Amager, 7. april 2024.
Man møder en smilende og afslappet Walter Trout iført skovmands skjorte og jeans i foyeren på Radisson Blu Hotel, dagen efter hans koncert i Amager Bio. Amerikansk guitarist der har dybe forbindelser til Danmark, fordi hans regulære super karriere, nærmest startede her samt, at han er dansk gift og har danske børn med sin hustru Marie. Oven i det har de et hus i Nordjylland.
Walter var med blues ikonet John Mayal, som har skudt guitarister som Eric Clapton, Peter Green, og altså også Walter Trout ud i berømmelsens atmosfære. Den nu 73 årig guitarist er i hvert fald ikke blevet mindre berømt siden dengang med Mayal. Det viste koncerten i Amager Bio lørdag d. 6. april i hvert fald tydeligt. Totalt udsolgt, med et begejstret og loyalt publikum. En taknemmelig og meget, meget ærlig guitarist, der uden alt for mange rock n’ roll klichéer viste, at han trods en heftig sygdom og udskiftning af sin lever, absolut godt kunne flytte fingrene, både følsomt og temperamentsfuldt. Ærlig og redelig. Ikke noget fusk. Og det er også den mand “min” fotograf Hanni og jeg møder på en dag hvor Walters danske hustru og deres nu voksne børn, skal have en familiedag. At Walter overhovedet magtede at bruge tid på os spørgelystne, må siges at være en rigtig rar gestus.
RockZeit: Hvad er det med den dér guitar? Hvorfor er folk så fascinerede af guitar, hvad enten det er bues eller rock?
Walter Trout: Alle instrumenter har noget. Spørg Miles Davis om trompeten. Det er noget med mennesket der spiller.
RZ: Men guitaren?
WT: I går til koncerten kom en af mine gamle barndomsvenner. Han kunne huske da vi var 16 år gamle, og jeg sad med min guitar og sagde til ham. “Im gonna live and die by my guitar”. Og han så på mig i går, og sagde “You did it!”, og ja, sådan er det blevet, og har været det siden jeg var 10 år. Også selvom jeg startede med trompet.
RZ: Men hvornår fik du interesse for the blues?
WT: Jeg hørte blues musikken hos mine forældre. De var begge store musik fans og vidste meget om musik. Min far havde plader med B.B. King, John Lee Hooker, T. Bone Walker, så jeg hørte jo alt det da jeg var barn. Og jeg garanterer dig, han var den eneste i hele gaden, der havde disse plader. Ham og min mor tog mig med til de sortes jazz klubber i Atlantic City. Min mor arrangerede, da jeg var 10 år, at jeg kunne spendere en dag sammen med Duke Ellington og hele hans orkester…hvad siger du så? Jeg var “one of the guys”, det var fantastisk.
RZ: Hvornår kommer du så i gang med blues guitaren?
WT: Well, jeg var egentlig på vej til at blive jazz trompetist. Da jeg var 10 år, mens jeg hang ud med Duke Ellington, ville jeg spille i bigband, eller også spille som Miles Davis, Clark Terry eller Roy Eldridge, eller én af disse store trompet musikere. Ellington havde så mange fantastiske musikere i sit band, og tænk, jeg hang ud med alle dem. Men jeg tabte interessen for trompeten da jeg rent faktisk hørte det første album med Bob Dylan. At opdage, at musik kunne være virkelig simpel, men stadig have den kæmpe følelse og message i blot den simple form som Bob spillede. Og min bror kom hjem og sagde “Det her er ikke John Coltrane, men prøv lige at hør den her gut!”. Det var det første Bob Dylan album, og jeg var bare 10 år. Det var en helt, helt anden ting. Man behøvede ikke 48 forskellige akkord skift. Det var én gut med en guitar og et kæmpe udtryk. Det slog mig helt omkuld. Jeg skaffede mig en guitar, men spillede stadig trompet i hele min skoletid, spillede i orkester, marching bands, og jeg vidste, at hvis jeg var aktiv i disse bands, så slap jeg for at styrte rundt til gymnastik timer, eller fare rundt til fodbold og alt sådan noget. Musikken holdt mig ude af alt det bullshit. Jeg var absolut ikke den atletiske type, og var fuldstændig ligeglad med hvem der vandt hvad. Jeg ville høre og se noget musik, se kunst, eller læse en god bog. Og jeg spillede jo allerede på barer og andre spillesteder.
