”, der er et af mine favorit numre på skiven med sine fede drevne og skurkkagtige guitar riff og motiver. Helt i top.

Viril bulder og skrål

Black Oak er en viril blanding af sunstrip hardrock, Volbeat bulder og skrål, elementer af de formidable Clutch – og så lige med en dobbelt metalskrue. Lige akkurat tilpas hårdt, uden at miste  rockens tilgængelighed.

Der er et par numre, som hænger lige lovligt meget fast i det, der har inspireret bandet, og det kan man jo godt forstå. Samlet set kan Black Oak Country dog et eller andet med at finde deres egen facon midt i klicheerne, de får brugt de gamle byggeklodser med de uventede varianter undervejs, der løfter det hele over metervaren. Og når man har været så heldige at høre bandet live, så ved man at pladen svarer til deres evner, og man kan allerede fornemme, hvordan debutalbummet vil køre publikum over.