Clutch knastørre farmerbluesmetal høstede jubel hos den trofaste skare

Der er bare ingen dikkedarer med Clutch. Den velsmurte musikalske mejetærsker fra Maryland, høster med ægte amerikansk knokle-professionalisme kæmpe bifald i samfulde 90 minutter, indtil showet brat er slut. Afsted til en ny storby.

Clutch’ forsanger Neil Fallon har en hang til Philip K. Dick, som så mange andre drengerøve i alle aldre, inklusiv undertegnede, og T-shirten som han bar under koncerten den 4.12.15 var prydet med teksten “Genetic Replicants, Tyrell, More Human Than Human”. Så ved vi ligesom, hvem hinanden er(?). Sci-fi fascinationen og dyrkelsen af fremtidsdystopi og det korrupte samfund har alle dage været nogle glimrende kilder til rockens ofte banale musikalske billedsprog. Fallon bruger også PKD’s temaer som inspiration til mange af sine sangtekster, uden at det bliver til helt stor kunst. Men mindre kan også gøre det og som igangsætter til et brag af en koncert indledte Clutch med deres skarpretter hit “X-Ray Vision” fra deres nyeste album “Psychic Warfare”. Det er et usvigelig sikkert ice breaker nummer, hvis fornemmeste opgaver er at kickstarte koncerten. Dertil bruges alt hvad der kan krybe og kravle af knastørre guitarriffs, letgenkendelige fraser/oneliners, og højt tempo. Fallon slippes løs som en tirret og prustende ungtyr og Clutch og os andre så os aldrig tilbage herefter. Lynhurtigt fører Clutch’ musik og veloplagte forsanger os helt ind til kernen af hvad det drejer sig om; en fælles energiudladning, en seance – det hele summer af løbske julefrokosthormoner, øl, sved og rockmusik.

Mr. Cabin Fever

Fallon ligner en buttet everyday-Joe, som har fået Cabin Fever, inden han skulle afsted på arbejdet.

Der bliver ikke talt meget mellem numrene, Neil Fallon grynter nogle halvkvalte kaudervælske rockstarfloskler, men det kommer ikke rigtig udover hans fuldskæg. Bassist Dan Maines og guitarist Tim Sult er som stenstøtter, trommeslageren, Jean-Paul Gaster, holder som en ægte jazz-janitsar sirligt på stikkerne og passer sin ganske lille butik, bestående af ufatteligt få trommer, på en stram og steady facon. Det ser ikke ud af noget, men der kommer knageme masser af larm fra den kant.
Det er faktisk kun Fallon, som med sin egen excentriske skovhugger appearance basker rundt med arme, ben og febrilsk rystende håndtegn. Og dét kun under numrene, ellers er han ret tavs. Men det er også musikken vi er her for, og Fallons sprælske legeme sørger for at der under hele koncerten er godt gang i Store Vega som snarere føltes om en svedhytte. Store Vega var endnu en gang en fremragende koncertarrangør. De kan det gylle.

Hvordan han så lige gør det, ved jeg ikke. der er tale om et enormt energiniveau fra en person, der ikke just er skåret over den traditionelle rockstar skabelon; Fallon ligner en buttet everyday-Joe, som har fået Cabin Fever, inden han skulle afsted på arbejdet. Men han formår med sine fagter, sin fanden-i-voldske attitude, bad-boy charme og vidunderligt upolerede røst at blæse publikums hår tilbage til den gang vi var en landbrugsnation. Her står vi klemt op ad hinanden som halm presset sammen i høballer, og mange unge mænd har husket at tage deres store maskuline fuldskæg på i aftenens anledning, alle har en fest,og allerede under fjerde eller femte nummer observerede man crowdsurfing.

I’m A Sucker For Clutch

Jeg kan ikke umiddelbart komme på et nummer, som faldt igennem, måske midtvejs i koncerten fornemmede man, at her havde vi med “The Regulator” og “The Dragonfly” gang i et par gennemgangsnumre. Men selv dér spillede Clutch med engagement, saft og kraft. Det er her man trækker på den rutine, man har opbygget gennem 25 år. Rutine er også hvad man bruger, når man formår at mase sig igennem Nordeuropa på rekord tid og med halvanden time til selvvalgt rådighed per aften. Hverken mere eller mindre.  Less is more. De få gange, hvor Clutch’ traktorbulder i Vega skreg efter lidt dynamisk nedkøling, ja, så hev de deres to virkelig atmosfæriske og slow numre “Our Lady Of Electric Light” og “Son Of Virginia”, frem fra godteposen – igen, rutine; de har gennemprøvet alt de sidste mange koncerter på deres Psychic Warfare turné, og ved exactly, hvad der virker. Der er enkelte ændringer fra aften til aften, men grundlæggende er der som nævnt ingen dikkedarer. Det kører. Behøver vi bruge ordet momentum?

Jeg er fuldstændig vild med “Sucker for the Witch”, “The Wolf Man Kindly Requests…” og ikke mindst “Firebirds!”, til gengæld savnede jeg “Electric Worries” og ville have foretrukket den fremfor den svulstige men uambitiøse Volbeat’ske “Noble Savage”, men det er en minimal skønhedsplet, som mere handler om, at undertegnede ikke er til … den slags.

“Revel In Your Time!”

Og nu bliver det nørdet, afsnittet kan med fordel springes over:

I “Blade Runner”, som netop er en filmatisering af et af Philip K. Dick’s kultmesterværker “Do Androids Dream Of electric Cheep”, bliver hovedpersonen Deckard bevidst om, hvor dyrebart livet er, når man, som den fortabte replikant-søn, Roy Batty, ved at eens dage er talte. Roy Batty lever sine sidste dage intenst, farligt og langt ud over grænsen, hvilket er en utrolig kraftfuld – men kortvarig oplevelse. Man skulle tro, at Neil Fallon har taget denne tilgang til livet til sig, da der er noget overmenneskeligt og abnormt energifuldt over Fallons drive; som om hans desperate mission så længe han lever, er at leve hvert sekund fuldt ud, eller rettere, give sig fuldt ud, hver gang han står på scenen i hver en by. For han leverer hver gang.

Det der forhindrer absolut topkarakterer denne gang, er efter min mening, at showet næsen er for perfekt, Clutch har simpelthen kørt for meget LEAN ind over produktionen, ja ja, vi ved godt de har travlt med at malke successen, men det står til en vis grad i kontrast til deres ellers rebelske karakter. Jeg savner også fra Fallons side, at han tager rockstar-prædikantrollen endnu mere til sig, og adresserer sine disciple mellem numrene, det er sådan noget lir, vi publikummer kan lide – og noget der understreger hvem der har verdensherredømmet – for han begynder at have platformen til det qua deres aktuelle status.

Clutch har været gavmilde de seneste år med hensyn til at gæste Danmark og jeg glæder mig allerede til næste besøg. Det er rart, når man støder på de der bands, hvor man ved, at de aldrig vil skuffe deres fans. Clutch er afgjort et af den slags. Se og hør dem før din nabo.