RZ: Så du var ret tidlig i gang på den professionelle musik scene?
WT: Well. Jeg sagde til min mor, da jeg var 17 år gammel, at jeg ville droppe skolen, og starte med at spille i et blues band. Min mor, du ved…i stedet for at fortælle mig at jeg ikke måtte eller kunne gøre det, fortalte hun mig “Jeg har hørt dig når du har siddet og spillet inde på dit værelse, og du spiller godt. Jeg tror du kan gøre det.” Jeg velsigner hende for det. Hun arbejdede jo på skolen, og måtte hele tiden høre på mine andre lærere, at jeg ikke fulgte ordentlig med i timerne, og at jeg var en regulær taber. Men hun svarede dem “Min dreng bliver en god og stor musiker!”
RZ: Ja, vores generations forældre havde ret travlt med at fortælle os hvad vi skulle, og havde svært ved at acceptere vore egne interesser.
WT: Ja, mange af mine venner fik aldrig muligheden for, at opfylde deres drømme. Mine forældre sagde altid “Wauhh, we think you can do it, go ‘n get it!”. De bakkede mig virkelig op. Men… de blev selvfølgelig noget skuffede da jeg pludselig landede i et stof og alkohol misbrug. Men lige så lykkelige blev de, da jeg stoppede med at drikke og tage alle de stoffer. Min mor så mig jo da jeg var fuldstændig heroin afhængig. Det var ikke godt.
RZ: Du fortalte noget om din barndom i går fra scenen, og at den havde været noget turbulent. Havde det egentlig noget at gøre med “the blues”?
WT: Var det som intro til sangen “Ride”?
RZ: Ja.
WT: Well. Mine forældre blev skilt da jeg var 8 år, men begge blev gift igen. Og den “gentleman” som min mor giftede sig med, havde været krigsfange i anden verdenskrig, hos japanerne, og han var blevet tortureret og var temmelig plaget af de oplevelser. Når han drak, blev han virkelig voldelig, og han var rent faktisk ved at slå os alle sammen ihjel. Jeg mener, når man banker soveværelses døren ned med en økse, og min bror og jeg måtte skræmme ham væk med et gevær… Det giver fandme en “the blues”.
RZ: Ledte det dig til det stof misbrug du fik?
WT: Tja.. det fuckede mig i hvert fald op. Hvem ved hvad der leder een ind i stof misbrug. Men man skriver jo sange om det.
RZ: Jeg har ikke hørt alle dine 33 album så…
WT: Jeg husker dem ikke engang selv. Når en gut kommer hen til mig og spørger om min autograf, sker det da tit at jeg spørger “Er det mit album?”, og jeg kan ikke engang huske det.
RZ: Ledte Bob Dylan albummet dig hen mod at spille blues?
WT: Det album ledte mig hen til guitaren, og til simplere musik. Det viste mig en simplere tilgang til musik. Til et andet mål, og det er at fortolke emotionelle følelser.
RZ: De gamle blues folk spillede jo ret simpelt tilbage i tyverne og trediverne, men det appellerede jo til folk.
WT: Ja, netop, og “the blues” var jo i mit hjem da jeg var barn og ung. Men det ramte mig faktisk ikke rigtigt før jeg hørte Michael Bloomfield på hans første album. Han spillede alle de dér blues licks, men han gjorde det med ild, passion og en vis aggression, og jeg tænkte “My god, thats it!”. Med det samme jeg hørte det album, tænkte jeg, at jeg ville lave den sound. Og jeg prøver stadig at finde den tone.
RZ: Han spillede Gibson Les Paul?
WT: Ja, men på hans første album var der et billede af ham med en Fender Telecaster. Så jeg fik et job og sparede sammen til en Telecaster. Sådan en kostede 150 dollars. Hvis Michael Bloomfield havde sådan en guitar, så måtte jeg også have en. Men så kom hans album “Super session” og på det album havde han en Les Paul, og jeg tænkte “oh shit”, nu skal jeg jo have en Les Paul, og sådan en kostede 200 dollars, og så måtte jeg jo arbejde nogle flere uger, men så fik jeg råd til en Les Paul. Uheldigvis så tabte jeg den, så den brækkede i to stykker. På det tidspunkt var jeg med til nogle jam sessions, og en af mine venner kom hen og sagde “Prøv min Stratocaster”. På det tidspunkt havde jeg jo også set Jimi Hendrix live, og han spillede jo nettop på en hvid Fender Stratocaster. Og da min ven lånte mig sin Stratocaster, tænkte jeg “Wauww, nu har jeg virkelig fundet min partner.” Efter den oplevelse fik jeg fat i min egen Strat, og det har det været lige siden. Stratocasteren er perfekt. Så er der alle disse folk der forsøger at lave den bedre, men man kan ikke lave den bedre. Les Paul guitaren er lidt mere besværlig at arbejde med, fordi man ikke har alle kontrollerne samlet. Det har man på Stratocasteren. Man behøver ikke stoppe med at spille når man vil skifte pick ups… det hele er lige nær i ens fingre. Jeg har dog aldrig fundet ud af hvad jeg skulle bruge tremolo armen til, fordi de musikere jeg var inspireret af brugte den ikke. Og så kom den i vejen for mig. Dog da jeg så Jeff Beck tænkte jeg da, at jeg måske skulle have opdaget hvad man kan med den. Og jeg husker også at jeg stod få meter fra Jimi Hendrix, men vidste godt, at jeg aldrig ville komme til at spille som ham. Han var på et helt andet niveau. Historien om Stratocasteren er der ikke så mange der kender. Du ved…volume kontrollen…der var en guitarist der hed Bill Carson. Han spillede country musik. Så sagde han til Leo Fender der jo havde konstrueret Stratocasteren “Hvis du placerer volume kontrollen tæt på strengene, så kan du fade tonerne ind, med din lillefinger, og dermed kopiere sounden af en pedal steel guitar”. Derfor blev Stratocasteren lavet sådan som den er i dag. (Walter læner sig grinende frem); at fade tonerne ind benytter jeg meget, næsten hele tiden. Og jeg bruger ingen effekt pedaler. Kun guitaren og en god forstærker som jeg skruer godt op, “and here we go!!”
RZ: Fortæl mig om bandet, det er jo ret nyt…
WT: Ikke trommeslageren. Ham har jeg spillet med i 16 år. Bassisten har jeg spillet med on and off i mange år. Og den sidste bassist jeg spillede med i gennem mange år, ville gerne stoppe med at turnere. Så kunne jeg lige så godt fortsætte med John. Og han har spillet med stort set alle du kan nævne, lige fra Randy Crawford, Bob Dylan og så videre. Roland, på keyboard havde jeg også spillet med før, så vi blev enige om at vi jo kunne lave denne tur sammen.
RZ: Hvor vigtigt for dig er atmosfæren og kemien i dit band?
WT: Det er meget, meget vigtigt, og lige nu har vi et rigtig godt kammeratskab. Hvis du mister det, så har du ikke noget godt band. Og det har ikke altid været godt tidligere i min karriere. Men jeg vil ikke nedgøre nogen, blot sige at det band jeg har nu, virkelig har et godt samarbejde med en god kemi. Hvis jeg oplever at der er en negativ stemning i et band, så mister jeg lysten til overhovedet at tage ud og spille. Så vil jeg hellere blive hjemme. Jeg elsker min kone, jeg elsker mine børn, og så vil jeg heller være sammen med dem. Men det er da klart, at hvis man har spillet 18 år sammen, som jeg gjorde med bassisten Phil, ja så kan musikken da godt gå i stå, og få brug for nye inspirationer. Jeg er da glad for at jeg nu har et nyt hold med ny inspiration.
RZ: Hjælper det dig til at producere noget frisk, ny musik?
WT: Ja, det gør det da.. man hører jo pludselig en helt ny sound, fordi dem du nu spiller med lyder anderledes, spiller anderledes.
RZ: Men på samme tid skal du vel selv være på vagt, og forsøge at spille op til de nye folk?
WT: Ja, det er klart. Det skubber jo lidt til dig. Jeg ønsker jo ikke at trække dem. Lige nu så skubber de mig i en god retning.
RZ: Vil du sige, at en musiker bliver bedre af at spille med endnu bedre musikere end én selv?
WT: Ja, selvfølgelig. Men man kan også blive bedre af at spille med dårligere musikere.
Interviewet fortsættes i del II.